Dette opslag indeholder personlige refleksioner og stærkt private detaljer. Har du et problem med dét, så bør du nok scrolle videre til næste opslag med katte- eller hundevideoer (afhængigt af, hvad Facebook har detekteret som dine personlige præferencer).

Først og fremmest vil jeg indrømme, at tegn på demens er under udvikling. Alle, der har oplevet det på nært hold, kan nok skrive under på, at det ikke er noget, man spøger med. Ud over stærkt fremskreden dobbeltsidig musearm, så er celleforfald i hjernen en tilstand, jeg nok må acceptere som et livsvilkår. Jeg har aldrig tidligere mistet noget i byen. I år har jeg mistet både en jakke og to e-cigaretter. Det tegner ikke godt for mit mentale helbred.

Onde tunger vil sige, at jeg gennem årene også har mistet min værdighed i byen, men den er dog altid dukket op igen i den efterfølgende uge.

Samme onde tunger kan også have en forvrænget opfattelse af, hvordan man går ind i sit halvtredsindstyvende år. Også her afviger jeg nok fra flertallet. Jeg skal afsløre en enkelt af de leveregler, jeg har til at hænge over min seng:

3. Forpas ALDRIG en mulighed for at være 17 år igen.

Versalerne er ikke af hensyn til læsbarheden i dette opslag. De fremgår også på den rigtige liste.

Jeg har muligvis gennem årene fået skabt et image af en eftertænksom mand, der tilbringer store mængder tid i naturen med bøger og podcasts. Det er nok også i store træk sandt. De nærmeste tre-firehundrede mennesker ved dog også, at jeg ikke er sen til at holde fest. De kender også til en anden leveregel på min liste:

9. Gå ALTID sidst hjem.

Denne leveregel er muligvis ikke blevet mindre irriterende (for andre) efter at “hjem” kan holde ude i indkørslen.

Jeg er så heldigt et menneske, at jeg har to hjembyer, hvor jeg kan gå byen. Det sker ikke tit, men når det sker, så skal der også indhentes tid, jeg ikke fik tilbragt i ungdommen.

Begge steder har jeg meget påskønnede tro væbnere til at passe på mig. I Kolding, så jeg ikke falder i åen eller bliver stukket ned af homofober i 6000 Slicetown. I Horsens, så jeg ikke falder i dårligt selskab og bliver sendt i den rigtige retning, når jeg skal hjem. Det sidste gælder faktisk også i Kolding, hvor jeg har større risiko for at fare vild i en brandert, når jeg ikke kan se Koldinghus.

Nogle vil mene, at en værdig alderdom primært indeholder, at man i weekenden går rundt iført kridtpibe og tænkehat, mens man klipper hæk og slår græs. Her er jeg ganske uenig. Jeg har tre drømmescenarier for min død, der nok også definerer, hvordan jeg tilbringer min alderdom:

1. Omgivet af børn og børnebørn, mens jeg fortæller dem den rigtige betydning af ordet “bjørnetjeneste” i min sidste vejrtrækning.

2. På vandretur i skønne landskaber. Uanset om jeg blot dratter om på stien, eller jeg bliver spist af en bjørn (velvidende at det intet har med bjørnetjeneste at gøre).

3. Klokken fem om morgenen under en fantastisk bytur, hvor jeg bare falder om midt i et grin.

Jeg var i byen i Horsens i går efter en herre(m/k)god fest. Som altid har jeg ikke den fjerneste anelse om, hvor vi var henne. Det tog nogle andre sig af.

Det er fantastisk, at kunne lade som om man ikke har krop og ansigt mærket af den svært fremskredne alder. Der kan til dels lyves om naturlove iført den rette beklædning.

“Er du ikke Simon Olivers far,” sagde et par i baren, da jeg (sandsynligvis) bestilte drikkevarer og (most likely) flirtede med bartenderen.

Jeg skal ikke lyve om, at det i det daglige i høj grad er en del af mit streetcool at være Simon Olivers far. Det går dog unægteligt ud over mit 17-årige streetcool at blive genkendt af ganske ubekendte mennesker i byen som det.

Det hjalp muligvis en smule på mit netop ramponerede streetcool, da der efterfølgende var to “Er du ikke Jan Andersen. Jeg følger dig på Facebook” fra nogle andre, hvilket var ganske uvant. Det kan næppe kaldes kendisfaktor på en tåget beværtning. Og godt for det, for det er da absolut heller ikke en tilstand, jeg ønsker at befinde mig i – uanset cutenessfaktoren på afsenderen.

Senere – uden for – kom der også et “Kan du huske mig?”

Her er jeg også nødt til at være piværlig: Nej, det kan jeg ikke. Selv i 100% ædru tilstand er det kun sandsynligt, at jeg kan huske dit ansigt, hvis vi har været i bad sammen. Ellers har jeg normalt brug for, at nogle hvisker mig i øret, hvad du hedder og hvorfor vi kender hinanden. Min hjerne er udstyret med en meget invasiv garbage collection, der fjerner alle overflødige detaljer. Jeg kan huske nyttige ip-adresser, kodeord på 35 tegn, samt de fleste artikler fra GDPR. Med mindre du har mindst én af de ting tatoveret i ansigtet, så falder du for oprydningsalgoritmen. Det må på ingen måde tages personligt eller som tegn på, at du ikke har haft betydning for mig. Slet ikke. Det er et mentalt handicap, jeg ikke kan gøre noget ved.

Nu er det så dagen derpå. Regel nummer otteoghalvfjerds i mit meget ukontrollerede liv er, at man ikke kaster op. Uanset om det er på grund af dårlige fiskefingre eller tømmermænd. Det er heller ikke sket i dag. I stedet har jeg siddet i dybe tanker over livets tilstand og mål. Skal jeg mon iføre mig kridtpibe og tænkehat og gå ud i haven for at klippe hæk?

Lad os være hudløst ærlige: Det kommer jo ikke til at ske!