Jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg er fra Jylland. Iværksætter måske, men i hvert fald fra Jylland. Fra den del af Jylland, hvor det betyder mere at være stabil selvstændig end at være serieiværksætter, som det vist er blevet så populært at være.
Gennem et langt liv har der naturligvis været enkelte øjeblikke en fredag aften her og der, hvor der kunne filosoferes over livets realiteter. Herunder tænkes over, hvad det i virkeligheden er, man er god til. Jeg skal ikke afvise, at hvidvin nu og da har fungeret som tænkningskatalysator.
På det punkt er jeg i stigende grad blevet et realistisk og ærligt menneske. Jeg er ikke god til ret mange ting. Ikke efter min egen målestok i hvert fald. Tre ting er jeg dog rigtigt god til:
1. At få overblik over et fagområde, så jeg kan lyde kompetent og prikke de rigtige steder.
2. At forstå (og gennemskue) forretninger og forretningsmodeller.
3. At udstråle troværdighed ved at være nærmest virtuous på underspillet, jysk gulvviolin.
4. At forstå mennesker.
Humoristisk sans hjælper altid, men resten er i virkeligheden staffage. Og jeg kan tydeligvis ikke engang tælle til tre til trods for en studenterhue, der er blevet smidt ud.
Jeg ser nu og da forskellige iværksættere fortælle om, hvad de gerne ville fortælle deres unge jeg. Det bliver godt nok en lang snak, men skal jeg opsummere det til en enkelt sætning, inden fysikkens love resulterer i en voldsom begivenhed, så er jeg ikke i tvivl:
Husk venskaberne!
Jeg er så privilegeret et menneske, at der er kommet mange venskaber til i livet. Dem er jeg meget taknemmelig for. Langt mere, end jeg nok har givet udtryk for. Venskaber er dog en flygtig størrelse, selvom det er meget nemt at tage dem for givet. Venskaber består dog ikke af sig selv. De kræver konstant pleje, som den tamagotchi, du måske engang havde. Det værste ved venskaber – fra en systemhjernes synspunkt – er, at du ikke engang kan sætte dem på opskrift. I system. Mennesker er nogle frygteligt diffuse og uhåndgribelige størrelser. De kræver opmærksomhed og indsats og er uforudsigelige, som intet andet. De kræver endda ofte, at du er initiativtager og vælger at ofre. For pokker da osse.
Det tog det mig mange år at lære. Sådan rundt regnet mere end halvdelen af mit nu 48-årige liv, hvoraf de 29 er blevet tilbragt som selvstændig.
Jeg har levet med, at venner i stigende grad blot accepterede, at Jan han har ikke tid. Han er altid optaget af andre ting og har en fuld kalender. Det havde jeg måske også, men det er jo ikke det indtryk, man skal efterlade, når det handler om venner. For venskaber skal man være der altid. Uden undtagelse. Venskaber skal aldrig være afhængige af, hvorvidt det nu overhovedet kan betale sig at spørge. For han har nok alligevel ikke tid. Så er der jo noget helt galt med prioriteterne.
Sådan var det i mange år. Jeg indrømmer også gerne, at jeg har haft mine helligdomme. Ugen mellem jul og nytår. Et vist antal weekender hver måned. Ikke at gide tåbelige importerede traditioner som babyshowers og andet børnegøgl. Der var tidspunkter, der var hellige i forhold til at skulle restituere og samle energi til næste runde. I længden koster det dog stort (du skal dog stadig ikke invitere mig til hverken babyshowers eller gender reveals, tak!)
Med tiden bliver man mere rund. På flere måder.
Jeg har aldrig følt mig særligt sikker i et køkken. I mange år var aftensmad noget, der blev indtaget mellem klokken 18 og 24 og gerne så let som muligt. I min tid som far flyttede det sig en smule til den tidligere side, men min søn accepterede et liv i uforsigeligt kaos. Det kan i et vist omfang også have sin charme.
Jeg føler mig bedst til madlavning, når jeg har et bål indenfor rækkevidde. Den seneste tid er jeg dog blevet mere opmærksom på værdien af at give mig hen til hjemlig hygge. Specielt når det handler om at passe venskaber. Jeg har accepteret, at jeg måske ikke er den store kok i et køkken, men at der kan arbejdes med det. Heldigvis har jeg veninder, der også kan futte mad af, så selvtilliden ikke ryger helt i hegnet.
I dag var det ikke aftensmad, men eftermiddagskaffe og kage. Det er dog fuldstændigt underordnet.
Det vigtigste var formålet. At pleje venskaber, som der sættes stor pris på.
Glem dem aldrig. De er vigtigere end enhver forretningsplan!
(billedet er naturligvis opstillet som det meste andet, der handler om iværksætteri)