Lige nu er her fred. Hundredevis af små spindelvæv glimter i sollyset, der titter ind mellem bladene. Det er tydeligt, at efteråret nærmer sig. De grønne farver har fået mere end blot en tone af rødt.

I aftes var der mindre fred. En masse biler var mødt op med en stor flok halvstore piger, der overnattede i shelterne ikke langt herfra. Aftenen var diset, som den ofte er herude. Nede ved gården lå det som en tydelig dyne over landskabet. I skumringen gav det en ganske særlig stemning med bølgende dis iblandet blinkende lommelygtelys, pigehvin og muh’ende køer i det fjerne.

Heroppe – få meter over disen – var der til gengæld stjerneklart. Og her er mørkt, når der ellers ikke er lyskegler fra lommelygter. Tusindvis af stjerner. Det er dejligt nu og da at blive mindet om, hvor uendeligt ubetydeligt alting hernede i virkeligheden er.

Der var et par stykker, der ville mødes. Det kunne da også have været hyggeligt med endnu en festlig weekend, men der var brug for fred og ro. Det er nødvendigt at lade op efter uger med fuldt træk på batterierne.

I dag tegner til at blive en fantastisk sensommerdag. Måske det tætteste vi kommer på sommer siden starten af juni. Dagen er helliget skriverier. Dem har der også været alt for få af.

Senere vil jeg se, om jeg mon ikke kan tilberede forårsruller i omnia. Det kan jeg nu nok. Spørgsmålet er som altid kun, hvordan resultatet bliver. Soya på rullen kan heldigvis løse meget.

Hav en rigtigt dejlig sensommerweekend derude!