Det bliver en risikojul i år.
Hele mit liv er juleaften foregået hos andre i familien. Jeg synes dog, det vil være en god hyldest til livet, at jeg ikke krydser 50-milepælen uden selv at have holdt juleaften i mit lille hjem. I år er dermed sidste chance.
Jeg er svært mentalt skadet af et voksenliv bestående af konstant risikostyring. Det står jeg gerne ved.
Tekniske risici. Menneskelige risici. Omverdensrisici. Jeg indrømmer gerne, at hvor jeg måske på overfladen virker som et roligt menneske, så er jeg inden i bygget af frygt og procenter. Ikke alkoholprocenter men risikoprocenter. Jeg foretager aldrig noget uden at have overvejet deres individuelle, mulige udfald og sandsynligheder.
Lad os nu bare tage anden som eksempel. Jeg har tilberedt fjerkræ før. Også helt fra det løb rundt og sagde lyde. Jeg har dog aldrig tilberedt and før. Det indebærer en række sandsynligheder for, at det går galt. Om lidt kommer and nummer 1 i ovnen. En fersk and købt i går. Der er mange risici forbundet med sådan en djævel. At den bliver tør eller brændt er de største. At jeg taber den på gulvet under parteringen er den næste. At den lugter af andedam er den næste igen.
And nummer 2, backup-anden, ligger til optøning. Den bliver tilberedt i morgen uanset udfaldet af and nummer 1. Der er selvfølgelig en risiko for, at and nummer 2 også fejler. Samme scenarier plus at den måske ikke er fuldt optøet.
Selvfølgelig er der backup-backup-and i form af confiteret and, der kan tages i brug, hvis and 1 og 2 går galt.
Flæskesteg har jeg selvfølgelig tilberedt før. Men overvurder aldrig dine egne evner, og undervurder aldrig, hvad der kan gå galt med faktorer, du ikke er herre over. Backup-flæskesteg? Tjek.
Der er ingen jul uden brunede kartofler. Dem har jeg ikke lavet i mange år og opskrifterne er mange. Derfor er der både økologiske babykartofler, aspargeskartofler og (de gode) glaskartofler. I morgen vil vi sandsynligvis tilberede en portion brunede kartofler på baggrund af hver af disse. Ikke fordi risikoen er specielt høj, men så har jeg et ordentligt beslutningsgrundlag omkring den nødvendige arbejdsindsats til fremtidige juleaftener.
Kartoflerne er – ligesom alt tilbehøret – fra vores egne kunder. Det er et kriterie under indkøbene. Asier, mintgele, ribsgele, æblegele, rødkål. Jeg ved, hvilket kvalitetsledelsessystem kunderne anvender. Risikoen for svampesporer, metalfragmenter eller brud på emballagen er derfor – naturligvis – minimal.
Til trods for kunder, der producerer juletræer, så er juletræet af plastik. Det minimerer risiciene. Til gengæld er der backup-lyskæde. Ally er her ikke mere, så risikoen for nedfaldsjulepynt er lille.
Er der backup af mælk, piskefløde, grødris, mandler, kirsebærsovs, kanel, muligheder for glimrende brun sovs, juleknas og drikkevarer? Naturligvis.
Der er altid en ny fransk Chardonnay. Selvfølgelig er der en kendt og sikker reserveflaske i tilfælde af, at den første smager af prop og afskum.
Backup-hjem? Det holder ude på vejen, hvis jeg under tilberedningen får brændt hjem nummer 1 ned til grunden.
Backup-butterfly? Indeed!
Er der software involveret i processen? Nah. Måske lidt Excel, men ikke så meget, at det gør noget.
Der er faktisk kun én ting, som jeg ikke har backup af. Det er gæsterne.
Jeg har nedbragt de mulige konsekvenser af alle fejl til næsten nul. Lægger jeg telefonen til side, så er risikoen for persondatalækage også næsten nul.
Jeg vurderer, at der er 99,9% sandsynlighed for en dejlig juleaften.
Glædelig jul!