For nogle dage siden delte min næsten-navnebror Jan Østergaard Andersen et billede af Smedegade i en gruppe for billeder fra det gamle Horsens. Jeg kan desværre ikke dele det her, da gruppen ikke kan deles. Som (ubetydelig) fotograf respekterer jeg naturligvis, at man ikke bare downloader billeder og deler videre. (EDIT: Billedet findes nu i kommentarerne)

Det betyder heller ikke så meget. Da jeg så billedet, tænkte jeg “Årh hvad, et billede af Smedegade fra halvtredserne”. Det var min umiddelbare tanke.

Det værste var dog, at billedet ifølge beskrivelsen var fra oktober 1982. Det er mindre end et år før, at jeg selv startede som avisbud i Smedegade. Det gjorde jeg i sommeren 1983, hvor jeg var 9 år gammel. Man skulle egentlig være 10 år gammel, men budstuens chef, den navnkundige Grethe Brandt, bar over med mig og lod mig starte tidligere. Den effekt har jeg altid haft på gamle damer med mit bløde ansigt og lange øjenvipper. I know… men jeg har næsten ikke udnyttet det kommercielt.

Jeg gik med Horsens Folkeblad i Smedegade i 6 år. Først i højre side plus Farvergade og Nørretorv. Et par år efter også i venstre side sammen med Vimmelskaftet. I mellemtiden havde jeg krejlet en del andre gader til mig. Jeg gik også med Onsdagsavisen og Horsensposten flere steder i byen. Faktisk havde jeg omkring 400 husstande ekstra at omdele til både onsdage og lørdage ud over mine 115 modtagere af Horsens Folkeblad. Jeg mødte troligt op 6 dage om ugen og sled adskillige cykler og gummisko op. Det var dengang, hvor der ikke fandtes postkasser i stueetagen, men man måtte tage hele vejen op til øverste etage ad trapperne. Det var utvivlsomt en del af grunden til, at jeg i de første mange år af mit liv var omtrent på størrelse med et stykke spaghetti.

Til gengæld lærte jeg rigtigt meget. Om mennesker. Om måder at bo på. Jeg kendte lugten i hver eneste opgang, og den var dælme ikke god alle steder. Endnu dårligere end lugten fra Ceres-bryggeriet på Nørretorv, når maltningen sendte en vammelsød lugt ud over hele området. Jeg vidste, hvilke af mine abonnenter jeg fik julegaver fra. Nogle gange 5 kroner. Andre gange 10 kroner. Nu og da endda 20 kroner, som dengang var en seddel.

Jeg vidste instinktivt, hvem jeg skulle sige “De” til og jeg har endda i mit gamle arkiv bevis for, at jeg kunne gøre det bedre end de fleste. Grethe Brandt måtte indrømme, at hun aldrig før havde modtaget et rekommanderet brev til et af sine bude med en crosset check på 100 kroner for at være yderst høflig og velopdragen. Ja, det var mig – tro det, hvem der vil.

Jeg vidste, hvem jeg skulle passe på. Som for eksempel ham nede i rækkehusene på Fabrikvej nummer 6. Jeg husker ikke bogstavet, men det var nok omkring D. Han blev rigtigt sur, hvis jeg først kom med Folkebladet efter klokken 16.30. Jeg undskyldte, men kom ikke med bortforklaringer. De virkede ikke på Ryesgade Skole og med garanti heller ikke på Fabrikvej. Sandheden var, at jeg fik sent fri fra skole, og faktisk først var færdig med ruterne længe efter klokken 20 om onsdagen. Selvom han skældte mig ud mere en nogen andre, så var han dog ikke sen til også at stikke mig en tyver engang imellem.

Jeg lærte alle butikkerne at kende. Dem var der faktisk en del af i Smedegade dengang. Og på hjørnet af Nørretorv ligger stadig Medaljon-bageren. Jeg var oppe i trediverne, hvor jeg stadig blev mødt med “Neeeeeej, vores lille avisdreng”, når jeg kom for at købe morgenbrød. Så føler man sig faktisk lidt som en horsensdreng, og det kan jeg jo nok ikke lyve mig fra at være.

Alle disse oplevelser fra dengang har gjort et kæmpestort indtryk på mig. Jeg ville slet ikke have været den samme uden. Det er også grunden til, at jeg mener, at nærmest ethvert ungt menneske bør opleve at arbejde i forreste række – om ikke som avisbud, så som kassemedarbejder eller et andet job, hvor man er fuldt eksponeret mod Ordinary Joe. Det giver social forståelse og er en vigtig ingrediens i et samfund, der hænger sammen. På trods.

Smedegade og Nørretorv er i sandhed mit hood. Jeg er opvokset lige rundt om hjørnet, og jeg bor stadig lige ved siden af og kan huske hver en opgang. Hver en baggård. Hver en original, der havde sin daglige gang der. Der er dog sket en del i mellemtiden…

Samme aften som jeg så billedet fra Smedegade, spurgte en af naboernes drenge mig til råds om uddannelsesretning, hvis man skulle i retning af it. Det er et helt legitimt spørgsmål, som jeg gerne svarer på – og i øvrigt har svaret på mange gange før. I talestrømmen skriver han dog i parentes om sin overvejelse af valget mellem STX og HHX:

“Ved ikke om du kender til de to. De hed helt sikker noget andet i gamle dage”

Og så kom jeg til at grine højlydt. Og længe. Jeg måtte faktisk gå en tur uden for autocamperen, så jeg ikke døde af iltmangel. Det var lige efter billedet af Smedegade.

Ikke fordi knægten tog fejl. Han ramte faktisk spot on. Det var næsten, som når mine egne forældre snakkede om realskolen og hvad det nu ellers hed dengang. Jo, jeg ved nok, hvad STX og HHX betyder, men det er helt korrekt, at det hed noget ganske andet, da jeg var yngre. Dengang var der Statsskolen, Handelsskolen og Teknisk skole. På Statsskolen kunne man vælge mellem matematisk linje og sproglig linje. Det var sådan cirka, hvad der var af muligheder. Skulle man være rigtig matematisk student, så tog man selvfølgelig 3 A-fag i matematik, fysik og kemi. Det gjorde jeg også, for selvfølgelig ville jeg gerne gøre mine forældre stolte. Handelsskolen – ja, det var for støvede bogholdere som min far, og teknisk skole … ja det var for dem med knallerter. I dag har jeg naturligvis et lidt mere nuanceret billede af uddannelsesretninger, der også har udviklet sig lidt i mellemtiden.

Kom jeg med billedet af Smedegade og nabodrengens omtale af uddannelsesretning til at føle mig utroligt gammel lige med ét? Ja, det tror jeg da nok lige.

Begge dele var jo lige i går. Ham den gamle på Fabrikvej. At jeg drak mig sanseløst fuld ved udgangen af folkeskolen. At jeg fik en studenterhat på efter 3 A-fag. Synes jeg. Men – det er det måske ikke helt alligevel. Var det måske i forgårs eller dagen før igen?!?

Jeg bliver i hvert fald med sikkerhed ikke 50 lige om lidt. Fuck af med alle jeres fakta, røvhuller! Jeg er ung tusind år endnu!