De seneste par år er sociale medier kommet i stadigt stærkere modvind. De bliver i stigende grad brugt effektivt af politikere og andre meningsdannere, og det er da ingen hemmelighed, at de sociale medier bruger snedige algoritmer til at lade hårdt optrukne fronter mødes. I hårfin balance med søde kattevideoer til at bløde det hele lidt op.

Det har de gjort så effektivt, at de nu er under massivt pres for regulering, og bølger af kontrol, censur og politisk korrekthed skyller ind over dem. Det er nærmest blevet en trend at forlade dem, eller i hvert fald gøre tydeligt opmærksom på, hvor meget man foragter dem.

Ingen redskaber er dog værre eller bedre, end man selv gør dem til.

Ja, indrømmet: Jeg ser da også en video i ny og næ med søde kattekillinger, men de er nu ikke formålet med min brug af sociale medier. For mit vedkommende tjener sociale medier – herunder specielt Facebook – fire centrale formål:

1. At følge med i nyhedsstrømmen og den aktuelle, politiske debat fra et stort spektrum af debattører.
2. At blive inspireret af opslag fra forfattere, fotografer, musikere og andre kunstnere.
3. At følge en smule med i livet hos venner og bekendte – specielt dem, som jeg ellers ville have mistet kontakten fuldstændigt med uden sociale medier.
4. At få nye venner.

Det sidste punkt er muligvis overraskende for en mand på 47, der bestemt ikke er i mangel på venner. Og præcis derfor er det emnet for denne artikel.

Venner på afstand

Da jeg var omkring 10 år, fik jeg en penneven. Eller penneveninde, for at være mere præcis. Uden at være helt sikker, så mener jeg, at vi blev ført sammen gennem et billetmærkeopslag i Anders And-bladet, men det tør jeg ikke sige med sikkerhed. Jeg har lige været i kælderen for at finde hendes breve i arkiverne. Selvom jeg er lidt af en arkivnisse, så er de dog vist desværre mellem det, jeg i et øjebliks oprydningsvanvid smed ud under den seneste flytning for 16 år siden.

Vi skrev sammen længe. Langt, og tiltagende personligt og detaljeret efterhånden som vores skrivefærdigheder og greb om verden formede sig – så meget som det nu kan i den alder. Det må nu være tæt ved 35 år siden sidste brev, og jeg må brødebetynget indrømme, at jeg ikke længere kan huske hendes navn eller hjemby.

Det lærte mig dog meget tidligt, at man faktisk godt kan få venner på afstand. Også venner, som man kan dele tanker med, som man ikke synes, man kan dele med andre.

De første sociale medier

Mit liv på sociale medier – i en form, der er sammenlignelige med dem, vi kender i dag – fulgte en håndfuld år senere. Stadigt flere år før internet for alvor begyndte at blive udbredt i hjemmene, og endnu længere før mine forældre forstod, hvordan jeg dog kunne bruge så meget tid foran computeren.

FidoNet var min første forelskelse i sociale medier omkring 1991-92. FidoNet kan sammenlignes med en blanding af email og debatfora, og blev drevet af et stort netværk af computere, der kommunikerede via modem over telefonlinjerne. Teknisk simpelt, men overraskende velfungerende.

Her fandtes et overflødighedshorn af mennesker, jeg kunne kommunikere med på skrift. Der blev diskuteret programmering, hardware, politik, psykologi og meget andet, der havde min interesse. Og så var der mennesker, man kunne finde en vis kemi sammen med. På tværs af geografi og alder.

Specielt 4 personer fik stor betydning. Tre mænd og en kvinde, der alle var noget ældre end mig. Selvom de i mine 17-18-årige øjne selvfølgelig var tudsegamle, så tog de sig tid til at skrive sammen med en ung mand, der havde meget på hjerte og meget at spørge om. Også det, som det var vanskeligt at tale med andre om. Ikke mindst ansigt til ansigt. Vi mødtes kun fysisk et par gange gennem årene, men skriverierne var ikke desto mindre omfattende. De skriverier er modsat pennevenindebrevene ikke gået tabt, men findes fortsat i mine endnu dybere digitale arkiver.

