Vores danske samfund er måske knap så unikt, som vi engang imellem gerne vil bilde os selv ind. Det er dog hævet over enhver tvivl, at vi er en stribe lande, der byder på nogle privilegier, som en stor del af verdens befolkning vil misunde os, indtil de selv oparbejder dem. Privilegier, der, for næsten alles vedkommende, i sidste ende baserer sig på et sundt og velfungerende arbejdsmarked.

Arbejdsmarkedet består af tre parter: Arbejdsgivere, arbejdstagere og staten – sidstnævnte som korrigerende og kontrollerende mellemled. Alle parter har rettigheder, som med få undtagelser er blevet til gennem årtiers – ja, faktisk århundreders – mere eller mindre barsk dynamik.

Alle tre parter har dog også pligter, der skal sikre, at disse forbundne kar fungerer i en sund vekselvirkning.

Når man følger med i hvad der sker på arbejdsmarkedet i dag, er det derfor trist at se, at alle parter fokuserer på deres rettigheder, og sjældent overhovedet taler om pligter. Hvis der endelig diskuteres pligter, er det altid – uden undtagelse – de andre parters. Det er særligt tilfældet, når diskussionen handler om den del af arbejdstagerne, der står i kanten af arbejdsmarkedet, og selve fødekilderne til arbejdsmarkedet.

Jeg er ikke gammel nok til at kunne udtale mig overbevisende om det, men det er mit klare indtryk, at det ikke altid har været sådan. At der har været en periode i specielt efterkrigsårene, hvor der var en langt større gensidig forståelse for egne pligter. Hvor arbejdsgivere og deres organisationer forstod, at de havde et stort medansvar for sammenhængen i samfundet, for at skabe deres fremtidige medarbejdere og i rimeligt omfang tage hånd om dem, der stod i kanten af samfundet.

Det vil være i alles interesse, hvis alle tre parter brugte mindst lige så meget energi på egne pligter, som de gør på egne rettigheder. Eller i hvert fald bliver klar over, hvad deres pligter er, og så i øvrigt fletter næbet, hvis ikke de lever op til dem.

Inden længe er det tyve år siden, at jeg fik min første medarbejder. Jeg kunne jo derfor passende begynde med at bekende mine egne samfundspligter som arbejdsgiver – altså udover at drive hæderlig virksomhed, have ordnede forhold og betale mine skatter til tiden.

Inspiration

Vi skal som arbejdsgivere åbne vores døre for skoler og ungdomsuddannelser, så deres elever har mulighed for at finde deres fremtidige vej. Det er ikke en opgave, vi kan overlade til studievejledere og brochurer fra Undervisningsministeriet. Hvordan i alverden skal vores unge mennesker have kinamands chance for at finde ud, om de vil være tømrere eller programmører, hvis de aldrig har set de respektive virksomheder indefra og oplevet, hvad arbejdet OGSÅ er, udover det åbenlyse. Selvfølgelig handler det ikke kun om at hjælpe dem til ikke at vælge forkert, men også om at tilvælge vores egen branche, som måske beskæftiger sig med ting, der ikke umiddelbart virker særligt sexede, men alligevel gemmer på et spændende arbejde neden under.

Vi er også forpligtede til at møde op til uddannelsesmesser og til foredrag i klasser, stille lærepladser til rådighed, svare på spørgsmål til projekter, og til at lægge energi i at give retvisende, virkelige problemstillinger, de kan arbejde med i hovedopgaver. Og vi er i særdeleshed forpligtede til at hjælpe deres nuværende arbejdsgiver – uddannelsesstedet – med at udforme pensum og uddannelsesplan, så den afspejler virkeligheden og ikke en ti år gammel, amerikansk lærebogs forestilling om verden.

Kickstart

Det ville jo være fantastisk, hvis alle ansøgere kunne fremvise et CV med femten års erfaring. Også dem på femogtyve. Sådan er virkeligheden jo desværre ikke. Vi kan bare ikke som arbejdsgivere tillade os at være kræsne, hvis ikke vi bidrager til også at give dem uden referencer en mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet. De nyuddannede skal også have en chance for at komme i gang.

Det er også vores pligt at stille studiejobs til rådighed. Ikke for at få løst forskelligt forefaldende arbejde og hjælpe unge mennesker med at få plads i økonomien til lidt mere sjov. Vi skal bidrage aktivt til fødekæden af fremtidige medarbejdere ved at give dem tidlige referencer fra et virkeligt job, som de kan bruge i deres fremtidige karriere. Tænk – måske støder du endda på et uopdaget talent!

