Transformationer er altid fascinerende. Over de seneste 3 måneder er jeg personligt transformeret fra havne-newbie til havne-oldie.

Jeg har brugt Kolding Lystbådehavn som mit goto-sted, når jeg har valgt at overnatte i Kolding i stedet for at køre hjem til Horsens for blot at køre til Kolding igen.

De første dage var jeg – som altid – meget observant, men muligvis også lidt fordomsfuld. Der var ubestrideligt utroligt mange lækre, sejlerbrune præmiefamilier fra Nordsjælland hernede, som der kunne kigges på, når jeg spiste lige så lækre-brune burgere i Agtergrillen. Lige så ubestrideligt, var der også uforholdsmæssigt mange dårlige tandsæt og importerede koner fra Thailand blandt gæsterne hernede.

Jeg opdagede hurtigt, at den lokale proviantbutik i høj grad tjente sociale formål, hvor sejlere, der måske ikke havde så mange at snakke med, stod og snakkede med de utroligt tålmodige og søde ældre ekspedienter i butikken. Cirka samme funktion, som man ville forvente af en bartender på et mindre celebert værtshus.

Jeg fik min ilddåb hernede allerede den første aften, hvor jeg måtte gennemskue den meget tvivlsomme skiltning og forklaring om, hvordan man betaler for ophold og for strøm. Det lykkedes. To timer senere havde jeg allerede indtaget en ny rolle, som ham, der kunne forklare nyankomne, hvordan de skulle gøre. De første var – helt uden bullshit – et utroligt dårligt tandsæt og en mægtigt sød og meget talende kone fra Thailand. De næste var fra Norge.

Stille og roligt – som arbejdsugerne er gået – er jeg rykket fra “newcomer” til “ham i Carado’en” på camperpladsen.

Min endelige dåbsattest blev skrevet i sidste uge, da jeg – som stort set alle dage – besøgte proviantbutikken.

“Du er her da meget,” sagde den søde, ældre mand, der igen havde brugt 4 minutter på at komme ned ad trappen fra sin hems. “Har du en båd hernede, eller en autocamper?”

Jeg måtte, som rigtigt er, svare, at det var en autocamper, og at jeg boede her, når jeg ikke havde lyst til at køre hjem til Horsens mellem arbejdsdage.

Jeg skulle egentlig have en flaske gas, men han var løbet tør for de rette. Mens jeg gik skuffet derfra med min tomme flaske, kom han ud af butikken og råbte mig an. Han var kommet på bedre tanker og havde set et potentiale. Bum! Som et trylleslag var jeg accepteret af indehaveren af det nærmeste vi kommer en Harry Potter-agtig butik i kommunen. Han havde faktisk alligevel én i sit hemmelige lager. Nu var jeg en del af flokken, og fik den også til vennepris. Jeg fik straks nogle tips til, hvordan jeg skulle klare mig, når det hele lukker ned for vinteren inden så længe.

Siden min første dag har jeg instrueret 1-2 sejlere eller campister hver eneste dag i, hvordan de skal gøre. Nordmænd, tyskere, franskmænd, belgiere – ja selv nogen fra København, der sent opdagede, at de ikke behøvede at tale engelsk til mig. Jeg er faktisk en smule skuffet over, at jeg endnu ikke er tildelt gratis ophold for sæsonen som havnefogedens aftenvagt.

Det skyldes nok, at jeg endnu ikke har styr på alle mine homies. Jeg har holdt til på en særlig plads lige uden for camper-reservatet. Egentlig fordi, der var så mange campere, at der ikke var plads, når jeg kom efter arbejdstid. Men det var sådan en særlig lille plads lige uden for hegnet, der signalerede noget kongeligt. Tæt på strøm og vand, og hvor man kunne have styr på sin flok, når døren var åben, og de defilerede forbi for at få styr på det basale.

Jeg havde glemt at tage hånd om ham, der sætter både på plads. I sidste uge kunne jeg en morgen godt mærke, at han var lidt mellemfornøjet ved, at jeg holdt på den særlige plads. Jeg kunne se det i hans øjne i bakkameraet, da jeg bakkede min camper ud om morgenen. Ganske som jeg havde forventet, var der om aftenen placeret en mast på bukke hen over min plads. Det kan nok godt kaldes passivt-aggressivt uden at være en dramaqueen.

Det er en fejl, jeg ikke kommer til at opretholde. Inden sæsonen er slut, så har vi high-five’et ved betalingsautomaten, mens jeg fortæller, hvor den næste 49-fods skal stilles.

I dag var jeg i proviantbutikken igen. Selvfølgelig. Jeg skulle have skiftet den anden flaske.

“Ja, de er jo godt nok steget en tyver igen,” sagde han, hvilket dog kun var en ti’er i forhold til den pris, jeg ellers kendte. Altså, når jeg ikke fik dem til vennepris. “Det er da også noget værre noget med det hul i gasledningen. Er der noget nyt om det?”

Så fik vi en snak om dagens nyheder, og situationen i Rusland især, mens jeg sad på min ombyttede 10-kilos gasflaske i proviantbutikken.

Da jeg kom tilbage til camperen og havde tjekket mit tandsæt, kunne jeg hjælpe det netop ankomne tyske par med et betale for ophold og strøm.

Transformationen er fuldendt.