Se hvor fin den er

I dag er relationsskabelse blevet gjort til en professionel disciplin i erhvervslivet. En hel industri er nu bygget op omkring at føre mennesker sammen i mere eller mindre fagligt funderede netværk.

I samme takt er de sociale medier i professionelle sammenhænge blevet hjerteskærende kedelige og kønsløse. De er gået i den modsatte retning af politikerne. Monolog gennem polerede udstillingsvinduer. Tandløs selviscenesættelse med alt for mange Rolexure og sammenligning af tissemandslængder pakket ind i forretningssprog. Det er måske nok forretning, men der er for få, der tør stikke ud.

Det behøver jo ikke at være professionelt orkestreret at møde nye mennesker, man kan skabe noget sammen med. Det virker akkurat lige så godt – hvis ikke bedre – at vise lidt af sig selv. Og helst mere end en flig.

Mine første medarbejdere mødte jeg først gennem FidoNet. Her fandt jeg også min første forretningspartner og mange af mine første kunder til min tidligere it-virksomhed. Længe før sociale medier var blevet et begreb, og endnu længere før de første telefonopkald om medlemskab af netværksgrupper.

Kan man blive tåkrummende upoleret? Det er der altid en fare for, at nogle vil synes. Til gengæld er det med garanti langt mere spændende.

Mange flere fulgte

Jeg er ikke verdens mest frembrusende menneske, som hurtigt ejer hele rummet. Det lader jeg andre om at tage sig af. Af natur er jeg faktisk lidt genert, men år og erfaringer har dog slebet det en del til. Derfor er jeg alligevel ganske rimelig til at skabe nye relationer. Oftest ved at fokusere på de få. Jeg er god til at tale med enhver om næsten alt – og ikke mindst til at lytte interesseret.

Det har gjort – specielt i mit voksenliv – at jeg aldrig har manglet venner og bekendte. At være aktiv i foreningsliv er i særdeleshed en ren guldgrube af langvarige venskaber. Hvis man ønsker det og lader det ske. For mig har især spejderbevægelsen været kilde til flere venskaber, end jeg overhovedet kan gøre op.

Min kærlighed til det skrevne ord, som du lige nu er fanget midt i, har formet mig. Nok endnu mere min lyst til at bruge det. Derfor har internet og særligt de sociale medier fortsat været en væsentlig kilde til nye venskaber gennem hele mit voksenliv.

Efter FidoNet fulgte mange flere sociale medier. Ikke mindst takket være udbredelsen af internet fra midt i halvfemserne.

Blandt andet Usenet, Flickr, Reddit, Myspace, ICQ og Google+ for nu at nævne nogle af dem, der er mindre kendte i dag. Og selvfølgelig alle dem, du kender alt for godt. Hertil en syndflod af debatfora fordelt på lige så mange websites. Ja, selv mit foretrukne rejseredskab Airbnb kan vel nærmest regnes med under sociale medier.

Venskaber er også oplevelser

Bortset fra Twitter og TikTok, så tror jeg, at jeg har skabt nye venskaber på samtlige platforme. Både på mit eget initiativ og lige så hyppigt på andres.

Nogle løb ud i sandet igen, mens andre har varet ved i årtier. Nogle er forblevet online, mens andre er blevet til fysiske venskaber. Og nogle er blevet til meget nære venner, som jeg i dag nødigt ville undvære.

Det er da også blevet til enkelte kæresterier. Det kan jo ske, når mennesker mødes og sker vel egentlig, når man mindst venter det. Det er dog på ingen måde målet. Det er derimod muligheden for at udforske både mennesker og verden, der er min interesse i at skabe nye venskaber. At kunne blive udfordret på sit verdensbillede ved at møde nogle, der ved mere end én selv om noget, har erfaringer jeg ikke selv har fået, eller mener det stik modsatte af mig.