Ja, der er en risiko for, at de rejser til den anden ende af landet for at færdiggøre deres uddannelse, og aldrig vender tilbage. Det er spillets regler. Forhåbentligt har der i den anden ende af landet været en lige så fremtidsorienteret arbejdsgiver, der sender én den anden vej til dig.

Redningskrans

Der er mennesker, der ikke kan svømme. Fordi de ikke har lært det, er bange for vand eller – ja, simpelthen bare er blevet kastet ud på dybt vand. Hvis vi ser nogen, der er ved at drukne, så redder vi dem naturligvis, hvis vi kan. Nogle gange med livet som indsats. Det er en helt grundlæggende menneskelig egenskab.

Sådan bør det naturligvis også være på arbejdsmarkedet, hvor der langs kanten står personer, der ikke kan svømme. Det er ikke vores opgave som arbejdsgivere at politisere over årsager, når vi står over for den enkelte person. Om det er fysiske eller psykiske vanskeligheder, ulykkelige omstændigheder, dovenskab, dårlig opdragelse, oprindelse eller religion er kun relevant, når vi skal drøfte forebyggelse. I alle andre sammenhænge er de mennesker af kød og blod, der er i fare for at drukne.

Der kan være mange årsager til, at mennesker er kommet enten dårligt fra start, eller er kommet i en situation, som de ikke kan komme videre fra uden andres hjælp. Og her er det i særdeleshed vores ansvar som arbejdsgivere at bidrage med vores hjælp til at løfte opgaven. Ja, der findes helt bestemt personer, der ikke vil hjælpes eller på anden måde er uden for vores rækkevidde, men langt, langt størstedelen falder ikke ned i denne kasse.

Det er min fuldstændigt grundlæggende overbevisning, at det er lige så centralt et menneskeligt behov, at vi gerne vil føle os nødvendige, som det er, at vi gerne vil redde andre fra at drukne. Alle mennesker har behov for noget at stå op til, de har brug for den adspredelse, det giver at komme udenfor hjemmets fire vægge og have kontakt med andre mennesker. Og de har brug for at udføre et arbejde, der giver mening, møde krav og ikke mindst den succesoplevelse det giver, når de oplever at leve op til dem. Hvis ikke vi giver dem muligheden for dette, så fastholder vi dem i en ond cirkel.

Der er ingen tvivl om, at det kræver en vis rummelighed og fleksibilitet af både arbejdsgivere og øvrige medarbejdere at løfte denne opgave, men der findes ingen – INGEN – virksomheder, som ikke i et eller andet omfang kan bidrage. Naturligvis under fuld hensyntagen til, at virksomheden også skal både fungere og overleve, og naturligvis ikke kan redde hele verden på egen hånd.

Belønningen

Pyha, det er meget ansvar at påtage sig, når man egentlig helst bare vil snitte træ, trække kabler, sælge blomster eller hvad der nu er ens erhverv. Og naturligvis følger der også vanskeligheder med ansvaret. Jeg tør dog næsten garantere, at enhver arbejdsplads – uanset branche og uanset størrelse – vil have stort udbytte af den forskellighed og variation, som det bringer med sig at løfte sin del af ansvaret.

Det er udbytterigt for arbejdspladsen som helhed at samarbejde med uddannelsesinstitutionerne. Det giver indsigt i hvad der rører sig og vil uundgåeligt i sidste ende også bidrage til en større mængde ansøgere, når stillinger skal besættes.

Det giver liv og spontanitet på arbejdspladsen at supplere den faste stab med unge mennesker, der kommer med et uspoleret syn på tingene og kan stille de spørgsmål, man måske selv har glemt. Dette gælder også for de mennesker, vi har åbnet vores dør for, som er kommet hertil med en helt anden baggrund og på vanskeligere vilkår.

Endelig er det også sundt for alle på arbejdspladsen at opleve, at vi faktisk kan være med til at gøre en vigtig forskel for medmennesker. Den værdi kan ikke gøres op i penge. Jeg er ganske overbevist om, at langt de fleste medarbejdere vil være stolte over dagligt at være med til at løfte vores samfunds største opgaver – i fællesskab.

Og så kan vi måske sove lidt bedre.