Nu er den camper ikke rigtigt jomfru mere. Første aften, nat og morgen blev tilbragt ved Juelsminde. Jomfrunatten skulle have været tilbragt ved Vesterhavet, men efter gentagne forsinkelser selv tæt på målstregen, og en overtagelse lørdag eftermiddag, så kunne det ikke rigtigt nås. Med mindre jeg ville ankomme i halvmørke eller i en uforberedt camper, og det ville jeg ikke. Jeg ville have solnedgangen med, om det så måtte blive med udsigt mod øst. Den udsigt er nu heller ikke værst i Juelsminde.

Heldigvis passer vi på Vestkysten – se selv alle de bunkere, der er – så den er der nok også senere.

Den kulinariske oplevelse var måske ikke den største lørdag aften, men altså – der er vist aldrig nogen, der er døde af en cowboytoast eller tre. De blev tilberedt og fortæret med lysglimt og buldren i horisonten.

Der var dømt hygge i vognen efter mørkets frembrud. Det varede dog ikke længe, inden jeg sov som en sten.

Har jeg været i tvivl om købet af en campervan? Ja, sådan cirka tre tusind gange i de små 3½ måneder, jeg har ventet på den. Da jeg vågnede en halv time før solopgang, og kunne lave cappuccino, der kunne drikkes på en bænk på stranden lige uden for min bil, mens solen stod op, var jeg ikke i tvivl.

“Nå, men nu er det vel også tid for at køre hjem,” var den instinktive tanke efter at have drukket kaffen færdig. Så kom jeg i tanke om, at det behøver jeg jo ikke. Der er rent tøj og mad til flere dage i bilen. Der er strøm, gas og varme – og en sofa at få et hvil i.

Jeg skal da ikke hjem. Jeg skal til Vesterhavet. Men jeg skal lige lave en kop kaffe mere.