Siden jeg var en ung dreng, har jeg set søvn som spild af tid. Mine forældre var også rimeligt nataktive, og de har muligvis smittet af på min egen adfærd. Det til trods, så har jeg adskillige gange fået skæld ud af min far, når han tog mig i at ligge og læse i sengen midt om natten, når mine forældre endelig gik i seng.

Man kan jo vænne sig til meget. Søvnbehov er muligvis også en individuel ting. Med tiden er det med søvnen sikkert bare blevet til en vanesag. En dårlig vane velsagtens. Jeg ved, at det gennem årene er blevet til en stående morsomhed, at man kunne opleve at få emails fra mig på de mærkeligste tidspunkter af døgnet.

I mange år, årtier faktisk, var det ikke udsædvanligt, at jeg gik i seng et sted mellem 2 og 4 om natten, og stadigvæk stod op senest klokken 7 om morgenen. Jeg hader at spilde tid, men jeg ved også, at det forventes, at man er i gang fra morgenstunden. Socialt ses der ned på folk, som står sent op. I praksis blev jeg sådan en mærkelig klon mellem A- og B+-menneske.

Jeg ved også godt, at al forskning peger i retning af, at man dør tidligt af for lidt søvn. Det stemmer dårligt overens med min bucket list og min plan om at blive 115 år, hvis jeg skal nå det hele.

Derfor har jeg de seneste halvandet år haft særlig opmærksomhed rettet mod at få øget mængden af søvn i døgnet. Anden forskning peger i retning af, at får man rettet op på dårlige ting senest i 40’erne, så kan man muligvis nå at redde sine odds. Jeg krydser fingre.

Blandt andet af den grund anskaffede jeg et smartwatch, der kunne måle mine fremskridt. Der blev også sat et mål om, at klokken 23 så skulle jeg være på vej i seng. Det holdt ikke helt, men så i hvert fald inden midnat. Til gengæld stod jeg så op omkring klokken halv seks, hvor jeg vågnede af mig selv.

I 2021, der var året, hvor jeg startede indsatsen, var min gennemsnitlige søvn på 2:57 timer i døgnet. I 2022 er den indtil videre på 5:32 timer. Det er et fremskridt på cirka 80%, hvilket vel må siges at være ret okay.

En stor del af det skyldes en ganske uventet effekt, jeg ikke havde set komme. For godt 13 måneder startede mit liv som camper-entusiast. Planen var egentlig, at min campervan skulle give mig mange flere sene aftentimer og tidlige morgentimer med landskabsfotografering. Jeg har oplevet den stik modsatte effekt, som er blevet yderligere forstærket efter udskiftning af campervan med autocamper. Det har givet mig langt flere dage, der slutter af i fuldkommen ro med tidligt i seng og lang, uforstyrret nattesøvn.

Jeg kan slet ikke forklare hvorfor. Det virker som om, min hjerne går i ferietilstand, når jeg opholder mig derude i landet. I nat sov jeg 10 timer og 24 minutter, hvilket ville have været ret utænkeligt engang.

Har det forbedret min sindstilstand i hverdagen? Ja, det tror jeg, men det kan et smartwatch desværre ikke give mig empirisk bevis for. Jeg er dog sikker på, at kroppen ikke sover mere, end den har brug for, og så må jeg hellere følge med.

115 år – here I come!