Høje høje, dybe dale. Sådan står der på skiltene i Mols Bjerge, hvor jeg hyppigt er at finde.
Der er ganske fantastisk deroppe på højene, hvor verden er stor og mageløs, og man kan mærke det hele i ansigtet. Det giver også et sug i maven, når man løber ned ad dem i fuld fart og næsten ikke kan stoppe igen. Nogle gange kan man dog komme til at løbe så langt og blive så forpustet, at man har brug for en hånd at holde i, når man skal op på den næste. Så er det godt med et liv fyldt med gode venner.
Personligt er jeg forbandet af et hoved, der altid har nægtet at lukke øjnene og sove. Det har været et livsvilkår så længe, jeg kan huske. Hovedet kender ingen grænser, det vil det hele og det vil bestemt ikke gå glip af. Resultatet er et besynderligt sammensurium af talenter og skavanker, der er hinandens forudsætninger. Prisen er et liv med usædvanlige mængder uendelige regneark, post-it-notes over det hele, mange halvfærdige projekter og så lidt søvn, at synet jævnligt bliver forstyrret af flakkende skygger. Kampen er tabt på forhånd, hvis man forsøger at løbe om kap med det gennem eventyrlyst, vovemod og hang til fest. Resultatet er uundgåeligt selvdestruktion helt til kanten.
Jeg har det vanskeligt med ensformighed. Rytme og vedligeholdelse er ikke min stærke side, hvilket de fleste, der kender mig, kan bekræfte. Det er også et livsvilkår. Hver dag skal helst være anderledes end den foregående, og jeg keder mig bravt, hvis jeg skal vende tilbage til noget, jeg allerede én gang har løst i hovedet. Sådan er jeg konstrueret og det lader sig ikke gøre at ændre, uanset hvor røvirriterende det gør mig. Heldigvis har jeg omgivet mig med mennesker, der kan holde styr på mine svagheder. Og holde dem ud.
Hvert eneste år åbner jo heldigvis mulighed for søgen efter det bedre liv. De seneste par år har vist mig, at et liv mast sammen på få kvadratmeter og i større pagt med naturen og lyset giver mere ro og mere søvn. På nær få minutter er jeg i år nået op på 6 timers søvn i døgnet over et helt år, hvilket er en meget stor forøgelse.
Et af de uendelige regneark fortæller mig, at jeg i år har tilbragt nætterne herhjemme mindre end en fjerdedel af året. At undgå ensformigheden i livet er dermed godt i mål. Det kommer dog også med en pris. Der er måske nok ro til hovedet i skovene og ved havet, eller når livet leves fra en kuffert og en rygsæk, men der er til gengæld heller ikke andre.
Jeg elsker at være alene lige så meget, som jeg elsker at være sammen. Det er de to engle – eller djævle – der sidder på hver sin skulder og kigger fornærmede på den anden idiot. I år fik den ene lov at vinde over den anden, men det var en fejl. Det skal være anderledes i det nye år, hvor jeg ikke skal forsømme alle dem, som skal med op på højene.
For højene kommer også i massevis i 2024. De bedste af dem er faktisk dem, som man slet ikke havde planlagt at skulle op på.
Godt nytår