Den her sidste aften inden hovedferien slutter er altid lidt vemodig. Ikke fordi hovedferien slutter og alle de andre kommer tilbage på kontoret i morgen. Nej, det glæder jeg mig da til. Men mere fordi det nu for alvor er tydeligt, at sommeren er ved at være forbi sammen med de lange, lyse aftener. Ikke at de lange lyse sommeraftener har været noget at skrive hjem om i år – præcis ligesom sidste år. Lune har de i hvert fald ikke været. Men alligevel er det lidt vemodigt. Måske kan man være så heldig, at der kommer en god sensommerperiode, ligesom vi også havde en fantastisk periode i forsommeren. Man kan da håbe.

Til trods for det tvivlsomme vejr, så har sommeren været fantastisk. Masser af weekendture rundt i landet med lange gåture, grillmad, bål, ristede skumfiduser, kold hvidvin, spil, krabbefangst og solskoldede knæ. Desværre også lidt myg, men det krapyl følger jo med. Der har både været gamle kendinge som Frederikshåb Plantage og Syvårssøerne, Mols Bjerge, Rørbæk Sø og Ho Bugt. Og dejlige, nye steder som Hundested Havn og Storkeengen i Randers. Der har været hyggelige morgener, hvor vi kunne vågne til klokkespil fra Sct. Mortens Kirke, og aftener, hvor vi kunne falde i søvn til torden og højlydt trommen af regn på autocamperens tag.

I morgen tager jeg næstsidste sæt tøj på af de godt tre ugers tøjsæt, som jeg medbragte for lige så mange uger siden. Så må jeg hellere vende hjem til Horsens i morgen aften, hvor der hænger to ugers tøj til tørre. Så kan bilen blive pakket til en ny omgang, mens der bliver kørt nogle tøjbunker gennem vaskemaskinen.

Med andre ord: Til trods for vemod, så er livet lige så smukt, som det overhovedet kan ønskes