Jeg skrev på et tidspunkt en artikel om Mols Bjerge. I den startede jeg med at postulere, at Mols Bjerge er en enestående perle i dansk natur. Da Mols Bjerge ikke har ændret sig nævneværdigt siden sidste istid, så tillader jeg mig at fastholde postulatet uden øvrig bevisførelse. Jeg vender da også hyppigt tilbage hertil – ligesom det er tilfældet denne weekend.

Der er mange veje ind til Mols Bjerge, men den lille landsby Agri kan da nok anses for at være en af hovedindfaldsvejene. Det lyder stort med hovedindfaldsvej. Det er det ikke. Det bliver til grusvej lige akkurat efter, man har passeret Agri, og mobilforbindelse er ikke rigtigt noget, der findes her.

Det første man møder i Agri er skiltet med “Arnes Auto Agri”. Kommer man fra den anden side – fra Vrinners – så er det første tegn på civilisation en vejbod med æg og tøj.

Kommer der et forretningskvarter med højhuse og fancy adresser lige efter? Nej. Byen stopper faktisk få meter efter, men det næste hus er Is På Toppen. Det lyder måske fornemt – lidt som navnet på en trendy tagrestaurant med udsigt ud over en europæisk storby. Det er det ikke.

“Is på toppen” er gavlvinduet hos fantastisk søde Kim og Anne Kristine. De kalder sig cykel- og vandrecafe på nettet, men alle er naturligvis velkomne uanset befordring. Her er der nærmest altid åbent, og man skal bare ringe på klokken for at få betjening, hvis de ikke allerede står i vinduet. Der er ikke så meget parkeringsplads, men man kan altid holde ved sognegården lidt længere fremme.

Her sælges der lidt af hvert. Kaffe, kakao, træstammer og hjemmebagt citronmåne ud over naturligvis is, som navnet antyder. Det kan nydes omme i haven, hvor der er rigeligt med siddepladser med udsigt over landsbyens lille dam, ligesom der også er faciliteter for både cyklister og vandrere, der ønsker at slå sig ned.

Jeg har været der mange gange. Det ligger cirka 2½ kilometer fra mit faste tilholdssted i Mols Bjerge, og er derfor en fin lille milepæl for en 5-kilometers gåtur. Sådan en 5-kilometers gåtur burde jo nærmest være obligatorisk i min alder i forbindelse med enhver indtagelse af føde- og drikkevarer. Jeg prøver at opretholde det som et dagligt mål.

Også i dag gik jeg derhen for at indtage min eftermiddagskaffe sammen med et stykke citronmåne. Jeg fandt ud af, at deres søn Magnus nu står bag et lille spisested placeret i annekset ved siden af, hvor der også er atelier. “One meal, one dish”, som han kalder konceptet, passer måske navnemæssigt ikke helt til den virkeligt jydske placering af spisestedet langt ude på landet på Djursland, men jeg var med på det. Mange af gæsterne er nok også tysktalende, så who cares anyway. Med en pris på 10 euro, så er selv den nærigste tysker med på det.

Jeg har købt spisebillet til i aften, selvom fruen i huset syntes det var lidt sjovt, at jeg købte uden overhovedet at vide, hvad jeg skal have at spise. Jeg er dog fra den del af Jylland, hvor vi spiser, hvad der bliver sat på bordet, så jeg er frisk. Hun skulle også nok sørge for at holde en plads til “manden med hatten”, som jeg er blevet døbt.

Jeg er tilbage i autocamperen nu. I går aftes sad jeg uden for den på dørtrinnet længe efter, at det var blevet tusmørke. Der var helt stille i går aftes. Ikke en vind rørte sig, og jeg kunne høre alt i kilometers omkreds. Jeg ville have skrevet miles omkreds, men hvem er egentlig så gammel?

Lidt forinden havde jeg været på gåtur til Trehøje, der retteligt virkeligt ER toppen af Djursland. Der var ingen. Ingen overhovedet. Det siger lidt om den danske sommer, når Trehøje er fuldstændigt tom en fredag aften i uge 29. Ingen elskende. Ingen vandrere. Ingen campister. Intet. Kun Jan.

Der var ingen lyde fra Toggerbo-lejren, som jeg ellers plejer at kunne høre tyeligt, så den var sandsynligvis også tom. Der havde ingen været ved Agri Bavnehøj, da jeg kørte herop, og der var ingen at se på lejrpladsen på den modsatte side af dalen. Alt talte for, at jeg havde Mols Bjerge fuldstændigt for mig selv. Man føler sig på en eller anden måde ekstra meget i live, når man er helt, helt alene i kilometers omkreds i et storslået landskab.

Der var kun lyde fra græshopper og spætter i det fjerne. Nu og da rådyrhanner, der lød til at være i gøkonkurrence med deres eget ekko.

Der er lidt mere liv i dagslys, men det dør ud lige om lidt. Så har jeg nok igen Mols Bjerge for mig selv.

Nu vil jeg snuppe et bad og skifte til aftenspadseredragten, inden jeg igen går ind til Agri. “Downtown Agri, where the shit happens”. Denne gang for at se, hvad Magnus kan finde frem fra gryderne. Det er Danmark, når det er allerbedst. Jeg elsker det!