Jeg må hyppigt høre for, at min hobby er at rejse. Seniorordning. Direktørjob. Den slags. Jeg overlever etiketterne, som også kun er kærligt mente.

Ja, jeg ved da godt, at man umiddelbart kan virke som en totalt nederen kollega, når man med jævne mellemrum logger på onlinemøder fra en ny terrasse et eller andet sted i verden. Jeg har til gengæld også aktivt fravalgt så meget andet, som andre sandsynligvis nødigt vil undvære i livet.

Vi bør dog hver især finde ud af, hvordan vi bedst anvender de muligheder, vi har skabt for os selv. Ikke mindst hvordan de muligheder bedst støtter, hvordan vi er bygget som mennesker. Jeg synes nærmest, vi har et ansvar for det over for os selv. Tænk, hvis man skulle gå gennem et helt liv med en drøm om noget ganske andet end det, man har gjort. At trække vejret de sidste gange, mens man fortryder, hvad man aldrig fik gjort. Det ville jo være det ægte Helvede.

Gennem årene har jeg lært, at jeg trives allerbedst med daglig forandring. I takt med at være blevet ældre, er det kun blevet endnu tydeligere for mig. Den udiagnosticerede popcornmaskine, jeg har mellem ørerne, skal helst se noget nyt hver eneste dag. Så kan den poppe flest muligt af de ting, som måske – måske ikke – bliver til noget. Som en ganske fri fugl, så skulle jeg da være et skarn, hvis ikke jeg udnyttede fuldt ud, at alt jeg laver, faktisk kan laves online fra et hvilket som helst sted på Jorden, og at jeg kan have en stor del af mit liv med i rygsækken.

Denne vinter har jeg bevidst fokuseret på varme og solrige steder, og derfor er der sat flere krydser på bucket listen, som hører til de klassiske charterdestinationer. Jeg er hverken til badestrande eller pools. Jeg er måske nok til restauranter og fest, men det forsøger jeg at holde nede, så jeg kan holde til resten af bucket listen.

Mængden af sol og varme gør dog noget ganske godt mentalt. Jeg fristes til at skrive fundamentalt. Med behagelige temperaturer har man lyst til at være uden for hele tiden. Dagene føles dobbelt så lange, og energiniveauet stikker helt af i forhold til at sidde i vores mørke køleskab oppe nordpå.

Jeg er efter coronatiden blevet særligt begejstret for at rejse langsomt. Det skal være længere end en uge ad gangen, hvor der også er god tid til at have koncentrerede, produktive arbejdsdage. Og til blot at sidde og filosofere over livet. Gerne mens der skrives på hvad end, jeg arbejder på lige nu.

I øjeblikket er udsigten Tenerife. Det er faktisk min længstvarende rejse i over 20 år. Selvom jeg har været ude at se en del og har mødt en masse mægtigt hyggelige mennesker, så har der også været god tid til både at være produktiv, blive klogere og samle betydelige mængder energi.

Jeg kan godt forstå, hvorfor mange vælger at slå sig ned her. Det kommer jeg dog næppe til. Når jeg er hjemme sent søndag aften, skal autocamperen køres tilbage til Kolding. Så fortsætter livet i køleskabet, hvor jeg også håber på nogle dejlige påskedage ude i den danske natur.

God weekend!