Da jeg fik min nuværende autocamper for 10½ måned siden, satte jeg mig et mål om, at der mindst skulle være 150 overnatninger i den om året. De 136 af dem er opnået nu. Kigger jeg 12 måneder tilbage til 15. maj 2022, og dermed også inkluderer fricampertiden i min campervan, der startede det hele, så har jeg med sidste nats overnatning nået 150 overnatninger på 12 måneder herude i det danske land.
Det lille personlige mål har jeg fejret ved at overnatte på et af de steder, der måske i virkeligheden også startede det hele: Slaggård Banke tæt på Østbirk.
Her startede det hele ved at være et af mine go-to-steder i begyndelsen af coronatiden, som – helt uafhængigt af corona – startede med et lille eksistentielt chok. Lange gåture i de meget tidlige morgentimer eller de tilsvarende sene aftentimer, inden Qashqai’en ventede for en tur tilbage til Horsens. Et ikke særligt stort sted, men som jeg i virkeligheden ikke rigtigt havde lyst til at tage hjem fra, så jeg tit vandrede eller sad her indtil længe efter solnedgang. Hvor fedt kunne det dog ikke være, hvis hjem var “lige dernede” på parkeringspladsen.
De sidste par år har det været “lige dernede”, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.
Weekenden er gået med et spejderarrangement med vores små mikrobespejdere hos Erik Menved Spejderne, og ellers har jeg siddet i døråbningen på autocamperen og læst bøger. Indtil videre er to færdiggjort i det mest fantastiske forårsvejr.
I dag er der kommet 3 forbi for at snakke. Den seneste, som har et nedlagt landbrug lige i nærheden, ville lige give mig et fif til, hvor man ellers også kunne holde i nærheden, for de havde også en autocamper.
Så fortalte han også, at det var meget sjældent, at der overhovedet holdt nogle her i en autocamper. Sidste år havde han kun set, at der nogle gange havde holdt en her i en af de der “kassevogne som man kunne bo i”. Det kunne jeg så afsløre, også var mig i min foregående bil
Holder jeg frekvensen, så vil jeg, når jeg har haft autocamperen i et år om 1½ måned, også have nået omkring 175 overnatninger i den på 12 måneder – altså næsten halvdelen af året.
Har det ændret mit liv, min fysiske og min mentale tilstand? Det må alt sammen blive til et meget stort JA. Lykkefølelse er et frygteligt diffust begreb at bringe i spil, så det vil jeg undlade.
I weekenden har jeg holdt mig på god afstand af 60.000 gæster til Harry Styles koncert i Horsens lørdag og søndag, samt et afspærret Kolding i forbindelse med et halvmaraton. I morgen vil jeg se, om jeg mon ikke kan forcere de bebudede lastbilblokeringer af motorvejen.
Jeg frygter nu ikke det store. Der kommer næppe til at holde så meget som en bulet Berlingo i vejen. Danskerne er generelt for magelige til de store fysiske protester med mindre der er fadølsanlæg og mindst to store popnavne til at stå for underholdningen imens.