Jeg bliver ved med at skælde ud og sætte folk i arbejde i Tyrkiet. Skulle alligevel have taget den hvide habit, de langskaftede støvler og stokken med.

Jeg har ikke brugt andet end Airbnb og lignende udlejning til ferier siden omkring 2012. Det har givet masser af fantastiske steder at bo, som hoteller på ingen måde kunne give.

Det har selvfølgelig også givet nogle lidt sjove oplevelser nu og da. Masser af totalt skæve og upraktiske lejligheder, huse og hytter rundt omkring med hver deres små finurligheder.

Hul i taget lige over sengen, hvilket giver en ret våd seng i Irland. Små skorpioner på badeværelset. Et sted der viste sig at være et tidligere vaskeri i kælderen midt i meget udfordret østeuropæisk betonghetto. Overnatning på en feltseng i en stue, fordi det lejede sted var sneet temmelig meget inde. En tilsvarende situation, hvor jeg så bare fik et af børnenes værelser hos udlejeren i stedet for. En lejlighed, der bare havde fået lov at stå i måneder uden rengøring af nogen slags. Et hyggeligt rækkehus i Finland, hvor jeg skulle holde mig skjult for alle naboerne, fordi stedet faktisk ikke måtte udlejes, hvilket er lidt svært, når man ankommer under gadefesten, der holdes lige foran huset. Og meget andet.

Og det er jo bare sådan, det er. Shit happens. Life happens. Jeg hænger mig ikke i små detaljer. Alle de positive og supergode oplevelser overgår langt de mindre gode. Der har været masser af totalt fede steder at bo og mægtigt søde og gæstfrie udlejere eller naboer, der både har inviteret mig på middag og til aftenhygge, på sejlture, taget mig rundt i byen, fortalt om lokalhistorie og arkitektur osv.

Jeg forstår bestemt, at den slags ferie ikke nødvendigvis er noget for alle. For mig er det dog det helt rigtige.

Desværre er den tiltagende kommercialisering af sådan noget som Airbnb ved at tage charmen ud af det. Nu er det ofte mennesker, der prøver at drive lille hotelvirksomhed i tvivlsomt renoverede privatboliger købt til formålet. Det gør kvaliteten af stedet lav, og både personligheden og charmen er gået noget tabt i konceptet. Jeg vil til at gøre mere for at undgå de alt for kommercielle udlejere og måske endda kigge på alternative tjenester som Workaway.

Jeg har faktisk kun få basale krav til de steder, jeg skal bo:

Der skal være internetadgang og et passende bord at sidde ved, så jeg kan arbejde. Jeg bliver totalt rastløs efter maksimalt to dages ferie og har brug for at lave et eller andet mere seriøst. Det involverer altid computer og internet.

Der skal være en seng at sove i. Jeg hænger mig faktisk ikke så meget i, om den er hård, blød, kort eller lang (det er stadig sengen, jeg snakker om).

Det skal være muligt at varme op på den ene eller anden måde, og der skal også kunne være varmt vand at tage bad i. Om begge dele kræver lidt arbejde, fx at hugge brænde, gør ikke så meget.

De to sidste er det ikke gået så godt med i Antalya. Jeg er nu i udlejerens tredje lejlighed, efter at have været meget tålmodig med udbedring af manglende varme og varmt vand. Efter et par døgn med uldsokker og kolde bade (og her taler vi cirka 15 grader), så blev der stillet et meget utvetydigt ultimatum til klokken 16. Det hjalp. Ikke lige med den næste lejlighed, men så i hvert fald den næste igen.

Nu ser alle 4 krav ud til at være opfyldt. Og så ser det ud til, at de faktisk også nu arbejder på en varmtvandsløsning i den forrige bygning, der ikke er baseret alene på solfangere. Enten har tidligere gæster ikke taget bad, eller også har de kun haft gæster om sommeren, hvor solfangere sikkert virker fint til formålet hernede.

Nå men – nu tror jeg faktisk, jeg vil smide mit korpus i vand – varmt vand – den næste times tid og sætte deres varmtvandsbeholder under kraftig test inden udløbet af mit ultimatum.