Zagreb er mit hjem de næste 12 dage. I den gamle bydel på toppen, så herfra er alt helt bogstaveligt ned ad bakke.
Byen bærer præg af, at det er national fridag i dag, da der er udskrevet parlamentsvalg. Det foregår normalt i weekenden, men præsidenten ønsker at sikre så stor en valgdeltagelse som muligt denne gang. Den flere hundrede meter lange kø til et valgsted ikke så langt herfra tyder da også på det.
Der er åbenbart lagt i kakkelovnen til ballade. På vejen til min lejlighed skældte chaufføren Antonijo vældigt ud på den siddende regering. Det gjorde min udlejer også – en sød ældre dame, der fik tårer i øjnene over at fortælle om, hvor slemt det står til med regeringen og dens prioritering. Et par huse fra min lejlighed har politiet spærret adgangen til den nærliggende Markusplads af, da der åbenbart er frygt for højlydte protester, når valget slutter i aften.
Der er dog næppe anledning til at frygte noget her. Jeg er flyttet ind i en lejlighed inde i byens gamle fæstningsværk. Tunge døre, kraftige tremmer og metertykke mure til alle sider, der også holdt til det seneste jordskælv for et par år siden – i modsætning til en del andre bygninger her i den gamle bydel.
Ude bagved ligger haven, parken og skoven. Skrænten skal nok holde mig sikker selv under et mellemstort zombie-angreb. Ikke desto mindre stod en ny ven allerede klar derude mindre end 10 sekunder efter, jeg åbnede døren.
Disse par uger foregår arbejdet ved et charmerende gammelt chatol, der meget godt matcher resten af lejligheden. Min udlejer har klart en svaghed for nips og gamle sager, og er tydeligvis ikke bange for også selv at være kreativ. Mon ikke det kan give anledning til inspiration midt i stilheden.
Da jeg forventer at arbejde med det ene eller det andet stort set alle dagene hernede, så er jeg ret afhængig af en velfungerende internetforbindelse. Ikke mindst når jeg nærmest bor inde i en klippe, hvor 5G-forbindelse er umulig. Jeg kunne starte opholdet med at få fiberforbindelsen op at køre og få wifi genetableret. Det er godt med en palette af talenter og en veludstyret kuffert.
Nu vil jeg gå ud og se på lidt kroatisk mad. Vi ses.