Dette er muligvis det vanskeligste opslag, jeg nogensinde har skrevet på Facebook. Ikke så meget fordi det er af temmelig privat karakter. Mere fordi det helst ikke skal blive så privat, at det synes ubekvemt for andre. Jeg er venner med mange her på Facebook – også med personer, hvor der måske normalt forventes en vis professionel distance.

Jeg er dog i dag blevet overbevist om, at det er et nødvendigt opslag, så sådan må det være. Jeg burde muligvis have skrevet dette for længe siden. Måske skulle jeg endda have ageret i mit liv, så det slet ikke var nødvendigt med sådan et opslag på Facebook i en alder af næsten 50.

I morges fik jeg et meget langt og meget bevægende brev. Ikke sådan i en kuvert med PostDanmark. En pdf-fil som resultatet af et lige så langt Word-dokument.

Brevet var fra en person, der i mine tidlige ungdomsår var min allerbedste ven i livet. Fra mit opslag i går var han blevet klar over, at jeg er homoseksuel. Han var rigtigt ked af, at jeg aldrig havde fortalt ham det. Han var også ked af, hvis han nogensinde havde gjort eller sagt noget, der kunne opfattes som hånligt mod homoseksuelle. Det har han dog på ingen måde.

Brevet gjorde mig på samme tid rigtigt glad og rigtigt ked af det. Ked af det fordi jeg da bestemt ikke har lyst til, at nogle skal føle sig overraskede og bekymrede over, hvad de muligvis har sagt eller gjort gennem årene. Eller kede af, at det ser ud til, at jeg har holdt dem uden for en meget væsentlig del af mit liv. Sådan har det slet ikke været min mening.

Lad mig først og fremmest slå én til helt fast: Ja, jeg er homoseksuel.

Det har jeg naturligvis været hele mit liv. Jeg blev i tiltagende grad klar over det, fra jeg var omkring 9 år og indtil jeg var 15. Da stod det lysende klart for mig. Der var nogle forfærdelige perioder undervejs, hvor jeg var skræmt fra vid og sans. Det var gennem 1980’erne på ingen måde nemt at finde ud af. Det vil jeg på ingen måde ønske for unge mennesker i dag, men det er desværre stadig tilfældet, selvom vi tror, at vi er kommet langt.

I de efterfølgende år kom jeg stille og roligt overens med det. Der blev tumlet med så meget andet gennem teenageårene, som nok er meget normalt, og jeg tror, at jeg i en alder af 20 omtrent havde accepteret mig selv.

Har jeg holdt det hemmeligt? Nej, det vil jeg ikke selv mene, at jeg har. Jeg har svaret ærligt til dem, der har spurgt. Jeg synes heller ikke, at jeg har lagt skjul på det i noget, jeg har sagt eller gjort. Jeg kan dog nu godt se, at det muligvis ser anderledes ud for andre.

Jeg ved godt, at det i dag nærmest er normen, at man skal skilte med sin seksualitet. Det har jeg aldrig følt et behov for. Min seksualitet er ikke det samme som min identitet. Der er ingen tvivl om, at min seksualitet er årsagen til mange af de personlige egenskaber, jeg har – og mange af dem, som jeg mangler.

Jeg er for eksempel fuldstændigt uinteresseret i fodbold og biler, og jeg er meget lidt temperamentsfuld. Det tilskriver jeg min seksualitet. Jeg er til gengæld et både kreativt, empatisk og omsorgsfuldt menneske med et rigt følelsesliv, og jeg kan nemt stortude til et drama, eller hvis mennesker bliver uretfærdigt behandlet. Det tilskriver jeg ligeså min seksualitet. Jeg anerkender dog fuldt ud, at man ikke behøver at være homoseksuel for at kunne sætte kryds ved disse egenskaber.

Det er dog DE egenskaber, jeg ønsker at blive identificeret med. Ikke at jeg er homoseksuel. Jeg har intet latent behov for at springe omkring i verden iført regnbuefarvet tøj eller være iklædt outrerede kostumer til en pride-parade. Jeg har faktisk til gode at deltage i priden.

Det passer jo så heller ikke helt, at jeg ikke har holdt det hemmeligt. Jeg holdt det jo hemmeligt i de tidlige år af mit liv.

Jeg gik på den muligvis mest socialt belastede skole i byen, der i forvejen var et rimeligt råt bekendtskab for en harmløs dreng. Det var slemt nok at have briller og flyveører, stamme, være intelligent og være elevrådsformand. De ting alene gav mig en del knubs og skub ned ad trappen. Jeg havde absolut ikke brug for også at tilføje ”bøsse” til ligningen. Trust me.

Det var muligvis knap så risikabelt i gymnasiet, hvor det trods alt var byens ordentlige og nørdede unge mennesker, der gik, men som 16-årig havde jeg slet ikke oparbejdet det nødvendige mod til at være skolens homo. Slet ikke. Det var tiden endnu ikke til i 1990. Jeg gik under radaren og måtte nøjes med at blive forelsket i hemmelighed.

