For lidt siden ringede det på døren ind til min Airbnb-lejlighed her i Warszawa. Det burde jo ikke overraske på Halloween-aften, men det gjorde det alligevel, da opgangen er aflåst, og da der tilsyneladende kun bor ældre mennesker med små, gøende tæppetissere i de andre lejligheder.
Halloween har nu heller ikke sat det store præg på bybilledet hernede. Bortset fra nogle få unge mennesker i hekseudklædning og gothtøj, var der hverken udklædte børn eller fyldte slikspande, da jeg gik gennem byen for en halv times tid siden. Til trods for at den gamle bydel på det nærmeste tigger om det. Især i aften, hvor den henligger i tåge og hyggeligt lys fra gamle smedejernslygter i de smalle gader omkring slottet.
Inden jeg nåede at rejse mig, blev der også banket ivrigt på døren, og der blev råbt noget ind på polsk. Det lød i hvert fald heller ikke som et barn. Jeg skal dog ikke kunne afvise, at der blev råbt “slik eller ballade.” Det kunne jo være en far, der fulgte med rundt. Jeg var allerede ved at udtænke, hvordan jeg skulle forklare, at jeg ikke havde andet i lejligheden end en lunken Pepsi Max.
Det lignede en vicevært. Hvis det var en udklædning, så var den ret gennemført. Jeg nåede dog ikke at prøve at trække i skægget, før han fortsatte på polsk. Jeg fik indskudt i talestrømmen, at jeg desværre ikke kunne polsk. Han kunne så heldigvis sige “electricity” og pegede på måleren inden for døren.
Han fik lov at komme tilstrækkeligt ind i lejligheden til at kunne aflæse tal på displayet. Hvad der så åbenart ikke var lagt af anstrengelser i udklædningen, var der til gengæld lagt af arbejde i lugten. Den har bestemt taget mere end én dag at nå frem til.
Det tog ikke lang tid, inden han var færdig og gik videre med hvad der nok var et “hav en fortsat god aften”. Muligvis var det et “jeg ville altså gerne have haft noget slik, din nærigrøv.” Jeg ved det ikke. Til gengæld kunne jeg følge hans færd gennem opgangen ved spredte udbrud fra små, gøende kræ. Der fik han nok heller ikke noget slik.
Stakkels mand.