Dinnerparty med “the family” er tilendebragt. Jeg kan lige så godt bringe de største afsløringer først: Der var ingen baseballkøller involveret. Der var ingen indignerede taler under vandren rundt om bordet. Der var heller ingen kyssen på ringe. Dér slutter så måske også alle forventninger til aftenens indhold.

Jeg havde naturligvis forberedt mig på det værste. Det er sådan en god spejder overlever i en grum verden af ukendt terræn – også selvom det måske kun er 900 kilometer hjemmefra og McChicken stadigvæk er krydret på samme måde som på Langmarksvej i Horsens. Det sidste ved jeg så egentlig ikke med sikkerhed, for jeg har indtil nu omtrent levet af Litauens hovedingrediens, der ser ud til at være rødbeder.

Jeg havde naturligvis overvejet, hvad fruen af huset mon ville betragte som en passende værtindegave, så hun ville vifte med hånden i den rigtige retning. I den virkelige Østeuropa-mafioso-verden er det modsat retning af Tinder, blot hvis du var i tvivl. Nu var de jo så stærkt troende katolikker, at jeg stadig har ondt i knæene på andendagen efter min messeprøve. Alkohol var – under hensyntagen til forudgående spørgsmål om eftermiddagen til mine eventuelle præferencer inden for kød – i al min fordomsfuldhed ekskluderet som en mulighed for gave. Det var i stedet erstattet med så enorme mængder chokolade, at enhver belgier ville have bedt mig om at slappe lidt af, og faktisk betydeligt dyrere end de cigarer, jeg har med hjem til min kære forretningspartner. Det skulle vise sig at være en stærkt fordomsfuld antagelse. Jesu Kristi blod var så rigeligt doseret til middagen, at jeg slet ikke behøvede skamme mig over, hvad jeg havde indtaget i løbet af eftermiddagen.

Naturligvis var det overvejet, om mit regnbuearmbånd skulle tages af. Den overvejelse har jeg haft før, men det er endnu aldrig blevet taget af. Kan armbåndet gå an til bøn i Al-Aqsa moskeen, så kan det også gå an til katolsk middag i Baltikum. Uanset hvor akavet en tavshed det end måtte afstedkomme under middagen, når man rækker ud efter rodfrugterne.

Første angreb kom ikke fra familieoverhovedet. Det kom i stedet fra sønnen, der havde fået trimmet sine italienske aspirationer siden rundvisningen i lejligheden for nogle dage siden. Han prøvede at sætte mig til vægs i Zurich-skolen af grafisk design, hvilket han havde samme held med som Putin i Ukraine. Den gamle er ikke blevet helt blind endnu og kan stadig sagtens lægge en ungersvend ned alene med talens brug. I ærbødig respekt endte han med at tage af bordet.

Var der andre angreb? Hvis vi ser bort fra charmeangreb af en fluffy hund så nuttet som en kæmpestor, langhåret kat, så nej.

Resten af aftenen gik med snak om meningen med livet. Fra et litauisk perspektiv og fra et dansk perspektiv, som faktisk slet ikke er så forskellige. Det kommer nu heller ikke bag på mig.

Det blev til en lang snak om lykke. Hvorfor er vi lykkelige? Hvordan er vi lykkelige. Jeg kan ikke svare på alles vegne. Det tør jeg slet ikke, for det er jo et kæmpestort spørgsmål, der kræver mere end en halvsnalret fotobums at afdække. Jeg kan dog naturligvis svare på mine egne vegne. Lykke er at sidde på en ukendt gadecafé og opleve verden passere forbi. Lykke er at se mennesker i deres fantastiske mangfoldighed, som kræver et surrealistisk blik at indfange både på et lærred og et fotografi. Grinende mennesker, der passerer forbi, som om dagen i dag ender om uendelig tid. Wolt-bude, der spæner afsted på ethvert tænkeligt transportmiddel med næsen rettet stift mod næste destination. Skraldespanden, der bliver rodet i for pantflasker 5 gange i timen. Gadeprædikanten, der prøver at indlede en snak og en halv time senere har glemt, at han allerede har prøvet. Lykke er at kunne sidde helt stille og mærke livet sværme. Lige dér på den anonyme café med den spinkle Ikea-stol.

Det var vi faktisk helt enige om.

Verden er et fantastisk sted. Den sker lige nu.