For nogle år siden var jeg i New York for første gang sammen med min søn. Han fandt det – ligesom jeg selv gør – fascinerende, at vi kunne tilbringe nogle eftermiddage sammen med venner, jeg havde kendt i mange år, men aldrig tidligere mødt fysisk. Den ene havde engang skrevet en kommentar til mig på Flickr, som var blevet til en årelang samtale. Den anden næsten det samme, blot på Facebook i stedet for.

Nu kunne vi føle os ekstra hjemme i New York i godt og hyggeligt selskab med masser af indblik i livet hos indfødte New Yorkere. I tilgift kunne vi også få nogle anderledes oplevelser. For eksempel en privat rundvisning i hverdagslivet på et college på Staten Island.

Det rejsetrylletrick er bestemt brugt før og det kan jeg gentage i mange lande. Jeg kommer i øvrigt sjældent hjem fra rejser uden at have stiftet nye, små venskaber, der hænger ved via email, Whatsapp eller Messenger.

Man skal jo bare lade det ske

Det er faktisk slet ikke så svært at finde helt nye bekendtskaber på sociale medier. I virkeligheden forstår jeg slet ikke, hvorfor det ikke bliver gjort endnu mere.

For en god måneds tid siden gav jeg det sociale medie Jodel en ny chance. Jodel er et 100% anonymt socialt medie fortrinsvis med små, korte opslag fra dit nærområde. En slags Twitter for din by og omegn. Indholdsmæssigt har den ikke meget andet at byde på end lidt grin og tidsfordriv, så den får meget begrænset opmærksomhed fra mig.

Nogle timer inde i mit genstartede medlemskab besvarede jeg et lille råb om hjælp med en venlig kommentar. Den ramte tilsyneladende plet, og blev hurtigt til en chat i Jodels lige så anonyme chat. Nogle timer senere blev det til en endnu længere chat på Snapchat, der strakte sig over de følgende uger. I lørdags havde det udviklet sig til et hyggeligt eftermiddagsbesøg. Mens vi delte en håndfuld glimrende øl i hjørnesofaen, fik vi vendt livets tilstand oven på et råb om hjælp.

Hvad var udbyttet af det for mig, vil nogle måske spørge, når man sådan sætter timer af en lørdag eftermiddag? Men skal man kunne gøre det op på den måde? Det synes jeg faktisk ikke, at hverken livet eller møder med mennesker handler om. Fik jeg solgt noget? Nej da. Fik jeg en ny ven? Det havde jeg vist allerede fået, inden vi mødtes. Men nu var jeg selv blevet Per, Tommy, Frank og Lisbeth fra dengang på FidoNet. Igen. Rollerne er forlængst byttet rundt.

En sætning og et svar. Det er alt, der skal til for at lægge kimen til et nyt venskab. Det er ikke så svært. Man skal bare turde.

Skal vi være venner?

Jeg håber, at jeg aldrig bliver hverken for fin eller for gammel til at tage initiativet med en voksen variant af ”Vil du lege?” Som regel formuleret lidt i stil med: ”Du skriver mange interessante ting. Dig vil jeg gerne være ven med.” Altså, hvem skulle i virkeligheden kunne blive fornærmet over det?

Der er næsten 8 milliarder mennesker derude. Halvdelen er på sociale medier. Livet er desværre alt for kort til at nå at møde dem alle. Så må man jo starte med dem, man finder mest interessante.

Lad os gøre de sociale medier sociale igen. De blev ikke skabt for at dele os politisk og låse os selv inde i meningsbobler og udstillingsmontrer. Vi har fået et enestående redskab i hænderne. Lad os bruge det ansvarligt og til at lære mange flere mennesker at kende end generationerne før os.

Det bringer mig frem til et helt centralt spørgsmål:

Har du måske lyst til at lege?