Det er blevet vintertid med særdeles mørke aftener til følge. Min udsigt gennem camperens forrude er den yderste del af Kolding Lystbådehavn. Ledelysene langs gangbroen er nærmest instinktivt fristende at følge. Men gør det ikke! De leder direkte til det kolde gys i den mørke, våde afgrund.

Alt er ved at være pakket sammen herude. På søndag lukker også den sidste bastion: Oles proviantbutik. Så er her mørkt og goldt. Vinteren kommer. I år har jeg dog i usædvanligt god tid udstyret camperen med friske vintersutter, så jeg ikke igen strander i Kolding i en uforudset vinterstorm mutters alene på havnen.

Mine naboer i dag er en opklodset båd til den ene side og en meget gammel tysk autocamper til den anden. Ellers er her stilhed på en fuldstændigt vindstille efterårsaften. Den eneste lyd er gasvarmen, der brummer sagte i baggrunden, så jeg kan holde de 21 grader, som ethvert varmblodet væsen kræver for at fungere ordentligt.

Er det blevet lettere at være nomade med tiden? Det er det nok. Jeg tænker faktisk slet ikke over det længere. Om morgenen kan jeg gøre bilen klar til afgang på rutinen. Fra jeg træder ud af badet, går der ti minutter til jeg kører gennem Kolding. Hver morgen hilser jeg også på min havnebuddy, der uden undtagelse står på hjørnet ved Restaurant Marinaen. Jeg ved ikke, hvad han hedder eller hvorfor, han står der, men vi har vinket til hinanden hver morgen de seneste par år. Det gør vi også i morgen tidlig.

Går det godt med livet? Jeg bruger kreativitet som et kvalitativt mål for livskvaliteten. Det kan også omsættes til kvantitet. Alene hvad skriverierne angår, så er der produceret mere end ethundrede sider den seneste måned. Det er ganske okay. Om det så også er læseværdigt, må tiden jo vise.

Jeg er ganske sikker på, at en meget stor del af livskvaliteten skal findes i det rodløse liv. MIN livskvalitet. Det er helt sikkert en personlig præference, som ikke alle deler. Det er vel i virkeligheden slet ikke så rodløst, selvom det kan se sådan ud. Det er nærmere som rødder, der gerne slæber sig med over jorden. Eller som har slået sig ned mange steder på én gang og gerne bliver ved med at finde ny muld at suge næring fra hele tiden. Næring til at holde popcornhjernen i ro, der aldrig ellers fik noget til at lukke munden på den, så den kunne holde kæft i bare to minutter ad gangen.

Livets store kærlighed har hjulpet på roen, omend den også har bidraget til at være på farten hele tiden. For hjertet betyder afstand jo intet. Heldigvis deler vi glæden ved det frie liv med skiftende udsigt, nye lyde og nye lugte. Og heldigvis forstår han også behovet for at rejse ud og finde næring til inspirationen og koncentrationen.

Om en håndfuld dage bliver camperen kold, når livet igen flyttes over i kufferten. Så går det ud til uprøvet jord at sætte rødderne i. Inden da skal der lige overleves 800 håbefulde og fantasifulde 6. klasses elever i Kolding, og at være Manden med den gule hat sammen med Peter P og en herlig flok rollinger i Horsens.

Er der noget at blive vintertrist over? Nej, det da ved den søde grød, der ikke er. Så skulle jeg være et skarn.

Nu vil jeg gå ud og tanke mere vand, så morgenens rutiner kan opretholdes.

Hav en herlig onsdag aften derude. Hjertelige efterårshilsener fra den yderste mole i Kolding