Jeg holdt det også hemmeligt for Simon, da jeg blev hans plejefar. Det er nok den periode af mit voksenliv, hvor jeg skjulte det hele allermest. Ikke så meget af hensyn til forholdet mellem ham og mig, men mere af hensyn til, hvordan omverdenen så os. Han skulle ikke også tumle med, at vi som lille familie blev identificeret som Simon og hans homo-plejefar. Det ville jeg slet ikke have kunnet bære, at han også skulle forholde sig til.

Det er mange år siden, at jeg besluttede, at nu var det tid for, at Simon kendte sandheden. En aften kaldte jeg ham ned til en snak i stuen. Det tog han meget cool. ”Så kan jeg bedre forstå, at vi bor så pænt,” var hans første kommentar.

Børn var faktisk det vanskeligste afsavn i mit liv. Jeg blev selvfølgelig tidligt klar over, at børn – sådan på den naturlige måde – aldrig ville blive en mulighed. Omkring de 20 blev jeg dog klar over, hvor fantastisk en oplevelse børn er og hvor meget de betyder i livet. Var jeg ikke fortsat med datalogien, så var børnepsykolog den næste mulighed på listen. Jeg kunne muligvis ikke blive skruk, men det var godt nok tæt på. Heldigvis fandt jeg gennem årene mange andre måder, hvorpå børn kunne blive en del af mit liv og give hele livet den nødvendige mening. I dag er det heldigvis et punkt, hvor jeg kan sætte et stort, fedt flueben.

Min ven var i sit brev også lettet over at erfare, at jeg muligvis ikke har fravalgt et kærlighedsliv, selvom det udefra kan se sådan ud.

Og nej, det har jeg slet ikke. Mit kærlighedsliv har det sådan set ganske fint. Det er korrekt, at der aldrig har været nogle ”I et forhold med”-opslag på Facebook. Der har heller aldrig været billeder af mig selv sammen med en partner. Det er der dog en ganske rationel forklaring på, der måske kræver en vis indsigt i ”homo-verdenen” at forstå.

Jeg er mest til fyre, der er ”rigtige” fyre. Ikke sådan nogle alt for femsede fyre med alt for løse håndled og irriterende stemmer. De rigtige fyre, der også er til homoforhold, er fortrinsvis biseksuelle. Vi er muligvis kommet langt i vores udvikling af accept af seksualitet, men vi har stadig meget lang vej. Biseksualitet, især for mænd, er endnu langt fra socialt accepteret. Biseksuelle fyre vil for langt, langt størstedelens vedkommende hellere dø end afsløre deres rette seksualitet. Helt bogstaveligt.

Derfor har stort set alle mine forhold i tidens løb været hemmelige. De har mere været af den slags, som kan kaldes meget nære venner. ”Friends with benefits” er den moderne betegnelse. Bollevenner er den lidt mere usmagelige og i øvrigt ikke særligt præcise. Jeg kunne godt have ønsket mig det anderledes, men det er nu engang sådan det er. Det er mit lod.

Et sted mellem 10 og 15 procent af alle mennesker er enten homo- eller biseksuelle. Mindst. Kig på din egen vennegruppe. Hvor mange ved du, er det?

Vi har meget lang vej endnu, til der er fuld accept af, at vi er vidt forskellige i seksuelle præferencer. Jeg har brugt en meget stor del af mit voksenliv på at snakke med mænd, der har udfordringer med accept af deres seksualitet. Der har siddet utallige grædende unge fyre i min sofa og snakket om deres udfordringer med at acceptere og leve med deres seksualitet. Der har været mindst lige så mange natlige telefonsamtaler fra lige så ulykkelige mennesker. Jeg har hyppigt ageret trygt tilflugtssted for fyre efter ikke så behagelige hookups, der krævede mere end blot en enkelt kop kaffe at komme sig over. Hertil kommer dem, der skulle i skjul for deres familie. Du har ingen anelse om, hvor mange der kommer fra fuldstændigt fucked up familier.

Jeg har kørt mange ture rundt i landet og tilbragt endnu flere timer på cafeer og restauranter til nødvendige ”safe spaces” for en snak med mænd, der var ved at gå i total opløsning. Ikke blot over at være til nogle af samme køn. Også over at have seksuelle fantasier, som de tror, er udenfor normalområdet. For eksempel bondage, crossdressing og meget anden fetichisme. Gennem årene har det givet mig en stor indsigt i en verden, der burde være almindelig accept omkring, men som stadig er omgærdet af dybe tabuer.

Det har alt sammen givet mig et perspektiv på mennesker, som jeg faktisk helst ikke ville have været foruden. Det er muligt, at jeg ikke selv skilter med min seksualitet. Jeg har ikke det behov. Jeg vil dog ønske alt det jeg kan, at andre mennesker kan vokse op i en ganske anden og accepterende verden.

Det blev et frygteligt langt opslag. Konklusionen er: Ja, jeg er homoseksuel. Nej, du har ikke gjort mig fortræd med noget, du har sagt eller gjort gennem årene. Jeg kender heldigvis kun søde og rummelige mennesker, som jeg elsker rigtigt højt. Der er mange andre derude, der har langt mere brug for din opmærksomhed.

Har du – eller nogle du kender – brug for en snak om de emner, jeg beskriver herover, så står jeg altid til rådighed. Døgnet rundt.

Kærlig hilsen

Jan