Jeg var i en årrække medlem af Rotary. Et rigtigt fint netværk med et fint fagligt indhold.

For vel rundt regnet 7-8 år siden var det således min tur til at dele ud af livserfaringer i et indlæg:

“Jeg havde egentlig forberedt et helt andet indlæg til i dag. En kommentar i går fik mig dog til at skifte emne. Det er – som med så mange andre kommentarer, der irriterer én – noget, der blev sagt af én, der ikke ved bedre. Fra ens eget synspunkt.

Kommentaren var, at det er ALT for nemt at vælge at gå konkurs i Danmark. Den kommentar stiller sig op i rækken af mange kommentarer, jeg har hørt i tidens løb. Blandt andet om, at man nok også er lidt kriminel, hvis man går konkurs.

Min foregående virksomhed havde jeg i 6 år. Den gik konkurs i den meget omtalte dot-com-boble i 2001. Det var der kun én, der var ansvarlig for – nemlig mig! Det påtager jeg mig det fulde ansvar for.

Dårlig forberedelse, for ung og alt for ringe erfaring, samt en branche, der gik alt for godt, var hovedårsagerne. Faktisk gik det fuldstændigt vanvittigt godt i den branche i nogle få, gyldne og helt absurde år, som længe efter igen virker en smule dragende. Det var absolut ikke mit stolteste øjeblik i livet, den dag jeg gik ned til skifteretten for at begære min egen virksomhed konkurs. Havde jeg ikke gjort det, ville min bank have gjort det for mig. Det tog mig en håndfuld år at rejse mig igen. Det ønsker jeg ingen medlidenhed med. Jeg er højest blevet stærkere i sidste ende.

Der er ingen gå-hjem-møder i erhvervsrådet om konkurser. De afholder heller ingen kurser hos SKAT om det, sjovt nok… Det er naturligvis heller ikke et emne, man drøfter med sin bank, når man skriver under på kassekreditten. Til trods for at det sker for 4.000 selvstændige om året, så har de alle – sandsynligvis – bedre styr på deres livsforsikring, som det er langt mindre sandsynligt, at de nogensinde kommer til at bruge.

Mit budskab til selvstændige har lige siden været helt klart: Forbered dig på, at det kan gå galt. Find ud af, HVAD der kan gå galt og hvad der vil ske, hvis det gør. NÅR det gør, har du ikke længere så meget kontrol over tingene, som du kunne ønske.

Mit budskab til dem, der IKKE er selvstændige, er også helt klart: Man går ikke konkurs, fordi man er kriminel. I hvert fald meget sjældent. Man siger ikke farvel til medarbejdere for sjov eller fordi, det er den nemme udvej. For det er slet ikke en udvej. Man går konkurs, når det er den SIDSTE vej. Bag konkursen finder man oftest blot en fagidiot, der brænder for sit håndværk, og som nu skal betale en hulens masse penge for at være blevet lidt klogere.

Og så har jeg i øvrigt ikke tænkt mig nogensinde at gå konkurs igen.”

Det sidste løfte har jeg holdt i 21 år. Det har jeg ingen planer om at lave om på. Vi er dog nødt til at være ærlige om, hvor meget på spanden far og mor kan komme.

Det var meget sent, jeg blev klar over, hvor meget på spanden mine egne forældre havde været, da jeg var dreng. Det var i fattig-firserne, hvor mange delte den skæbne.

Mine forældres sande situation dengang, fandt jeg først for alvor ud af, da jeg tømte mit barndomshjem efter deres død. Krisen i firserne endte faktisk med at koste min far jobbet i skattevæsenet, da han fik et alkoholproblem af det. Heldigvis fik han lov at beholde tjenestemandspensionen, fordi han var en yderst vellidt kollega. Dét var en svær eftermiddag i oprydningen i barndomshjemmet, men gav også en yderligere respekt for mine forældre.

Jeg har aldrig turdet fortælle min søn om, hvor meget på spanden hans egen far engang har været. For tænk, hvis han nu tog for let på det og lod sig selv komme i samme situation.

Ja, jeg har været fuldstændigt broke – for nu at tale de unges sprog. Jeg har levet på en sten og i perioder spist på måder, der ikke ernæringsmæssigt hænger sammen i det lange løb. Ja, jeg har haft nøje afstemt, hvornår jeg hævede kontanter i kontantautomaten, så banken accepterede et begrænset, ubevilget overtræk til ågerrenter. Der har også været rykkere og værre trusselsbreve. Både da jeg var helt ung og nybagt selvstændig og igen i en periode, da jeg var gået konkurs for godt 21 år siden.

Hvem har ikke det på et eller andet tidspunkt i deres liv? Måske en lille minoritet. Men det har jeg bare aldrig nogensinde turdet fortælle min søn.

Hvorfor? Fordi jeg er panisk angst for, at han måske skulle komme til at opfatte det som en normal. Komme til at opfatte det som okay alene fordi, at det gjorde hans far også engang. Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg er langt mere et forbillede, end jeg på nogen måde burde være.

Jeg har fortalt om kæmpe ungdomsbranderter og om de gange, jeg har røget hash, og at det kan være okay at prøve, men at det faktisk ikke var så fedt. Og slet ikke bagefter.

Jeg har også fortalt ham om de første seksuelle oplevelser i den tidlige ungdom, der måske ikke gik helt, som man kunne drømme om i fantasierne. Sandsynligvis som de fleste mennesker siden Adam og Eva.

Hvorfor er det så så svært at være ærlig om, hvordan det har set ud med økonomien i de tidlige studie- og iværksætterår?

Jeg synes, det er en svær afvejning. På den ene side er der ingen grund til at foregøgle næste generation, at det alt sammen bare er super nemt. På den anden side ønsker jeg heller ikke, at han gentager de samme fejl, som jeg selv har gjort. Jeg er bange for, om han eventuelt vil se det som en blåstempling af, at så er det nok okay med lån her og der, indtil vejen er brolagt direkte til Luksusfælden.

Jeg stoler på ham. Det tror jeg egentlig ikke, han vil opfatte det som. Men jeg er alligevel for bekymret til at være helt ærlig. Indtil videre tror han nok fortsat, at Pappa J bare var en cool iværksætterfyr med styr på det hele.

Jeg er næppe alene om den bekymring. Vi burde nok turde være mere ærlige om den slags.