Der er de seneste år skrevet mange bøger og artikler om det at have en leder på arbejdet, som har psykopatiske træk. Det er blevet almindelig viden, at de kan forekomme, og det i en grad, så prædikatet uretfærdigt også ofte bruges om ledere, der blot er stærke, handlekraftige eller impulsive, men som kan synes bryske eller utilregnelige af deres underordnede. Ikke desto mindre er de ægte psykopater dog virkelighed. Det anslås ofte i litteraturen, at omkring hver tiende leder udviser psykopatiske træk. Mine egne erfaringer, der baseres på mit kendskab til ledere rundt omkring i det danske erhvervsliv, siger mig, at det tal ikke er helt ved siden af.

Der er til gengæld skrevet meget lidt, hvis noget overhovedet, om frivillige ledere med tilsvarende træk i foreningslivet. Jeg har grund til at tro, at de er lige knap så hyppigt forekommende, som ledere i erhvervsliv og det offentlige system, men de er bestemt lige så farlige og destruktive. Jeg er tilbøjelig til at sige farligere, da deres potentielle ofre er endnu mere uforberedte, og foreningen måske nøje udvalgt fordi ofrene er lettere. Ingen vil umiddelbart forvente, at en person der har meldt sig frivilligt til at udføre et stykke arbejde til gavn for andre, vil have en skjult og uerkendt agenda.

Derfor kommer psykopaterne

Jeg har erfaring med en del forskelligt foreningsliv, men naturligvis langtfra alt. Jeg har dog grund til at tro, at psykopaterne kan findes alle steder, uanset om det er som frivillige trænere og ledere i sportsklubber og andre børne- og ungdomsforeninger, i rene voksenforeninger eller højere oppe i de rent organisatoriske lag af foreningernes hierarki, hvor der primært laves foreningsledelse og ikke direkte arbejde ”på gulvet” med de udøvende medlemmer. Så uanset om det U10-holdet, springgymnasterne, spejderne, hjemmeværnet, hundetræningen eller katteklubben, så lurer psykopaterne som en reel fare.

For hvad er det der tiltrækker psykopaterne? Det er poster, roller, hvor de får en titel og mulighed for at øve indflydelse på andre. Og allervigtigst: Roller, hvor de får et publikum – roller, hvor de har mulighed for at være centrum for opmærksomheden og være den, der bliver lyttet til, når de i kraft af deres funktion skal rejse sig op og fortælle. Roller, hvor de kan opbygge den illusion, den historie, omkring dem selv, som de gerne vil have at andre ser – og som de selv tror ethundrede procent på. Poster i foreningslivet er derfor en nem ”karrierevej” for psykopater, da det vist ikke er ukendt, at mange af posterne sådanne steder kan nås blot man melder sig, eller kommer til den sparsomt besøgte generalforsamling og lader sig klappe ind. At posterne er let tilgængelige betyder ikke så meget for psykopaten, der har opgivet reelle erhvervsmæssige veje til poster, for andre ved ikke nødvendigvis, at posten ikke reelt betyder noget. Og de får deres publikum og rolle uanset vejen.

Psykopaternes virkemidler

I foreningerne adskiller psykopatens virkemidler sig ikke nævneværdigt fra dem, der befinder sig i erhvervslivet. De vil umiddelbart fremstå som både engagerede, veltalende og charmerende. Bag den tiltalende overflade er de stærkt manipulerende og bruger deres evner i den retning til at spille personer ud mod hinanden. De har et stort opmærksomhedsbehov og vil derfor hurtigt finde kandidater til en personlig fanklub. Kandidater, som de har let ved at påvirke gennem ros og favorisering, og som de bruger både til at bevare deres egen illusion om fuldkommenhed, men som også bruges til at legitimere dem selv over for omgivelserne. Fanklubben kan være fundet både blandt de udøvende medlemmer, medlemmernes forældre (hvis det er en forening for børn og unge) og strategisk udvalgte, men formelt underordnede, andre frivillige, der kan bruges til at sætte skub i intrigerne. De er nemlig rænkesmede, på godt gammelt dansk. Insinuering er deres styrke. De udøver deres gerning gennem rygter og bagtalelser, som er svære at finde ophavsmanden til.

