Georgien har længe stået højt på min meget lange liste over lande, der skal besøges. Nu er jeg her endelig – i den gamle del af hovedstaden Tbilisi. Jeg bor i en lejlighed med en fantastisk udsigt ud over byen fra terrassen. Med en by, der er bygget op ad bjergsider med en flod for foden, så er udsigt heldigvis noget, man deles rimeligt meget om.

Her er nære bånd til vores vestlige verden. I hvert fald set indefra, selvom det nok er de færreste EU-borgere, der overhovedet ved, hvor Georgien ligger. Jeg bor lige ved siden af Europa Plads, hvor der frimodigt flages med EU-flag side om side med det georgiske. Efter hvad jeg har lært af lidt snakke med lokale, så er der da heller ingen tvivl om, at i hvert fald den yngre del af befolkningen ser tilknytning til EU og Vesteuropa som Georgiens fremtid.

Der er dog det lille problem, at Rusland og Tyrkiet ligger ret meget i vejen for den naturlige, geografiske tilknytning til EU. Og det er et lille land klemt inde mellem Rusland, Mellemøsten og Sortehavet med, hvad det nu medfører af udfordringer. Rusland ligger 100 kilometer fra Tbilisi. Iran et par hundrede kilometer i den modsatte retning. Naturligvis er frygten for den russiske bjørn mod nord ganske stor. Historien viser tydeligt hvorfor.

Med blot et par dage i Georgien, er jeg absolut ingen ekspert i landet. Jeg kan dog læse mig til, at det overordnet anses for et roligt sted, men dog med sine interne problemer. For eksempel to regioner med grænse mod Rusland, der kæmper for løsrivelse fra Georgien og sammenlægning med Rusland. “Fronten” for løsrivelse ligger kun 40 kilometer herfra. Alle rejser dertil frarådes, men det er vist – sammenlignet med brændpunkter så mange andre steder – rimeligt udramatisk, og har stået på i nogle årtier nu.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om Tbilisi indtil videre. Herunder er der et billede fra min terrasse for lidt siden. Ubestrideligt en flot og farverig by at se på. Mit første indtryk var da også, at den er meget lig Prag og Budapest. Det er den sådan set også på mange måder, men der er bestemt også forskelle. Her er tydeligt meget forsømt og ikke på den charmerende måde. Der er flotte steder, bevares, men man skal ikke gå ret langt væk fra turistruten før det bliver virkelig skummelt. Jeg har normalt ingen bekymringer ved at drive omkring på egen hånd i storbyer, men i dag måtte jeg to gange skynde mig ud af nabolag, hvor jeg bestemt ikke hørte til. Motiver var der skam nok af, men det var ikke stederne for at lege turist. Man kan nok sige, at min gang var “anstændig, men tjep”.

Her er herreløse hunde. MANGE herreløse hunde. Titusindvis. Antallet anslås til et sted mellem 35 og 60 tusinde, og de er over det hele. Det er åbenbart ikke usædvanligt, at de angriber forbipasserende, men de fredelige får også lov at ligge i døråbninger til butikker og cafeer, som fx i min “stamcafé” på den anden side af gaden.

Den yngre del af befolkningen, som arbejder i turisterhvervene, er ganske habile på engelsk. De lidt ældre not so much. Det oplevede jeg for eksempel i går, da jeg skulle betale for min første aftensmad. Banken havde åbenbart valgt at spærre mit VISA-kort i dagens løb, da de pludselige georgiske transaktioner virkede mistænkelige. Jeg havde til gengæld ikke fået åbnet for Georgien i den geografiske spærring af mit Mastercard. Det havde jeg fuldstændigt glemt. Det gav lidt komplikationer i restauranten, da deres engelske ordforråd stoppede omtrent ved “okay”. Eller i det her tilfælde “not okay”.

Det gav mig så til gengæld en halv times køretur med restaurantens “protegé”, da jeg ikke på det tidspunkt vidste, hvori problemet bestod og ville have fat i kontanter. Den lille aftale – hvis man kan kalde den det – kom i stand gennem tegnsprog. Han kunne ikke et ord engelsk, men mens vi kørte mellem pengeautomater, havde han alligevel mere travlt med at vise mig billeder af hans kat og hjemstavn end med at køre bil. Det ser dog ud til at være et gennemgående problem i trafikken her. Et opkald til banken fik dog efterfølgende løst den lille sag, og jeg skulle hverken betale løsesum eller beskyttelsespenge

Det er tydeligt, at det er slutningen af turistsæsonen. Alting er stadig åbent og gearet til fuld skrue, men der er ret meget personale, der bare sidder og venter på den næste gæst. Flere steder prøver man at tiltrække sig opmærksomhed ved at skrue soundboksen udenfor på max. Fx i den ombyggede bar-sporvogn, der står lidt herfra. Den spiller nærmest i døgndrift, men jeg har til gode at se kunder aflægge den et besøg. Der er naturligvis også mange af de sædvanlige krejlere, som vil sælge billetter til turbåde på floden og til de røde hop-on-hop-off dobbeltdækkere, der nærmest inficerer enhver storby. De ser heller ikke ud til at være en indbringende forretning lige nu.

Og så bliver der hængt bemærkelsesværdigt meget ud ved parkerede biler. Jeg kan ikke gennemskue hvorfor. Jeg er dog heller ikke på nogen måde færdig med at lære om Tbilisi. Torsdag og fredag står den på almindelige arbejdsdage – bortset fra min geografiske placering. I weekenden vil jeg alliere mig med lokale guider, så jeg kan opleve mere og lære mere. Det fortjener det her sted helt sikkert.

Nu vil jeg snuppe en sidste cappuccino og gå i seng. Godnat fra Georgien!