Jeg ankom til Vilnius for et par timer siden. Her skal jeg bruge en håndfuld dage på street photography. Sidste besked fra min Airbnb-vært var: “A member of the family will pick you up from the airport.”

Ganske rigtigt. Jeg blev mødt af Vykintas, der spottede mig med det samme i mylderet. “Hello, I am Vykintas, a member of the family. Nice to meet you.”

Da vi kom uden for i regnvejret, beklagede han vejret og forklarede, at Litauen faktisk betyder “Land of rain”. Jeg fortalte, at jeg er fra Danmark, og at regn ikke er mig helt fremmed.

Det var svigersønnen, der samlede mig op, skulle det vise sig. Vel at mærke den langhårede, lidt kunstneriske af slagsen. Han havde kun lige lukket bildøren i førersiden, da han blev ringet op.

“I have to take this. It’s the family.”

“The family.” Jeg begynder at se et mønster.

Efter telefonsamtalen spurgte jeg, om det var faderen, der ringede for at tjekke, at jeg var samlet op. Det bekræftede han med lidt latter, og det hjalp utvivlsomt en del på den efterfølgende samtale.

Jeg opfatter mig selv som en meget lidt krævende gæst. Jeg er af den faste overbevisning, at ydmyghed og taknemmelighed kan bringe én meget langt og åbne mange døre, der ellers vil være lukkede, når man rejser. Jeg løser selv udfordringer og jeg har aldrig fundet anledning til at klage over noget – bortset fra et hul i taget i Dublin, hvor det jo også regner pænt meget.

Jeg har faktisk kun ét ønske til mine Airbnb-værter:

“I’m very keen on making new acquaintances when I’m travelling. I like to meet local people. Interesting people. That’s a big part of my travel experience. Do you know anyone local that YOU find interesting – in any meaning of the word – that you could arrange for me to meet? Not someone famous. Someone that means something to YOU. Someone that has something on their mind. Someone that you think has great skills of some kind. Someone that you find important in your local community. It would mean a lot to me to meet that person.”

Min forespørgsel var forblevet ubesvaret i korrespondancen inden rejsen, så jeg tænkte, at de måske bare syntes, den var lidt mærkelig. Det er også helt okay. Det er den vel egentlig også. Jeg har normalt heller ikke problemer med selv at finde interessante personer og oplevelser.

“We took your request very seriously in our family,” fortsatte han, da vi var kommet ud fra lufthavnens parkeringsplads.

Derefter fulgte en hel perlerække af forslag. Jeg slog til ved to af dem. Den ene var at besøge svigersønnen selv i sit studie, da han viste sig at være stopmotion-animator. Den anden:

“You could also meet the family priest.”

Selvfølgelig. Præsten fra “the family”. Jeg har allerede et billede af ham for mit indre. Den mulighed vil jeg ikke gå glip af.

“He can tell you some stories,” mente Vykintas. Jeg er allerede helt oppe at køre!

Vi ankom til bygningen snart efter.

“I will take you inside, and another member of the family will meet you outside the apartment.”

Han tilbød at hjælpe med kufferten, men jeg insisterede på at være ung og stærk.

På tredje sal stod der ganske rigtigt en person og ventede tålmodigt på reposet.

“Hello, I’m from the family. Nice to meet you.” Han gav både hånd og bukkede. En ung mand yngre end svigersønnen, som ikke fik lov at være langhåret, men i stedet var i gang med at gro et mere italiensk look på overlæben.

Han viste mig øvet rundt i lejligheden, men var langt mindre snakkesalig end svigersønnen. Han lagde vægt på familiens regler, som jeg også ville kunne finde på første side af gæstemanualen på skrivebordet. Derefter gav han hånd igen og overlod mig nøglerne.

Jeg stod et øjeblik og kiggede ud over byen fra døren til tagterrassen. Så ringede det på døren.

Den unge mand var tilbage og undskyldte, at han forstyrrede igen. Han ville høre, om jeg eventuelt ville låne en paraply for det regnede jo lige nu.

Jeg takkede for hans venlige omtanke, men sagde pænt nej tak. Jeg er jo fra Danmark, og bruger stort set aldrig paraply.

Derefter skrev jeg med det samme til faderen fra “the family” og takkede for de yderst søde og venlige ambassadører, han havde sendt for at tage imod mig. Jeg har rejst en del i Østeuropa. Det er ALTID en god ide at holde sig gode venner med “the family”.

Nu vil jeg ud i regnen.