Jeg tror, jeg har få fobier. Den væsentligste er kedelige mennesker. Den næste er alt for dybt vand, der er cirka lige så dræbende som kedelige mennesker. Derudover er det nok egentlig ikke fobier, men mere fornuftsbetonet, evolutionær frygt, der har sikret vores arts overlevelse og udvikling gennem hundredetusinder af år.

Det er næppe en fobi ikke at gå i bare fødder. Det er heller ikke blufærdighed. Selvom jeg nok har været moderat blufærdig som ung, så er blufærdighed en begrænsning, der automatisk forsvinder med alderen i takt med, at det hele alligevel ikke ser helt så stramt ud, som det HAR gjort. For ja, navlen har bestemt siddet tættere på rygraden engang.

Ikke at gå i bare fødder kan vel mere klassificeres som en socialt induceret frygt skabt i en barndom, hvor det var normen at rulle et par alt for stramme, hjemmestrikkede sokker på, inden man også spændte et par hærgede, ildelugtende gummisko uden på (det var før ordet sneakers rigtigt vandt indpas).

Jeg har i mit liv gået så lidt i bare fødder, at jeg kan huske de gange i de 48 forgangne år, hvor det af en eller anden grund har været strengt nødvendigt. Jeg går så lidt i bare fødder, at jeg sover med sokker på. Bevares, der er sengerelaterede aktiviteter, hvor de ryger af, men lad os holde dem ude af dette opslag. Generelt, så er jeg kun at finde barfodet i de to gange et kvarter om dagen, hvor jeg går i bad og sørger for, at jeg ser så godt ud som muligt – ja, det tager faktisk ikke længere tid…

Som jeg har skrevet om mange gange før, så bør man udfordre sit liv, sine grænser og sine normer. Gøre noget andet, end man plejer. Helst hver dag.

I dag, hvor jeg har arbejdet i Mols Bjerge, blev det så her sidst på eftermiddagen dét med bare fødder. Jeg er netop kommet tilbage fra en flere kilometer lang gåtur i bare fødder. Det er – med 100% garanti – første gang nogensinde i mit liv.

Det gjorde lidt nas på vejene med ral. I modsætning til på trampestierne med solvarme kokasser. Det føltes også lidt akavet, når jeg gik forbi vandrere i meget velkendte vandresko, men at blive opfattet som en barfodet særling bliver man også immun over for med alderen.

Hvad har jeg så lært af det? Ud over, at jeg sikkert har fået påvirket nogle reflekszoner under fødderne, der ikke normalt bliver stimuleret, så er lærdommen vel blot, at det var nok egentlig ikke så slemt. Det bliver ikke normen. Det tør jeg godt love. Jeg foretrækker stadig gummisko, så man kan trampe så hurtigt og hårdt, man vil. Myrer kildrer i øvrigt lidt mellem tæerne.

Nu vil jeg vaske fødder, stege noget kylling og se, om jeg faktisk huskede hvidvin til weekendens autocampertur.

God weekend derude!

PS: Min tredjestærkeste fobi er prætentiøse mennesker, men det virkede lidt for prætentiøst at inkludere i indledningen til dette opslag.