Andre frivillige og medlemmer vil nemlig blive udset som trusler. De behøver ikke på nogen måde at være egentlige objektive trusler, men kan derimod blive fremstillet som trusler for omgivelserne. De skal være syndebukke – de synlige forklaringer på alt det, der ikke er som psykopaten mener, at det bør være. Der vil netop hurtigt melde sig ting, der i psykopatens øjne ikke er, som de bør være. Det vil være elementer fra foreningens arbejde, hvor psykopaten kan have meget markante holdninger – grænsende til det absurde. De vil gerne fremstå som de misforståede nytænkere, og paradoksalt nok ved at være fortalere for en mere ortodoks tilgang til arbejdet. Gerne gennem udtalte holdninger til, hvordan de øvrige frivillige gør deres arbejde, under påskud af, at være den eneste med det nødvendige mod. Indførelsen af mere disciplin og flere regler, i den sfære hvor psykopaten regerer, vil være en tidlig konsekvens. Fremkomsten af forskellige former for nultolerance-politik er et godt tegn på, at psykopater er på spil. Specielt hvis det drejer sig om emner, hvor de markante holdninger er svære at anfægte uden selv at fremstå som holdningsløs eller endda den kontroversielle part. Holdningskonfrontationerne bruges til at skabe oprørte vande og konflikter, både for at aflede opmærksomheden fra den øvrige manipuleren, men også for at psykopaten kan lokalisere de umiddelbare reelle trusler mod ham eller hende.

De frivillige, som tidligt spotter, hvad der er på færde, måske på grund af erfaringer eller blot stor opmærksomhed, vil naturligvis også hurtigt blive udset som direkte trusler, og vil straks blive genstand for psykopatens hævntørst.

Ofrene

Der er tre typer ofre i omgivelserne af en psykopat.

De største ofre er dem, der er blevet udset som trusler, og som har været målskive for psykopatens virke. De er de største og direkte ofre, fordi de kommer til at mærke de langsigtede konsekvenser af kontakt med en psykopat, og er dem, der uundgåeligt kommer til at forlade arenaen, hvis ingen kommer dem til undsætning. De kommer ikke alle i sigtekornet med det samme, men som regel efter tur, i den rækkefølge de står i vejen for psykopatens ambitioner eller lune.

De lidt mindre, sekundære ofre er dem, der er blevet brugt som redskaber. De har typisk været psykopatens yndlinge, fortrolige eller på anden måde været favoriseret, forfordelt, i forhold til andre. Så længe de er i denne gruppe er de ikke udsat for nogen egentlige langsigtede konsekvenser, men vil muligvis, sandsynligvis, erkende en form for misbrug og mentalt overgreb, den dag psykopaten ikke længere har dem under sin kontrol. Det er heller ikke usædvanligt, at dem der først er redskaber, senere ender som trusler og direkte ofre.

På sidelinien findes den sidste gruppe ofre. De er de passive. Jeg vil ikke kalde dem tilskuere, da det vil antyde, at de skulle være vidende om, hvad der foregår, og det er næppe tilfældet. De findes blot i randzonen, og er hverken trusler eller redskaber lige nu, men er naturligvis ofre i den forstand, at de bliver ramt af konsekvenserne fra begivenhederne i centrum af psykopatens virke. Konsekvenser forårsaget af dårligt arbejdsklima, sygdom og frafald. Får psykopaten uhindret lov til at fortsætte, vil de uundgåeligt på et tidspunkt enten blive redskaber eller trusler.

Ofrene er der naturligvis frivilligt og er ikke afhængige af at være der, ligesom på en arbejdsplads, så det er nemt at forfalde til at mene, at de blot kunne gå deres vej. Men de kan have mange grunde til at være der, hvad enten det er fordi de også har aktive børn i foreningen, eller blot er vokset så meget op med foreningen, at den også er en del af deres identitet, og derfor noget de også føler et stort ansvar for. Uanset årsagen til at de er der, er det naturligvis på ingen måder rimeligt at de øvrige, og i øvrigt ganske uskyldige medlemmer og frivillige der lægger et stort stykke arbejde, skal tolerere psykopaten eller skal forventes at være udstyret med den tilstrækkelige psyke til at kapere dem.

Psykopatens forsvarsstrategi

På et eller andet tidspunkt vil psykopaten uundgåeligt blive konfronteret i et omfang der gør, at han eller hun må kaste sig over en række forsvarsstrategier. Jeg vil være tilbøjelig til at kalde dem exit-strategier, og har identificeret tre forskellige gennem tiden. De vil blive bragt i spil når mængden af trusler, der ikke umiddelbart lader sig skræmme væk, bliver for stor.

Den første strategi er, at eskalere situationen yderligere ved at blive offensiv. Det kan være ved at gå fra en manipulerende til mere direkte konfronterende stil med personangreb. Personangreb, der skal undergrave de personer der er trusler, men i stedet for at lade det ske gennem den hidtidige bagtalelse, bliver det store skyts fundet frem i en verbal krig, hvor der også vil blive fundet allierede, mens andre vil blive brugt som kasteskyts. Der vil i denne fase også blive åbnet flere fronter på én gang. Målet er at skabe så meget ballade, at foreningen vil gå itu, og en forhåbning om, at blive siddende i et fortsættende stykke af foreningen og lade netop dette være vidnesbyrdet om, at han eller hun jo var den rette.

