Hvad jeg elsker mest ved at rejse, er de tilfældige møder med mennesker. Mennesker, som for en stund træder ud af menneskestrømmen, og som man deler nogle øjeblikke med, inden de igen forsvinder anonymt ind i mylderet. Sandsynligvis for evigt. Mennesker, man kan møde ansigt til ansigt uden begrænsende rammer. Uden mål, uden formål og uden at skulle passe ind i faste roller. Om det er omkring et bål i Yosemite, hos pizzamanden i Harboøre, eller i Davids lejlighed i Minsk betyder mindre, så længe rammerne indbyder til samtale.
Da jeg i sensommeren sidste år fik en lille autocamper, var det med en forestilling om sene sommeraftener og stille morgener i det danske landskab kun i selskab med et kamera. Dem er det også allerede blevet til mange af. Hvad jeg end ikke havde overvejet var, at det også ville blive anledningen til mange flere tilfældige møder i det danske land. Nu, hvor jeg nærmer mig de første halvtreds overnatninger i den, må jeg erkende, at det var en klar undervurdering af potentialet. Den tilfældige samtale spirrer, når man ikke har klokkeslæt og ikke skal hjem. Når hjem er lige her. Dem er det allerede blevet til mange af.
Denne fredag aften blev tilbragt på rastepladsen bag Sukkertoppen. I modsætning til mange foregående aftener var det i aften vindstille og tørvejr. Det tegnede til at blive en kold nat med den stjerneklare himmel. Jeg holdt på samme sted, som jeg har gjort de to foregående gange, jeg har været her.
Mit ophold blev indledt med madlavning, spisning og lidt Netflix. Nu og da var der lyskegler fra de forbipasserende biler på den anden side af træerne. Her køres der altid med langt lys, som får skyggerne fra træerne til at danse over bilen.
Hen på aftenen blev stilheden brudt af den knasende lyd af en anden bil, der kørte ind på pladsen. Ved at bukke et hjørne af vinduesafskærmningen kunne jeg se, at det var en personbil og ikke en autocamper. Den parkerede i den modsatte halvdel af pladsen.
Dette var ikke stedet, hvor man i februar kommer for at gå en tur på denne tid af døgnet. Jeg er ikke tilbøjelig til at være utryg, men jeg er altid lidt opmærksom på køretøjer, der ikke er autocampere. Gennem mange år er jeg kommet på øde parkeringspladser og rastepladser på skæve tidspunkter, når jeg har været på landskabsfotojagt efter solnedgang eller længe før solopgang. Jeg ved af erfaring, at de sjældent holder der for udsigtens skyld. For det meste forsvinder de, så snart der er andre biler på pladsen. Der er dog naturligvis altid muligheden for, at det er en ligesindet fotobums.
Sidst jeg var på denne plads, blev der parkeret en stationcar på nøjagtigt samme sted som denne personbil. Dengang kunne jeg i det flakkende skær fra en smartphone se silhouetten af en person, der lagde sig til at sove bagi. Det viste sig næste morgen at være en polsk håndværker, der bestemt ikke så ud til at have sovet særligt behageligt.
Bilen lyste op indvendigt, da motoren blev slukket. Der sad en enkelt person. Derefter blev det mørkt igen.
Jeg vendte tilbage til min Netflixserie, indtil jeg en halv time senere hørte lyden af en smækkende bildør. Det lod jeg være anledningen til at gå ud og tisse. Fra trækanten kunne jeg se en orange glød lyse op nu og da. Da jeg var færdig, gik jeg roligt over pladsen. Med det knasende grus kom jeg ikke ubemærket.
Han sad på bordkanten af det ene bordbænkesæt og røg. Om det virkede som et tegn på, at jeg kom med fred, ved jeg ikke, men jeg tog et sug af e-cigaretten, da jeg nærmede mig. Det grønne lys fra den var i hvert fald kraftigere end hans orange glød.
Han kom mig i forkøbet med et “hey”.
Jeg hilste tilbage og gik et par håndfulde skridt længere. Her stod jeg først og kiggede over mod Sukkertoppen, der kun tegnede sig som en svag kontur foran stjernerne i den næsten sorte, måneløse aften.
“Det bliver vist koldt i nat,” sagde jeg, da jeg vendte mig om. Vind og vejr er jo nærmest universelle samtalestartere.
Han svarede blot med et “mmmm”, inden han tændte en ny cigaret. I skæret fra lighteren så det ud til at være en fyr midt i tyverne.
“Har du varme i,” spurgte han med henvisning til autocamperen.
Det bekræftede jeg, og der fulgte en lille snak om, hvorfor jeg var her. Han afslørede til gengæld intet om sine egne grunde.
Jeg sagde til ham, at han da var velkommen til at få en kop kaffe, hvis han havde lyst. Han takkede pænt nej, og gik bagefter tilbage til sin bil. Jeg gik også selv tilbage for at se den sidste lille bid af Equinox på Netflix, som jeg havde afbrudt forinden.
Den var jeg blevet færdig med, da jeg en halv time senere igen hørte en bildør smække efterfulgt af skridt, der nærmede sig, inden de standsede uden for døren. Klokken var henad 22. Han blev lidt forskrækket, da jeg trak sidedøren op, og vi kom til at grine lidt. Han var kommet i tvivl om, om jeg ville blive forskrækket, hvis han bare bankede på. Det var en betænksom tanke. Han ville høre, om jeg stadig gav en kop kaffe. Det gjorde jeg selvfølgelig.
Der er jo ikke meget plads i en campervan, men jeg fik drejet passagersædet rundt, så han kunne sidde behageligt på den anden side af bordet. Han sagde ikke rigtigt noget, mens jeg lavede kaffe til os begge. Han fandt dog ud af, at der ikke længere var brug for at have jakke på.
Selvom han havde haft mod til at kigge over, så var han dog tydeligvis også lidt for genert til selv at komme i gang med at snakke. Der skulle løbes lidt i gang, men efter nogle slurke kaffe gik det betydeligt bedre.
Nu fik jeg også grunden til hans ophold på en øde rasteplads. Kæresteproblemer. Han havde haft brug for at være i fred, men det var ret tydeligt, at han vist mest af alt havde brug for at snakke. Hvad snakken gik på, skal ikke være genstand for disse skriverier. Det blev til adskillige kopper kaffe og vi nåede også at dele det meste af en flaske vin. Den var da også blevet godt på den anden side af to, inden han mente, at det var ved at være tid for at sove.
Man planlægger skidt, når man går frustreret hjemmefra. Det er ikke et godt udgangspunkt for at overnatte i sin bil om vinteren. Han lånte min ekstra sovepose, så han ikke skulle ende med at fryse tæerne af.
Lørdag morgen var smuk. Frostklar og høj solskin. Jeg nåede ikke ud og tage billeder, men sov til efter solopgang. Jeg var dog stadig ude før ham. Tilduggede ruder tydede på, at han trods alt fortsat var i live derinde.
Jeg havde nået morgenmad og morgennyheder, inden der kom liv i den anden bil. Han kom over og afleverede en sammenpakket sovepose. Han takkede for lån og for snakken, men takkede nej til morgenkaffe. Derefter sagde han farvel og kørte sin vej.
Vi var på fornavn – måske. Alene af hver vores grund på en mørk rasteplads. Vi deler nu et meget personligt, mikroskopisk fragment af et helt livs erindringer. Nu er vi begge trådt tilbage i den anonyme strøm af mennesker og møder næppe nogensinde hinanden igen. Livet er lige så fascinerende, som mennesker er.