Vil du med på rejse?

Vil du med på rejse?

Jeg rejser gerne alene. Det giver en masse unikke muligheder. Jeg rejser også gerne sammen med venner. Det giver nogle andre unikke muligheder.

Jeg er bestemt også åben for at rejse sammen med nogle, jeg endnu ikke har rejst sammen med. Måske viser det sig, at vi har mere til fælles, end vi lige regnede med.

Jeg er på rejse cirka 8 gange om året. Fortrinsvis uden for skoleferierne i perioden fra oktober til april. Mine rejser er oftest på 7-9 dage, hvor jeg også gerne arbejder remote et par dage undervejs. Jeg har oftest planlagt rejseperioder et år frem i tiden, da jeg har en del andre faste forpligtelser, som rejserne skal placeres imellem.

Mit mål er at nå at besøge alle lande i min levetid. Jeg mangler stadig cirka 75%, og jeg har mere end 300 steder stående på min bucket list – også i lande, jeg allerede har besøgt. Der skulle derfor være rig mulighed for at finde destinationer, som vi i fællesskab finder interessante.

Jeg rejser for at opleve og lære noget. Om lande, om kultur og om mennesker. Jeg elsker at mærke fremmede steder og se ny natur. Jeg gider til gengæld hverken hoteller, forlystelsesparker eller museer. De er jo røvsyge i flere lag.

Derimod elsker jeg at bo mellem lokalbefolkningen eller i midten af ingenting. Jeg bruger fortrinsvis Airbnb eller anden form for privat ophold. Jeg er også frisk på at basere et ophold på at lave frivilligt arbejde, fx via Workaway eller lignende. Om vi bor i midten af en storby eller i en bjælkehytte på en bjergside, er sådan set underordnet for mig.

Der er noget magisk over at være på egen hånd et fremmed sted langt borte. Uanset om det er i arktisk kulde og mørke, lejrbål i Afrika om natten, eller med militæreskorte i Asien.

Jeg er ikke svær at komme overens med, men jeg har dog nogle forventninger til eventuelle rejsepartnere.

Jeg tager ikke på rejse for at ligge som en selvdød søstjerne på en seng. Er du til passiv all inclusive på en charter-destination, så er vi nok ikke helt kompatible.

Du skal både kunne lide og kunne tåle at gå. Jeg går gerne 15-20 kilometer om dagen, uanset om det er by eller storslået natur. Jeg har intet imod at komme omkring i bil, men man oplever altså bedst verden uden for bilen.

Du skal ikke blive skræmt af pludselige ændringer eller uventede ting. Vi kan sne inde og lokal transport kan blive aflyst. Taget kan blive utæt eller vi skal lyve for naboerne. Bilen kan bryde sammen eller vejen kan være forsvundet. Der kan være militær i gaderne, jordskælv i nærheden eller folkelige protester mod den aktuelle diktator. Shit happens. Godt humør, rettidig omhu og kreditkort løser det meste.

Du skal ikke have behov for et nøje tilrettelagt skema for hver eneste vågne time på en rejse. Jeg hader tætpakkede planer. De er de ægte oplevelsers værste fjende.

Derimod må du meget gerne kunne lide at møde nye mennesker af enhver slags. Jeg har ikke svært ved at tale med fremmede og ser det som det ultimative mål for enhver rejse, hvor tilfældigt mødet end måtte være. Altså lige ud over, at jeg også gerne skal komme hjem med mindst ét rigtigt godt billede fra hver rejse.

Du skal også selv kunne få tiden til at gå de par dage, hvor jeg koncentrerer mig om arbejde.

Jeg er helt frisk på usædvanlige oplevelser. Slædehundetur, varmluftballon, kamelridning, vandretur i bjergene, overnatning på sletten, særdeles eksotisk mad, opdagelse i huler eller i forladte bygninger (også den forbudte slags), bølgegang i fiskerbåde, you name it.

Jeg er rimeligt øvet i at rejse uden rejsebureauers hjælp. Jeg er dog hverken guide eller rejsearrangør, men selvfølgelig hjælper jeg gerne med min viden. Til gengæld tør jeg godt love, at jeg er en meget let omgængelig rejsepartner, der er svær at slå ud.

Om du er mand eller kvinde, 20 eller 60, er for mig helt underordnet. Bare vi har et nogenlunde afstemt syn på, at det at rejse handler om at opleve verden. Sådan som den er. Vi deles naturligvis om omkostningerne for de fælles aftalte ting.

Vil du med på eventyr engang i fremtiden? Så smid mig en besked i messenger.

Min næste rejse er den 24.-31. oktober. Jeg ved godt nok endnu ikke hvorhen, men det løser sig nok ret snart.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.