Jeg foretrækker livet med en god portion kaos. Ikke tilsat kaos. Kun indbygget kaos. Dagene skal ikke være en kedelig, forudsigelig rutine af faste gøremål og ubrydelige klokkeslæt. De bedste dage er dem, man ikke lige havde set komme, og som ender et helt andet sted end forudset.
Tidligt i år havde jeg allerede konkluderet, at nu bliver livet ikke bedre. Det er sket før. Faktisk omtrent hvert eneste år. Dette bliver det bedste år i hele mit liv, havde jeg allerede fortalt mig selv inde i den plørede masse af et hoved. Nu er livet blevet en skøn forening mellem arbejde, friluftsliv, rejser og kreative projekter. En passende blanding mellem kollegatid, alenetid og vennetid. Sådan vil jeg leve resten af mine – forhåbentlig mange – dage.
Jeg ved ikke, hvordan det foregår deroppe i det store kontrolrum uden for vores jordiske rækkevidde. Om der kastes med terninger eller dartpile, lægges lumske planer over en kop øl, trækkes i tråde eller blot røres skødesløst rundt i en stor gryde af tilfældigheder, hændelige uheld og menneskelige svagheder. Hvordan det end foregår, så er det lige dele snedigt, grusomt og med en god slat humor.
Hvad jeg dog burde vide, som et menneske, der har levet i et halvt århundrede, er, at det er overmodigt at tro, at man kan forudsige eller planlægge noget som helst. Man skal ikke tro, at man er i det mindste i kontrol over noget så stort som livet selv. Ikke engang sit eget. Slet ikke sit eget.
Pludselig stod han uden for døren som et nyt bekendtskab. Med et henkastet “hey” kom han inden for på en grå og regnfuld fredag i marts. Det store kontrolrum havde gang i sit snoretræk af tilsyneladende tilfældigheder, som dog er alt andet end dét. I det øjeblik bemærkede vi intet af overmagternes hasardspil med to intetanende mennesker. Bekendtskab blev hurtigt til meget mere.
Der er vel næppe nogen følelse, der er brugt flere ord på at forsøge at beskrive end kærlighed. Der er næppe heller nogen følelse, hvor forsøget er fejlet større.
Hvad kærlighed gør ved os indeni, ligger uden for ords formåen. Hvad det gør ved os uden på, er kaos i næste potens. Hvad man tror er vigtigt, er pludselig igen ligegyldigt. Hvad der blot var små ting for øjeblikke siden, betyder nu uendeligt meget. Med ét er en gåtur i solnedgang livet værd. At mærke en anden i armene i mørket. At mærke et håndtryk, selv når vi intet siger. Aftenerne må ikke ende. Morgenerne må ikke ende. Tiden står stille ved hvert eneste kram.
Det eneste forudsigelige ved gensidig kærlighed er vel, at den kommer, når man mindst venter den. Vi har intet at sige om hverken tid eller sted eller hvilken form, den kommer i. Man kan vælge at ignorere den eller afvise den, men så er man jo lavet af kolde sten. Så har man fejlet som menneske. Hvad skulle det hele så være til for?
Måske havde jeg glemt sætningens betydning. Måske var den med tiden blevet til en irriterende forstyrrelse af den store plan midt i alt kaos. Måske havde jeg parkeret den i overståede kapitler i de foregående årtier. Men der er sætninger, man aldrig kan parkere betydningen af.
“Jeg elsker dig.”
Al kontrol over livet splintres. Når det høres og når det siges. Intet vil længere være, som det var. Intet er længere rationelt eller givet på forhånd. Intet er længere styret af andres planer, meninger og rænkespil. Den store plan, man troede, man havde lagt, er kasseret på et øjeblik. Intet er længere, hvad man troede, det skulle være.
På et øjeblik er der trukket tyve år fra alderen. Ud af kaos træder livskraft. Ud af kaos træder mening. Pludselig ser kaos langt mindre kaotisk ud.
Livet er smukt.
Men det er skrækkeligt svært at lægge planer efter.