Tilbage i de tidlige 90’ere søgte jeg et deltidsjob ved en lokal virksomhed. Jobbet var nærmest som skabt til mit sæt af it-kompetencer, og det ville have fungeret perfekt som studiejob for mig. Efter jobsamtalen fik jeg i telefonen at vide, at jeg også var som skabt til jobbet, og at jeg var den ene af de to sidste kandidater. Vi kunne præcis de samme ting, som var lige det, de havde brug for. De valgte dog den anden, da han havde bil.
Dernæst skete to ting:
Først ringede jeg til en ven og ønskede – til hans store overraskelse – tillykke med jobbet. Han var den eneste mulige anden kandidat i byen. Jeg tog ikke fejl.
Derefter sad jeg kortvarigt i et hjørne af mit barndomsværelse og skumlede. Jeg husker ikke det præcise ordvalg i mine tanker, men de var meget tæt på “jeg skal kraftedeme vise dem, at de har valgt den forkerte!”
Ugen efter indrykkede jeg en annonce i den lokale ugeavis, og tilbød min assistance til computerproblemer. Mod fair betaling, naturligvis.
Det er 28 år siden, og jeg havde ikke den fjerneste anelse om, hvad jeg havde kastet mig ud i. Jeg havde nok egentlig ikke den fjerneste anelse om noget som helst, ud over sådan cirka alt der havde med computere, programmering og netværk at gøre.
Derefter væltede det nærmest ind med privatkunder, som gav en meget hurtig oplæring i god kundeservice.
En sen efterårsaften – på vej hjem fra en kunde i øsende regnvejr på knallert – blev jeg overbevist om, at nu var tiden måske også snart inde for at få kørekort og bil. Ikke længe efter sad jeg på et drengeværelse sammen med en far for at hjælpe med sønnens computer. Vi havde sønnens dyne over os, så vi i mørke kunne se en pixelfejl på skærmen. Lige her – i præcis dette øjeblik, som jeg har husket tydeligt lige siden – blev jeg fuldstændigt overbevist om, at erhvervskunder skulle være min fremtid. I bil. Det blev den.
Fik jeg nogensinde vist virksomheden, der gav mig et afslag, at de havde valgt den forkerte? Nej, jeg tror faktisk ikke, de bemærkede det. Der var heller intet i vejen med min vens kompetencer. Til gengæld lærte de mig meget tidligt en lektie, som jeg har husket på lige siden: Skal du sende folk ud af døren med skuffelser, så send dem i det mindste afsted stærkere, end da de kom. Med anerkendelse og respekt. Det gjorde de dengang, og jeg håber, at jeg selv har gjort det hver gang siden da. Måske er det lige præcis dét skub, der skal til for at skabe ekstra viljestyrke og nye muligheder hos andre.
Faktisk kan det koges ned til en ganske simpel regel: Behandl folk med respekt. I familien, på jobbet, i foreningen og blandt venner. Uanset alder, uanset erfaring og uanset, om man er enige eller ej. Det er faktisk en regel, der er forbløffende enkel at huske, og den er ganske sund for karmaregnskabet.
Det er dog som om den regel har været lidt under pres de seneste par år. Vi behandler ikke længere helt hinanden med den gensidige respekt, som vi burde. Fakta forveksles med politik, uenighed om politik slår pludselig skår i venskaber, politik sniger sig langsomt ind i virksomheder, og den offentlige debat er sejlet afsted mod det absurde. Hvad lærer vi næste generation, hvis vi ikke kan respektere hinanden og tale respektfuldt til hinanden til trods for, at vi ikke er enige? Vi lærer dem i hvert fald næppe at blive bedre udgaver af hverken sig selv eller af dem, der burde være forbilleder.
Det kan vi godt gøre bedre i 2022 og forhåbentligt alle årene derefter.
Naturligvis er det umuligt at undgå folk, der ikke respekterer dig. Til dét er opskriften ganske klar: Lad dem gå. Respektfuldt. De er rendyrket spild af din tid og din energi. Du skal ikke bruge ét sekund mere af dit liv på mennesker, der hindrer dig i at blive stærkere og bedre, og som bare suger livskraft ud af dig. Sats hundrede procent på dem, der vil være stærkere og bedre sammen med dig. Lige præcis dét ville jeg gerne have læst på en Gajolpakke for 28 år siden. Heldigvis blev det hurtigt lært undervejs fra mennesker, der har min dybeste respekt.
Der er mange, jeg respekterer i mit liv. For dem, de er og for det, de har gjort for mig. Og VED mig. For de venskaber, det er blevet til. For de dybe samtaler sent på natten. For støtten og for de respektfulde, verbale lussinger man kan give hinanden som venner, partnere og kolleger, når de er på deres plads.
Der er mange særlige pladser i mit hjerte, og vi kommer godt på den anden side af nytår, hvis jeg skulle nævne dem alle. Nogle af de store går til mine to forretningspartnere. Vi er et stærkt team og en væsentlig grund til, at jeg hver dag kan tage glad på arbejde og er mindst lige så glad, når jeg tager hjem igen. I hjertet fylder også hele Team IPW, som jeg om et halvt år skal fejre 20 års fødselsdag med. Altså ikke min egen, hvis du skulle være i tvivl, men vores fælles. Dét glæder jeg mig meget til i 2022.
Det gør jeg også til at tilbringe endnu mere tid sammen med alle dem, der gerne vil være stærkere sammen. Som venner, partnere, kolleger, netværk – og ikke mindst som mennesker.
Med dét vil jeg gerne ønske et godt nytår til alle jer. Vi ses til et respektfuldt og stærkere 2022.
Kærlig hilsen
Jan