Jeg er normalt bygget af tålmodighed og anser også mig selv for at være et overvejende venligt menneske. Tillært ekstrovert, men introvert af natur. Derfor var det da også ganske usædvanligt, da jeg i går blev oplevet udbryde et for mig ganske højlydt “Jesus fucking christ” i køen ved sikkerhedskontrollen til indenrigsflyvninger i Istanbul.

Det kunne have været meget nemt at organisere kontrollen til mangedoblet effektivitet. Det var der dog ingen, der gjorde det fjerneste for. Jeg var måske også lidt træt efter et par meget begivenhedsrige dage.

Selvom jeg et øjeblik måtte føle mig som en forkælet og privilegieblind amerikansk turist, så havde udbruddet dog den ønskede virkning. For et øjeblik opstod der en flig af køkultur, og der var endda et par stykker i køen, der pludselig hjalp til med at få mine ejendele gennem kontrollen. Det hjælper måske også at være den højeste i lokalet og have den – til trods for stedet – krummeste næse. Jeg nåede også det næste fly.

Har indfundet mig i en lille lejlighed på grænsen mellem Old Town og Party Town Antalya. Jeg er ikke sikker på, om Party Town Antalya faktisk har en grænse, men det må jeg måske også have kigget nærmere på i løbet af den næste uges tid.

Lejligheden er fin. Tydeligvis lavet med Airbnb som målgruppen, så altså ikke ligefrem med detaljen for øje. Aircondition virker det meste af tiden, men skal lige genstartes nu og da. Det samme er tilfældet for internetforbindelsen. Så alt er cirka, som jeg synes, det er fedt. Stadig tusind gange bedre end at bo på et røvsygt hotel. Der er trods alt også grænser for, hvad man kan forlange for 280 dollars for 8 overnatninger.

Lige nu opholder jeg mig i den lille gårdhave, der hører til lejligheden. Flankeret af gadekatte, appelsintræer og nogle lilla-ish fugle, jeg endnu ikke har fået artsbestemt. Udlejeren har lige budt på kaffe og endda af den rigtigt gode slags.

Ugen står egentlig kun på to ting. Noget udvikling, jeg skal have koncentreret mig om, og to noveller, jeg skal have skrevet færdige. Alt andet er sekundært. Det bliver dog nok til lidt gåture og god mad ind imellem.

Vi ses!