Inden jeg fik min campervan, havde jeg sat som mål, at der skulle overnattes i den hundrede gange i løbet af det første år. Jeg syntes måske, det var lidt ambitiøst – det er trods alt to gange om ugen i gennemsnit, så rundt regnet hver eneste weekend.

Jeg har nu haft den i fire uger, og når jeg vågner i den i morgen, så er de første tyve overnatninger taget.

Bevares, der er noget nyhedens interesse, og inden længe kommer en noget koldere tid. Jeg føler mig dog overbevist om, at jeg klart har undervurderet, hvor meget jeg kommer til at bruge den.

Der er jo ikke nogle af dens muligheder, der kommer bag på mig. De var jo præcis årsagen til, at jeg købte den. Hvis noget kommer bag på mig, så er det måske, hvor godt det egentlig passer til mig. Vil man gerne se noget nyt, opleve noget nyt eller gøre noget nyt hver dag, så er der jo ingen nemmere måde, end blot at køre bilen et nyt sted hen og spænde vandrestøvlerne.

Når man ikke har klokkeslet for at nå hjem igen, så bliver tiden og roen en ganske anden. Når mørket falder på, så er der ingen husholdningspligter til at tage opmærksomheden. Jeg har aldrig haft så mange aftener på så kort tid med uforstyrret fordybelse.

Ti af overnatningerne i bilen er taget i træk. Egentlig bare for at bevise for mig selv, at man sagtens kan kombinere daglige overnatninger ude med, hvad livet nu ellers indeholder. Jeg har også taget en enkelt arbejdsdag fra bilen. Det bliver næppe sidste gang, jeg sidder i onlinemøde lige ved siden af fjorden.

Alt har fundet sin plads, måde og rytme i bilen. Der var anskaffelser, der ikke var brug for og andre, jeg ikke havde overvejet. Den proces er næppe forbi endnu, mens jeg vænner mig til at tilbringe meget tid i få kubikmeter uden plads til overflødigheder.

Der er stadig et hus, hvor der bliver gået i bad om morgenen. Det bliver ikke lige afskaffet. Hverken huset eller badet. Tanken om kun at være på farten er dog tillokkende.

I går vågnede jeg op midt på Randbøl Hede til en flot solopgang over et diset landskab. Om aftenen gik jeg i seng ved Trehøje i Mols Bjerge et par timer efter en lige så smuk solnedgang. Klokken halv fire i nat var der frit udsyn til Mælkevejen og lidt længere, mens Århus i det fjerne farvede himlen gullig langs kanten af højene.

Der blev sagt godmorgen til min campernabo i morges, da han satte sig ved siden af mig på toppen af Trehøje for at betragte solopgangen over Ebeltoft, som jeg var i gang med at fotografere. Alt var stille og blev sluttet af med en gåtur og kaffe i camperen, inden turen gik hjem gennem Mols Bjerge. Det er langt sjovere end at stå op klokken kvalme for at skynde sig et sted hen i god tid inden solopgang.

Hvor går turen så hen i eftermiddag? Jeg ved det ikke endnu. Det er det, der gør det så fedt.