Jeg startede som selvstændig for godt 25 år siden, hvilket har været mit levebrød siden. En stor del af motivationen var ønsket om at kunne bestemme selv. Det gælder nok for de fleste selvstændige. Det er et fornuftigt og nærliggende valg, når man erkender, at man måske er lidt uregerlig og let kommer til at kede sig. Selvfølgelig var ønsket om at skabe noget, og at se det vokse, også helt naturlige motivationsfaktorer. Det er de stadig. Det er bestemt heller ikke noget at skamme sig over, at man gerne vil tjene penge. Det er faktisk forudsætningen for det hele.

Det er motivationsfaktorer, der alle helst skal kunne gå hånd i hånd med virksomhedens formål og daglige virkelighed. Det kan de heldigvis også.

Hos IPW Systems har vi flere dashboardskærme hængende på væggene. I udviklingsgangen, ved kaffemaskinen, i frokostområdet. Strategiske steder, hvor vi alle kommer forbi flere gange om dagen. Her kan vi hurtigt se, hvordan det går på udvalgte områder. Hvor mange brugere findes i vores løsninger, hvor mange supportsager håndterer vi, hvor mange forbedringsforslag er der kommet fra kunder. Vi kan også se hvilke kunder, der kommer i huset de kommende dage, og hvornår deadline er for næste planlagte softwareudgivelse.

Med minutters mellemrum skifter dashboardskærmene til at vise produktbilleder og udsagn fra individuelle kunder. Det er daglige påmindelser om, at vi ikke blot producerer software og ekspederer supportsager. De er påmindelser om, at vi er en lille del af, at ganske virkelige virksomheder kan sikre, at lige så virkelige mennesker ikke kommer til skade. At de ikke kommer til skade under arbejdet, at de ikke kommer til skade under indtagelse af det producerede, og at produkterne virker som tiltænkt, når de skal sikre menneskers liv og førlighed.

Her indgår vi i en lille kæde af uadskillelige led af redskaber, processer og mennesker. En kæde, hvor vi er ganske bevidste og ydmyge omkring vores rolle og medansvar. Det er en god del af motivationen bag begejstret at starte bilen klokken kvart over seks hver arbejdsdag.

Som årene er gået, er jeg dog blevet gradvist mere bevidst om, at der også findes en anden kæde. En kæde af ganske meget større dimensioner, hvor vi kun er et enkelt lillebitte led, men hvor vi ikke desto mindre stadig har et stort ansvar at leve op til. Og at det ansvar kun bliver større år for år. Det er den kæde, der handler om at passe på hinanden.

De kædeled er langt større end blot at betale sin moms og selskabsskat til fælleskassen. Det er heller ikke gjort med at sikre arbejdspladser, hvorfra der betales indkomstskat og brødfødes familier. Det sidste kan ellers rigeligt give anledning til bekymringer hos ansvarsbevidste arbejdsgivere, men med tiden lærer vi trods alt at leve med mavesårene.

De er derimod led i en kæde, der viser, at virksomheder, medarbejdere og stater ikke er til på trods af hinanden og at ingen af dem er til alene for den andens skyld. Vi er tæt forbundne i et dybt afhængighedsforhold, hvor ingen kan stå alene. Skal det fungere optimalt i længden, så er hvert eneste led også nødt til at være fuldt ud bevidst om sit eget ansvar. Jo større led, desto større ansvar.

Det er nemt at skælde ud over politikere, enorme lovsamlinger, tåbeligt bureaukrati og offentligt overforbrug. Det er virksomhedsejere bestemt tilbøjelige til – mig selv inklusive. Modspillet skal til, når det er på sin plads, for at sikre kædens smidighed, men det er alt sammen små problemer i det store billede.

Stater kan ikke alene lære unge mennesker at vokse til gode kolleger eller lære medarbejdere et håndværk. Stater kan heller ikke alene give sårbare borgere et formål at stå op til og de kan endnu mindre give mennesker et værdifuldt netværk af personer, der vil hjælpe dem. Det kan virksomheder heller ikke alene. Virksomheder er dog en væsentlig forudsætning for, at det kan lade sig gøre. Men det kræver, at vi er villige til at åbne vores døre. Og at vi både erkender og accepterer, at vores ansvar langt fra stopper ved indbetalingskortet til staten. Endnu mindre end ved den enkelte borger.

Derfor er jeg enormt stolt af at have partnere og kolleger, der fuldt ud deler mit syn på virksomheders og kollegers medansvar for den store samfundskæde. Stolt af at de er med på, at vi konverterer driftsoverskud til rummelighed. At vi bruger kræfter på at være en del af lokalsamfundet. At de hjælper med at skabe plads til mennesker og give nye chancer og muligheder til mennesker, der ellers har vanskeligt ved at passe ind i samfund og virksomheder. At de stiller den nødvendige tid og tålmodighed til rådighed for oplæring af unge mennesker til arbejdsmarkedet, og øser ud af deres viden og erfaringer til en lind strøm af praktikanter og studerende. Og vel egentlig allermest stolt af, at de er med til at sikre, at alle kolleger – unge såvel som gamle – har et større formål at stå op til og et netværk, hvor alle er med til at passe på hinanden. Hver eneste dag året rundt.

Det er faktisk præcis derfor, at begejstringen og motivationen er fuldt ud intakt, når bilen vender tilbage til villavejen elleve-tolv timer senere.