Er i Mols Bjerge for 4. weekend i træk for at finde det vejr, jeg forestiller mig til de næste billeder af det kuperede landskab. Forrige weekend var solopgang og solnedgang jævnt kedelige. Sidste weekend var det øsende regnvejr, og det seneste døgn har det omtrent været stormende kuling. Det er alt andet end gode betingelser for landskabsfotografering, men ikke desto mindre vilkårene for det. “You never know what you’re gonna get”. Det er nu mægtigt hyggeligt alligevel i en autocamper, som svajer i vinden eller giver genlyd af trommende regn og buldren af torden.

Mols Bjerge er helt fantastisk smuk på denne årstid – selv når vejret ikke er det bedste for fotografering. “Høje høje, dybe dale”, som der står på Naturstyrelsens ruteskilte. Det er ganske sandt og en voldsom underdrivelse af områdets kvaliteter. Lige nu står hele landskabet nærmest i blomst i alle tænkelige farver. Mols Bjerge er – efter min mening – det mest enestående stykke danske natur, vi har. Selvom det ikke er vejr for fotografering, så bliver der dog ikke sparet på vandreture i det nære landskab.

Jeg har med tiden fundet mit helt eget lille hjørne af nationalparken. Her kommer kun ganske få. Typisk vandrere, der hyppigt lige skal spørge om vej til nærmeste låge i dyrehegnene, eller skal have en sludder. Bortset fra dem, er her ganske uforstyrret. I går aftes, da jeg gik min aftenvandretur til Trehøje, hvor camperne normalt holder til, kunne jeg se, at jeg var ganske alene. Der er noget sælsomt – nærmest magisk – over at vide, at man er næsten alene i et flere kvadratkilometer stort område. Den følelse er svær at finde i Danmark. Det kræver ellers normalt en tur til vores nordiske naboer. På en eller anden måde så skærper det sanserne at være alene. Det gør det større at gå rundt eller stå og se ud over landskabet, når man føler, at man overladt til sig selv. Lyde fra buskadset, hvislen fra trætoppene, hjortekald og rungen i det fjerne går så meget stærkere ind. Tilsæt en farverig himmel lige efter solnedgang, så er jeg lykkelig. Mangler den, så er jeg det faktisk alligevel, for livet er fandme smukt!

I aften er jeg ikke helt alene. På min vanlige aftengåtur til Trehøje kunne jeg se, at jeg havde selskab af en fodboldspillende far-søn-tur i en Marco Polo og et belgisk par i en Fiat Qubo, hvor mor nussede om camperen, mens far tog en cykeltur i bakkerne. Intet af dette forhindrede mig dog i at stå alene på toppen af Trehøje og lade solskin og kuling ramme mig i ansigtet, så enhver bekymring gik bort. Det er energi til sjælen. Som alle andre aftener gik turen tilbage over markerne, hvor jeg kunne hilse på mine lokale ko-venner, der altid er charmerende nysgerrige og let grænseoverskridende, når de kommer ud fra den klynge birketræer, hvor de oftest står i læ om aftenen og natten.

Med en nu næsten selvforsynende autocamper (hvad strøm angår i hvert fald), så er dårligt fotovejr faktisk ingen undskyldning for ikke at sidde og være kreativ alligevel. Jeg er kæmpefan af den seneste opgradering.

Tanken om at droppe huset er bestemt rykket nærmere. Tror dog ikke det sker, for jeg har vel egentlig verdens fedeste naboer. Dem er det også rigtigt fint at komme tilbage til nu og da.