Det er nok blevet nævnt før, at jeg elsker Østeuropa. Helt vildt.

Jeg elsker både deres landskab, deres ramponerede byer, og deres landområder fra et andet århundrede. Og så elsker jeg især deres no-bullshit attitude. Den er en dejlig kontrast til vores kønsløse, kantløse, naive laissez faire attitude i Nordeuropa. Deres mentalitet er givetvis resultatet af årtiers sovjetisk undertrykkelse oven i en allerede tiltalende slavisk mentalitet.

Det største minus ved Østeuropa er deres kedelige mad, der fortrinsvis er baseret på ting, der er gravet op af jorden. Cirka som i Danmark. Det er jo lige præcis her, Balkan sniger sig ind som en dejlig undtagelse. Samme østeuropæiske mentalitet men med mad, der ligger tæt op ad Sydeuropa, som de også hører til.

Madkultur er forskellig. Èn af de ting, vi ikke kan brøste os af i Danmark, er god madkultur. Det er nok én af grundene til, at vores levealder ikke helt matcher vores ellers komplet bekymringsfrie liv. Det er meget iøjnefaldende, at nærmest ethvert land uden for Norden har en ganske anden tilgang til madindkøb. Dét, vi i Danmark kalder en delikatesseafdeling, som om det var noget særligt eksklusivt for velbjergede mennesker i den lokale Meny, er normalen i nærmest den mindste købmandsbutik i mange andre lande omkring os. En hel bagvæg i butikken, hvor der er udstillet fersk kød og friske fisk, og hvor den kompetente betjening også lige kan udskære dagens osteblok mellem et stort udvalg af lækre oste.

Lige nu er jeg i Tivat i Montenegro. Stærkt forarbejdet mad og færdigretter er ikke normalen i butikker her. Det tætteste, det kommer på færdigmad, er 3-4 slags blandede frosne grøntsager i fryseboksene. Men der er hverken frysepizzaer, mikroovnsretter eller risblandinger. Det er nu heller ikke det, jeg vil have. Selvom der er masser af restauranter i nabolaget, så står opholdet primært på hjemmelavet mad i køkkenet. Der er noget magisk over at lave mad til ny udsigt for åbne døre og vinduer.

Det var ganske tilfældigt, at jeg valgte Tivat. Som mange gange før, så blev min destination først bestemt få dage før afrejse. Jeg havde besluttet mig for Balkan, og så dukkede Tivat op som en mulighed. En lille by ved en dyb bugt i Adriaterhavet. Dét har jeg bestemt ikke fortrudt. Det er den mest charmerende lille by med godt 9.000 faste indbyggere. Det er lidt turistland, så her er masser af liv, butikker, resturanter og cafeer. Men det er uden for sæsonen, så stemningen er helt nede på det hyggelige niveau. Og landskabet er iøjnefaldende. Smuk bugt, der er omgivet af høje bjerge, hvor skyerne nu og da ruller mellem.

Min kuffert gik tabt undervejs, så de første fire dage har jeg indkøbt nødvendigt tøj i de mange små butikker i Tivat. I dag er kufferten dog ankommet fra Helsinki, som jeg fløj fra. Det er rigtigt dejligt at kunne komme i sine egne underbukser igen. Det er i øvrigt én af den slags sætninger, hvor det er vigtigt at lægge trykket det rigtige sted.

Min nabo Nedad var så venlig at køre mig til lufthavnen for at hente kufferten. Søde naboer er som altid en af fordelene ved at bruge Airbnb til ophold, som jeg altid gør. Denne Airbnb-lejlighed hører absolut til i top fem af Airbnb-lejligheder, jeg har boet i. Helt i orden på alle måder, 50 meter til havnepromenaden og med dejlig udsigt til bjergene fra en stor altan.

Jeg lyder muligvis lidt forelsket i Tivat, som er min bopæl i 11 dage. Det er jeg også. Den får mine varmeste anbefalinger som et totalt lækkert sted på Balkan-halvøen. Det skal dog tilføjes, at jeg meget nemt bliver forelsket i steder. Jeg vil gerne dø omtrent alle steder, jeg har været. Sådan er det at være en lidt sentimental fyr, der godt kan fælde en tåre over en udsigt til en solopgang et nyt sted.

Nede i gadeplan i bygningen ligger en frisør. Det er muligvis ved at være tid for en ny Balkan-klipning. Den sidste var i Zagreb. Det bliver kort. Sådan lige på grænsen af, hvad min hovedform kan bære. Sådan er det i det meste af Østeuropa. Her går det ikke med sådan noget bøsset, halvlangt hår fra Nordeuropa. Med mindre man er en selvbevidst, sydeuropæisk silverback monkey i ulasteligt jakkesæt. Der er jeg ikke endnu.

Den eneste variation i klipningen her er, hvilke stammestriber man skal have snittet i nakken med maskinen. Det afhænger nok lidt af, hvilken fodboldspiller man elsker mest. Den slags ved jeg ikke rigtigt noget om. Jeg var mere til cykelryttere. Stammestriberne hører også mest de unge krigere til – ikke sådan en halvgammel general som mig, der stadig venter på de første grå hår.

Jeg har også allerede min egen kriger derhjemme. Ham savner jeg. Vi har heldigvis en gensidig forståelse for hinandens behov. Min er skiftende udsigt. Med den inspiration og koncentration, der følger med, når man kan kigge ud over et nyt landskab og trække nye lugte ind gennem næsen.

De næste dage står igen på en kombination af arbejdsdage og lidt fritid i Montenegro. Der er ingen ture planlagt denne gang. Jeg skal dog utvivlsomt på nogle længere gåture i byen med kameraet. Det bliver helt sikkert også til en vandretur eller to i bjergene, som begynder lige uden for Tivat. Komoot har allerede vist et par passende ture op i 500 meters højde. Nu har jeg også fået mine vandresko.

Vi ses! ❤️