Det med den uforstyrrede fred og ro herude fik jeg sagt lige tidligt nok

I formiddags, da jeg lige havde fået klædt mig på efter et bad i forlængelse af morgenens gåtur, standsede en bil uden for. Derefter blev der banket på både døre og vinduer og taget i håndtagene.

Jeg åbnede døren. Uden for stod to mænd, mens en SUV holdt i tomgang på vejen. De ville høre, om alt var okay, for nu havde de set, at jeg havde holdt her i over en uge.

Jeg forsikrede dem om, at alt var okay. Jeg nævnte også – for nu er os i autocampere jo engang imellem lidt uglesete rundt omkring – at jeg faktisk ikke havde holdt her i en uge, men rigtigt nok også havde været her sidste weekend.

“Nå men, det kunne jo være, at du lå og var død derinde,” sagde den gamle af dem.

Med nedrullede gardiner og duggede ruder efter badet, så var det da absolut også en mulighed, at der holdt en mindre kriminalhistorie her i udkanten af “deres” skov.

Den gamle mente, at det mindst måtte koste tusind kroner i afgift at holde her. “Det ville da også næsten være prisen værd,” sagde jeg.

Det grinede vi lidt af.

Det var naboerne, som bor et par kilometer længere inde ad skovvejen. Så fik vi da også hilst på hinanden. Det er sikkert også godt nok, for det er næppe sidste gang, de bemærker, at jeg holder inde i skoven.

På vej tilbage til bilen siger den gamle: “Hvaeeh, har du så damer derinde?”

“Nej, så tror jeg faktisk, at jeg holder det helt forkerte sted.”

Det ville ganske givet være både det forkerte sted og tidspunkt at uddybe det spørgsmål nærmere.

De kørte igen.

Det er ikke længe siden, at jeg faktisk selv gjorde noget lignende ved en Brugs, der så mistænkeligt forladt i hast ud i mørket.

Jeg er glad for at leve i et land, hvor vi stadig bekymrer os nok om hinanden til, at vi godt tør bryde med vores typiske danske indelukkethed.

Nu overvejer jeg dog, om jeg skal have et “Nej, jeg er ikke død”-skilt til at sidde på døren, så bekymrede naboer ikke bryder ind i autocamperen, mens jeg er ude og gå.