Tusind tak for de mange søde hilsener på min fødselsdag – både her og der.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg har set med en smule frygt på denne dag. Sidste fødselsdag inden det voldsomt skarpe hjørne, hvor man for alvor måske er en gammel nisse. Halvtreds ser ud som sådan et forfærdeligt tal, hvor statistikken for resten af livet er virkeligt grum. Der er nu – med overvejende sandsynlighed – langt mindre end halvdelen tilbage. Hvor meget er der egentlig nået, og hvor lang tid er der til at nå resten?

Det er alligevel sjovt, hvordan opfattelsen af både tid og alder ændrer sig med netop alderen. Engang var næsten-halvtredsårige nogle gamle nisser. Nu kan jeg jo godt se, at de faktisk havde ret i mange ting.

Og der er jo – helt ærligt – rigtigt mange ting i livet, man får et helt andet perspektiv på, når man har bevæget sig grundigt på den anden side af dem. Ting, der engang var store bekymringer, som i dag fremstår som de ubetydeligheder i livet, som de i virkeligheden er. Bekymringer, man brugte tid og kræfter på, som i dag ikke engang er et skuldertræk værdige.

Det er forbløffende, hvordan alder og erfaring bringer både ro, selvsikkerhed og overblik. I nærmest alle sammenhænge.

Kan vi omkring de halvthundrede år blive selvfede, kedelige og lidt arrogante? Ja, uden tvivl. Dem kender jeg nogle stykker af. Det håber jeg dog aldrig nogensinde sker for mig. Du må faktisk godt lige trække mig ud bagved og give mig en opsang og en kindhest, hvis det skulle være tilfældet. Verden skal mødes med et åbent sind. Måske nok påvirket af konkrete erfaringer og faktuel viden – alt andet ville jo være tåbeligt. Det må dog aldrig være påvirket af fordomme og omverdenens besynderlige moralkortslutninger.

Tiden er forbi for nogle ting. Jeg hører ikke længere til i nattelivet. Det er længe siden. Nu er man allerhøjest en anakronisme, der er der for at hente nogen. Det er også forlængst slut med den alt for afslappede påklædning, hvis man ikke skal ligne en bums. Og så forventes man jo at have styr på detaljerne, for med alder følger jo også en vis forpligtelse.

Om 365 dage kommer det. Det skarpe hjørne med det flammende femtal.

Jeg har tænkt mig at være cool omkring det. Jeg vil være det urokkelige egetræ, som en gammel mentor engang lærte mig om alder og værdighed. Jeg skal stadig kunne lukke enhver fest og stå (rimeligt) tidligt op. Jeg har tænkt mig at blive ved med at være med på det hele. Der er fortsat så meget, der stadig skal prøves. Ses. Opleves. Mærkes.

Det er jo bare et state of mind. En konfigurationsmulighed, hvor der aldrig skal sættes kryds. Jeg vil aldrig være gammel inden i. Jeg vil aldrig være kedelig. Jeg kommer aldrig til at gå hjem. Aldrig. Nogensinde!

Som det vel næsten er ventet, så sidder jeg lige nu ude i skoven og finder ro. Det er ikke fordi, jeg er blevet gammel og kedelig. Det er fordi, jeg gør klar til endnu en omgang fuld gas. Som far, som selvstændig, som leder, som spejder, som en hel masse andet. Ja, velsagtens som menneske, selvom det lyder lidt letkøbt. Men bevares – vi bliver også lidt bløde og sentimentale med alderen.

Jeg skal stadig blive 115. Halvtreds – lige om snart – er bare en ubetydelig detalje.

I dag stod den selvfølgelig på kage hos IPW. Igen. Der var dømt tvangskage og der skulle ikke gåes hjem, før bordet var ryddet. Det lykkedes.