Vi har mange smukke steder i Europa. Cypern er absolut et af dem. Jeg har været her i en lille uges tid på en årstid, som for mig er den helt rigtige. Her er solrigt og lunt, men ikke alt for varmt. Fordi det er uden for turistsæsonen, er her også samtidig helt stille og roligt. Jeg er næsten alene i bygningen, og når altandøren står åben om aftenen, kan jeg kun høre bølgerne fra Middelhavet 20 meter fra lejligheden. Jeg har heldigvis endnu nogle dage hernede. Det er et dejligt afbræk fra januar i Danmark at kunne tilbringe nogle ferie- og arbejdsdage et sted, hvor der kan tankes tiltrængte D-vitaminer.

I går var jeg på roadtrip på øen sammen med en lokal fyr. Vi besøgte blandt andet Cape Greco, der både er Cyperns sydøstligste hjørne og dermed også det sydøstligste punkt i EU. Der er fantastisk smukt. Lyse klipper, der ender i fuldstændig klart Middelhavsvand i alle nuancer af blåt og grønt under en skyfri himmel. Helt ude på spidsen står det gamle fyrtårn ganske symbolsk som en velkomst til den vestlige verden.

På toppen af bjerget står Fredsmonumentet. Placeringen er ikke tilfældig. Herfra er der blot 160 kilometer til Syrien og Libanon. En smule længere til endnu mere død og ødelæggelse på Vestbredden, i Gazastriben og Israel. Der er kun vand imellem, og det er nemt at forestille sig, at det er lige omme på den anden side af horisonten. En skærende kontrast til stille og rolige, velhavende og veludviklede lille Cypern, hvor alle er overordentlig søde og gæstfrie, slentrer langs vandet og spiser på byens restauranter. Sådan en søndag, hvor børnefamilier tager på gåtur til Cape Greco, er der jo intet, der virker fjernere end krig og terror.

Lige indtil man kører uden for Cape Greco igen. Her møder man pigtråden til den tyrkisk besatte nordlige tredjedel af Cypern. En konflikt, der nok er glemt af de fleste, men som blandt meget andet afholder Tyrkiet fra at blive en del af EU. Om godt en måned har FN’s demilitariserede zone mellem den frie og den tyrkisk besatte del af Cypern 60 års jubilæum. Britiske soldater er også stadig udstationeret i stort antal på øen, og deres mange baser udgør et betragteligt areal af den lille ø.

Spørger man cyprioterne, så lyder der ikke til at være noget had mellem syd og nord. Græskcyprioterne har ikke noget imod de tyrkiske cyprioter, som da også bor i stort antal i de sydlige byer. Deres bekymring handler mere om flygtningene, som jævnligt ankommer fra Mellemøsten. Præcis som i resten af EU. Her er det bare første stop.

Billedet er fra delingen af stranden nord for Cape Greco. Motivet er jo næsten for banalt. Det er vores konflikter mellem mennesker måske ikke, men derfor kan man vel godt synes, at de er åndssvage. For det er de. Uanset hvem der startede, så er det da fuldstændig tåbeligt, at vi ikke engang kan finde ud af at deles om en smuk, lille klippeø langt ude i midten af ingenting. Det er ret fortvivlende.