Der er sket noget mærkeligt.
Det er ikke så meget, at to hold svenskere, der åbenbart kender hinanden, holder i hver sin autocamper klos op ad mig. De har endda identiske, blå best-friends-forever niveaukiler under forhjulene.
Det er jeg vant til. Svenskere og tyskere giver ikke en flyvende fuck for, om jeg kan høre hver eneste tørre, humorforladte prut i nat, når fruen finder strap-on’en frem.
Det er en ganske anden sag med nordmænd og hollændere. De er civiliserede mennesker, der forstår konceptet omkring personal space samtidigt med sjov snak på tværs af vores små hjem. Og det er jo ikke fordi, jeg er et fordomsfuldt menneske. Det er jeg ikke. Det er ikke fordomme, når det stort set passer.
Det er heller ikke mærkeligt, at camperen er blevet trimmet her til aften. Det er noget af det fedeste. I øvrigt uanset om man bor i hus eller autocamper eller begge dele.
At gå skabe, skuffer og kasser grundigt igennem, og skille sig af med alt det, man ikke har brugt i lang tid. Det er den fedeste fornemmelse. Ikke at slæbe rundt på fortiden. Ikke at slæbe rundt på, hvad man troede, man skulle bruge. Eller måske ikke troede, men hvor det bare har hobet sig op, fordi man er en svag sjæl. Samlet sig lidt sammen, fordi man faldt for kronetilbudskasserne i Netto, når der lige var noget gøgl, der så pænt og nydeligt ud.
Ti kaffekopper og otte drikkeglas er måske lige til den gode side i en bolig på ti kvadratmeter med begrænset skabsplads. Især når man gerne og meget hyppigt bor så langt væk fra alle andre, som det er praktisk muligt. Altså ikke fordi, jeg ikke kan lide alle de søde mennesker i livet. Det kan jeg virkeligt meget. Helt vildt meget. Men bare fordi, man også godt kan lide natur og fred i en verden fyldt med unødvendig støj og ligegyldigheder.
To digitale stegetermometre er måske lidt rigeligt i køkkenskuffen, når jeg primært bruger det analoge, der aldrig mangler batteri. Ja, og så er fire kilo hvedemel måske også til den gode side, når jeg lige havde glemt, at jeg havde dem, og har købt to kilo mere i dag. Vinterhandskerne kan måske også godt parkeres lidt, selvom man kan blive i tvivl i den danske sommer. Og så behøver jeg måske heller ikke køre rundt med tre ekstra dåser barberskum, når hensynet til ansigtet tilsiger, at der kun skal skrabes hver tredje dag.
Nå, men… det mærkelige er ikke så meget alt dét. Det mærkelige er mere det her med, at jeg for gud ved hvilken torsdag i træk faktisk har lavet en menu for hele weekenden. Fredag til søndag. Det er aldrig sket før i hele mit halvtredsårige ad hoc liv sammensat af festligheder og hvilket tilfældigt kaos, universet byder på i dag. Og ikke bare lavet en menu. Jeg har faktisk haft gang i køkkenet, mens jeg ryddede op, og forberedt de dele af maden, der bedst laves på forhånd. Jeg er da ikke fuldstændigt ubekendt med livet sammen med en anden, men det har aldrig nogensinde nået dét punkt før.
Én ting vil jeg dog gerne bede om. Inderligt og hjerteligt. Jeg giver faktisk hermed min ubetingede, skriftlige og juridisk gyldige tilladelse til det:
Hvis vi nogensinde ses iført crocks eller matchende joggingsæt, så må der gerne deles lussinger ud. Meget hårdt og meget bestemt. Jeg lover, at vi stadig er gode venner bagefter. Måske endda endnu bedre. Promise?