Jeg har skiftet Mols Bjerge ud her til formiddag. Der så ud til at blive heldagsregn i Mols Bjerge, så i stedet har jeg snuppet en omgang heldagsregn ved Slaggård Banke uden for Østbirk. Ifølge min vejr-app, så vil sandsynligheden for regn dog falde til under 50% om en håndfuld timer. Så er det frem med sommertøjet.

Slaggård Banke er også en af de små perler, som jeg næsten ikke burde nævne her på siden, da jeg indtil videre har haft stedet næsten for mig selv. Jeg har været her snesevis af gange på alle tider af døgnet. For at gå tur og for at tage billeder. Jeg stødte første gang på stedet i midthalvfemserne, når jeg trak mine spejdere med ud på vandretur, når vi var på hyttetur i vores daværende og meget primitive Torp-hytte.

Jeg møder meget sjældent nogen herude. I de par år, hvor jeg også har kunnet overnatte i autocamper herude – og det har jeg i hvert fald gjort 20 gange – har jeg heller aldrig haft selskab af andre campister her.

Det er i virkeligheden en skam, for Slaggård Banke er et lidt unikt sted. Ikke noget særligt stort sted. Der er måske 10 hektar at dømme ud fra øjemål. Det kuperede terræn får det dog til at virke noget større, når man går rundt. Og til trods for sin lille størrelse, så er her lidt af hvert. Ikke mindst i dyreliv.

Området er formet af istiden. Præcis som alt andet her i Søhøjlandet, der ender med Horsens i det sydøstligste hjørne. Hvad der i særdeleshed gør Slaggård Banke speciel, er de 12 gravhøje på toppen. Du kan muligvis kun tælle til 9, men de er så til gengæld også fredede som resten af området.

På toppen af de højeste gravhøje er man 109 meter over havet, og man kan på klare dage se til både Ejer Baunehøj og Purhøj på den anden side af Horsens. Man kan også se Vorbjerg Høje ikke så langt herfra. I hvert fald et meget iøjnefaldende og sælsomt træ derovre, der stikker op over alt andet i landskabet. Man kan også se Trehøje endnu længere væk, der ikke må forveksles med Trehøje i Mols Bjerge.

Jeg har været her på alle tider af døgnet og på alle årstider. Jeg har også taget – hvis jeg selv skal sige det – helt fantastiske billeder af gravhøjene i tidlige solopgange med dis svævende i dalene mellem dem og i den dybe dal ned mod søen, hvor Slaggård Banke ender.

Jeg har siddet på gravhøjene i sene julinætter for at fange lysende natskyer. Det er faktisk årstiden lige nu, men vejret er ikke lige til det. Jeg har også siddet her i råkolde nætter, hvor min røv var ved at fryse af. Jeg har overnattet mellem gravhøjene i bulderravende mørke og hård frost på årets korteste dag. Og jeg har gået de mest fantastiske morgen- og aftenture, som jeg slet ikke havde lyst til at tage hjem fra.

Fælles for alle gangene har været oplevelsen af historien. På nær to, så er gravhøjene næsten fire tusinde år gamle. Fra bronzealderen. Vi ved ikke helt, hvem der er begravet her. Det kan vi kun gisne om. Det er dog ret sikkert, at de har været betydningsfulde for de mennesker, der begravede dem på et storslået sted. For det må det også have været dengang. Ulig mange andre gravhøje, så er gravhøjene her flade på toppen. Man mener, at det er fordi, der har været afholdt ceremonier på toppene. Måske omkring de bautasten, der sandsynligvis har stået her engang.

Det giver noget ekstra til stedet. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det historiens vingesus. Det er næsten for meget en kliché. Men der er noget. En stemning. En følelse. Måske endda et ekko.

Beboerne i Underup og omegn har gjort deres for at gøre stedet tilgængeligt med en lille lokal shelterplads med bålsted og udkigstårn. Det kunne sagtens markedsføres mere. Vi har ikke Stonehenge i Danmark, men det her sted er måske det tætteste, vi kommer.

Jeg ved godt, at mit billede her ud i et regnfuldt landskab ikke sælger stedet særligt godt. Men når solen en tidlig morgen i marts kommer til syne mellem de store gravhøje, så vil du give mig ret. Stol på mig.

Og når solen i aften går ned, så vil der igen være sælsom hvisken mellem gravhøjene. Om hvad er svært at sige, for de talte jo et ganske andet sprog. Jeg er dog sikker på, de kunne fortælle os et og andet, som vi kunne lære af. Måske at vores bekymringer er ganske små i det store billede af livet på Jorden.

Sid helt stille og lyt. Det vil jeg gøre. Igen.