Den anden strategi, som er mere defensiv, er, at tage en del af foreningen som gidsel, ved at gøre opmærksom på sin store indflydelse på en del af foreningens medlemmer, og vedkommendes, muligvis korrekte, mulighed for at tage dem med hen i en anden forening eller fortsætte på egen hånd med dem, hvis en række ultimative krav ikke imødekommes. Ultimative krav kan her blandt andet være, at foreningen skal vælge mellem psykopaten eller truslerne. Målet er selvfølgelig at bringe foreningen i ubalance og at nøglepersoner skal tage stilling til, hvilket tab der er størst.

Den tredje strategi er det, som psykopaten er bedst til, nemlig at spille på andres følelser. Selvom den klassiske psykopat komplet mangler empati, er det ikke ensbetydende med, at han eller hun ikke kender til, hvordan følelser virker. Tværtimod. Denne sidste strategi er nemlig at foregive, fx at være blevet ramt af alvorlig sygdom eller udsat for ulykke i familien velvidende, at normalt fungerende mennesker vil reagere med medfølelse og overbærenhed, hvorved den aktuelle konfrontation af psykopaten kunne blive sat i bero. Skulle konfrontationen ikke blive sat i bero, fordi situationen er eskaleret for meget eller psykopaten åbenlyst er afsløret, vil indrømmelserne også kunne fungere som en plausibel forklaring på hvorfor psykopaten forlader scenen. Efter vedkommendes egen opfattelse uden at tabe ansigt over for omverdenen og i særdeleshed den eventuelt tilbageværende fanklub. For psykopaten er naturligvis fortsat ikke selv klar over, at han er det, og for ham er forklaringen sand. Målet er naturligvis at skabe en tilstrækkelig lang pause til igen at kunne vinde tilstrækkeligt mange allierede.

Tag endelig ikke fejl. Den uforfalskede psykopat kan nå at bruge alle tre strategier efter tur på sin vej ud.

Find psykopaterne

Et naturligt spørgsmål er, hvordan man finder psykopaterne. Svaret er: Meget vanskeligt. De er i sagens natur ganske svære at opdage, med mindre man tidligere har haft lejlighed til at opleve deres personlighedstræk på nært hold. Og selv da kan det være umuligt. De lader sig sjældent opdage på kort tid – end ikke af det trænede øje.

Et spor af småkonflikter, der alle hver især virker som bagateller, vil sandsynligvis være den første indikator. Mumlen i krogene og frivillige, der giver udtryk for irritation, men som er rationelle nok til også at kunne se, at hver enkelt konflik jo ikke er noget i sig selv, og måske endda vender lidt af skylden indad mod dem selv. Uforklarlig stigning i frafald af frivillige og medlemmer. Flere regler og diskussioner om mere konsekvens og nultolerance over for medlemmers opførsel og engagement. Besidderisk omklamring af ansvaret for arrangementer sammen med sine allierede. Alt sammen tegn der bør give anledning til opmærksomhed. Kigger man på vedkommendes baggrund vil man sandsynligvis også finde et spor af tidligere brud med både arbejdspladser og andre foreninger. Men én skal jo være den første, så manglende spor er ingen garanti mod psykopater.

Hvad skal man gøre?

Al litteratur om det at have en psykopatisk leder på sin arbejdsplads ender i et eller anden omfang op i ét simpelt råd til de underordnede medarbejdere: LØB!

Gør selvfølgelig opmærksom på problemet højere oppe om muligt, men ellers løb væk så stærkt du kan, inden du mentalt tager så meget skade, at du vil være præget af det resten af dit arbejdsliv. Ja, resten af dit liv. Kun ganske få af os har tilstrækkelig mental pondus og personlig balance til i længden at modstå virkningerne af en ægte psykopat, der har udset os som én af sine trusler.

Det umiddelbare råd i foreningssammenhæng må være omtrent det samme. Selvfølgelig skal du gøre de øverste ansvarlige i foreningen opmærksomme på problemerne, du oplever. De kan jo kun tage affære, hvis de hører om det fra tilstrækkeligt mange. Det er ikke kujonagtig opførsel at tænke på sig selv først og fremmest, specielt når der trods alt kun er tale om frivilligt arbejde, men naturligvis er det ikke rart at føle, at man stikker af. Psykopater bekæmpes bedst, hvis tilstrækkeligt mange trusler forbliver i foreningen og tager kampen op, men du skal gøre op med dig selv, om du har psyken til det. En fuldbyrdet bredside fra en solidt forankret psykopat vil kunne have lige så stor virkning på dig, som ondsindede rygter om grimme gerninger i et lille lokalsamfund. Hvis du ikke tror, at du vil kunne håndtere dette, bør du komme ud af kampzonen hurtigst muligt, og eventuelt gøre hvad du kan på sikker afstand.

Det er den øverste ledelse i foreningen der ultimativt har ansvaret for at komme psykopaten til livs, og det kan kun gøres på den hårde måde. Ethvert forsøg på ellers så moderne mægling er i denne sammenhæng komplet formålsløst. Og hvis de griber ind for sent, er skaden uoprettelig.