Dag fire i Sydafrika er ved at nå sin afslutning. Tordenvejr nærmer sig langsomt fra øst og får det til at gungre i det fjerne. Det bliver givetvis en nat med buldren samt masser af regn, der trommer på taget.

Nætterne er præget af nye, ukendte og sælsomme lyde. Summen, hylen, skrigen, pippen, flaksen og puslen. Fra cikader, fra omstrejfende aber, fra utallige varianter af natsværmere, fra flyvende biller på størrelse med kolibrier og fra et meget rigt fugleliv. Når solen går ned, runger området af brøl fra løverne i nærheden.

Lige nu sidder vi i mørket og filosoferer over livet. Det lyder hyggeligt. Det er det vel egentlig også. Årsagen er dog af en mere dramatisk virkelighed.

Sydafrikas elforsyning er – på godt jydsk – helt fucked up. Derfor bruger man det, der kaldes “loadshedding”: Perioder, hvor strømforsyningen afbrydes helt. Midt om natten, det meste af eftermiddagen og igen efter aftensmad. Ni af døgnets timer er Sydafrika mørkelagt. Dem, der kan, driver det mest essentielle på stabler af bilbatterier og dieselgeneratorer, når forsyningsselskabet har slukket på hovedafbryderen. Vi går selv i bad i lyset fra en lille, genopladelig LED-lampe. Jeg må da også vente med at poste dette, indtil strøm, wifi og internet vender tilbage om et par timer.

Vi bor lidt oppe i højden for foden af Mariepskop-bjergene. Her er fugtigt og regnfyldt, og langt fra så varmt som længere nede. Landsbyen hedder Kampersrus og kan efter dansk målestok sagtens kaldes for Lars Tyndskids marker. Her bor vi i en lille hytte, der befinder sig et stykke bag vores Airbnb-værters egen bolig. Til trods for den afsides placering, så bor vi som rigtigt mange andre i Sydafrika i en “high security estate”. Bag meterhøje elektriske hegn på grunde, hvor der kun er adgang gennem tunge, fjernstyrede og ligeledes strømførende porte. Og nej, det er ikke for at holde hverken løver eller andre vilde dyr væk fra grunden. Sydafrika er en kedel af vold, røverier, voldtægt og drab. Private sikkerhedsvagter udgør et større antal end politiet og militæret tilsammen.

Det er omkring 30 år siden, at apartheidstyret blev bragt til ende. Det kræver dog ikke mange minutters ophold i Sydafrika at erkende, at der fortsat er betydelige udfordringer at arbejde med. Det er et samfund med meget store forskelle mellem rig og fattig. Det kan findes i mange lande, bevares. Særegent ved Sydafrika er dog, at her fortsat findes en meget stor befolkningsgruppe, der ikke længere ved lov er klassificeret som undermennesker, men som i praksis fortsat udgør den underklasse, der befinder sig på eller under fattigdomsgrænsen, mens de arbejder for en lille, velhavende minoritet.

Jeg vil end ikke forsøge at beskrive, hvordan denne opdeling ser ud i dagligdagen. Det vil ikke yde hverken parterne eller sandheden retfærdighed. Skal det beskrives fair, hvis muligt, skal man utvivlsomt først forstå Sydafrikas historie og befolkningsgrupper langt dybere, end man kan efter 4 dage og lidt forarbejde.

Jeg har brugt Airbnb til samtlige af mine rejser i mange år. Dette er dog mit første Airbnb-lejemål, hvor tjenestefolk dagligt tager sig af opvask og rengøring, mens gartneren holder omgivelserne perfekte. Vi er blevet peget mod den lille by Hoedspruit for at gøre vores daglige indkøb. Det har vi også gjort, selvom den ligger en god halv times kørsel herfra. I dag ville vi dog af praktiske årsager købe ind i den noget nærmere beliggende by Acornhoek. Der hører hvide mennesker i deres funklende lejebil dog tydeligvis ikke til. Vi blev hverken antastet eller forulempet, absolut ikke. Det svarer mere til oplevelsen af at al snak og musik forstummer, hvis man træder ind ad døren til en lukket fest, hvor man ikke er indbudt. Bare i bystørrelse. Det er dog sandsynligvis denne by, som både tjenestefolk og gartner bliver kørt hen til på ladet af en pickup truck, når dagen er bragt til ende. Hvis de da ikke går de 20 kilometer, som mange af de andre, vi møder på landevejene.

I morgen tidlig vil vi igen bevæge os ud af vores strømførende fæstning og udforske endnu en bid af Sydafrika. Nogle af verdens ældste grotter og en – fohåbentligt – charmerende og malerisk sejltur på Blyde River Dam. Indkøbene vil vi dog nok forlægge til et sted, hvor hvide mennesker ikke vækker opsigt.