For et par år siden var jeg i det nordlige Sverige. En af nætterne tog jeg ud for at fotografere omkring klokken 2, og jeg kørte til en ensom rasteplads, jeg havde set den foregående dag. 40 kilometer fra den nærmeste flække. Ingen huse, ingen gadelygter, intet forstyrrende lys af nogen slags i mange kilometers radius. Natten var måneløs, skyfri og fuldstændigt vindstille. Termometeret i bilen viste -16 grader, da jeg trådte ud og smækkede døren bag mig. Da lyset i bilen slukkede, blev der mørkt og helt stille. Så mørkt og stille, at det uundgåeligt er knugende og grænseoverskridende, selvom man elsker mørke og stilhed. Man føler sig befriende udsat i mørket, når det virker som om, at det knasende grus under ens fødder må kunne høres kilometer væk.

Da øjnene havde indstillet sig på mørket, kiggede jeg op. Som så mange gange før, blev jeg med det samme 10 år igen.

Wow! Ubeskrivelig stjernehimmel, som sjældent kan ses på vores lysforurenede breddegrader. Det er umuligt at tage øjnene fra. Pludselig står man, granvoksen mand midt i fyrrerne, og drejer rundt om sig selv, mens man kigger på stjerner fra en øde rasteplads. Det er vel det tætteste, jeg kan komme en spirituel oplevelse, og givetvis grunden til, at jeg gerne opsøger det.

Den 10-åriges spørgsmål er ikke meget anderledes end den midaldrendes.

Hvad er der derude? Er vi alene eller er der andre? Hvordan ser de ud? Har de været her? Er de her lige nu? Bør jeg vinke?

De fire mellemliggende årtier har ikke givet svar, men de har måske tilført lidt skepsis. Er det sandsynligt, at vi skulle være det eneste sted i et ubegribeligt stort univers, at liv er opstået og har udviklet sig til noget intelligent? Er det sandsynligt, at civilisationer kan mødes, hvis de kun eksisterer i en lille brøkdel af universets nu 14 milliarder år lange historie? Er det sandsynligt, at en civilisation har fundet måder at rejse på, som vi endnu kun kan regne teoretisk på?

Måske. Måske ikke. Men hvad nu hvis? Hvorfor giver de sig ikke klart til kende, hvis de kan? Ved de, hvad der vil ske med civilisationer, der møder andre? Er vi måske i virkeligheden blot et biologieksperiment for en fjern, udenjordisk 6.-klasse? Myrer, der skal studeres, i et selvopretholdende økosystem? Og hvis de er så højt udviklede, hvorfor falder deres fly så nogle gange ned?

Vi aner det ikke. Ubestrideligt er det dog, at der endnu findes observationer, der ikke kan forklares. I tusindvis. Fra så pålidelige kilder, at de ikke blot bør ignoreres med et skuldertræk eller hån. Vores nysgerrighed er alligevel pirret ved tanken, uanset hvor skeptiske vi er. Enhver videnskabelig undersøgelse må nødvendigvis tage udgangspunkt i et: “Det var godt nok mærkeligt. Gad vide…”

Spørgsmålet er, om vi har lyst til at kende svaret. Vil vi helst vide, at de ukendte naboer sniger sig rundt i mørket uden for huset uden at fortælle, hvad de vil? Eller vil vi helst vide med sikkerhed, at vi er helt, helt alene i mørket og kulden i et ufatteligt stort univers?

Måske har vi bedst af uvisheden. Måske går vi i opløsning, hvis der ikke er noget at drømme om eller håbe på. Hvis det hele beviseligt bliver fuldstændigt meningsløst med et endegyldigt svar.

I længden er vi dog bare for nysgerrige. For det er godt nok lidt mærkeligt. Gad vide…