EN JULE- og NYTÅRSHILSEN.
Forleden aften, mens jeg gik min sene aftentur i mørket, stødte jeg på to unge fyre på toppen af Langmarksvej, da jeg passerede McDonald’s. De cyklede grinende og slentrende. Så meget, som man nu kan slentre på en cykel uden at vælte, inden de forsvandt videre ned ad bakken, mens jeg kunne høre dem pjatte og le.
De mindede mig om et par andre fyre på cykel for små 30 år siden. På vej en meget tidlig morgen fra Tulipanparken i Stensballe for at cykle på en meget spontan tur i sommerhus ved Hvidbjerg Strand. Solen var knap stået op, og den billige alkohol endnu mindre fordampet, da vi rundede toppen af Langmarksvej.
Dengang var bekymringerne små og få. De rakte faktisk ikke meget længere ud i fremtiden end turen fra toppen af Langmarksvej og ned til enden. Måske kunne man være bekymret over en fysikrapport, man burde være startet på, men så var det også cirka det. Men lige akkurat dén sommermorgen var selv rapporter ligegyldige, for det var sommerferie.
Det er en fantastisk tid at tænke tilbage på. Gymnasieårene måske nok som en ganske særlig periode, hvor man var ved at få personlig facon. Men også barndommen i det hele taget, hvor enhver bekymring var fraværende. Eller i hvert fald burde være fraværende set i perspektivet her fra voksenlivet.
For der var jo bekymringer, uanset hvor trivielle og uskyldige de end ser ud 10 par briller senere.
Er mit hår ikke lidt kikset? Har jeg dårlig ånde? Hvorfor er mit tøj så latterligt? Lugter jeg ikke lidt? Hvornår opdager de, at jeg ingenting kan? Kan de mon li’ mig?
Det var nyskabelsen i gymnasietiden. Erkendelsen af, at verden ikke roterer om én, men sagtens roterer uden. Erkendelsen af én selv som blot en lille brik, selvom man uundgåeligt som teenager vælger at lade det blive en noget brutal og ubarmhjertig erkendelse.
Indtil da havde bekymringerne blot handlet om alt det, man ikke havde lov til. Alt det, man ikke kunne. Alt det, man ikke selv måtte bestemme.
Sengetid. Venner på besøg. Ingen penge at købe for. Ikke at kunne tage hen, hvor man ville. Ikke at måtte køre bil. Ikke at være høj nok til at se hen over eller nå.
De største bekymringer var fraværet af muligheder. Dengang kunne man ikke se, at det også var det, der i virkeligheden gjorde tilværelsen så ubekymret som muligt.
Siden fulgte mulighederne. Livet rejste sig i fuld højde foran én, og bød sig til med en hel buffet af valg. Med dem fulgte en lige så nuanceret pallette af bekymringer. Nogle mere reelle end andre. Far og mor trådte i baggrunden. Skjoldet forsvandt og voksenlivet ramte med fuld styrke. Uskylden og den reelt bekymringsløse tilværelse svandt bort lige så hurtigt som SU’en.
Ind på scenen trådte nye bekymringer. Langt mere reelle bekymringer, om end de oftest var resultatet af frivillige valg. Indtægt. Budgetkonto. Realkreditlån. Ansvar for andre. Livsforsikring. K3’ere. Biler, der altid gik i stykker, når det var mindst belejligt. Bekymringer, der er vanskelige at komme uden om i et almindeligt liv med ansvar for sig selv.
Men der fulgte også de bekymringer, der i virkeligheden følger af en privilegeret tilværelse i det trygge nord. Hvilken fest skal jeg vælge? Hvor skal jeg rejse hen? Jeg har først tid om 2 uger. Engang vil jeg gerne kunne nå at læse mere. Hvilken restaurant skal vi gå på? Jeg kan altså ikke nå at ordne det fortov.
Med et trylleslag ændrede det sig i 2020. For nogle desværre med nye og ganske alvorligere bekymringer til følge. For flertallet dog mest af alt en timeout fra reelt ligegyldige bekymringer. En mulighed for at genopdage valg, når udvalget af muligheder bliver indskrænket i hast.
For mig blev den ryddede kalender i foråret anledningen til at genoptage vandreture med mit kamera i danske landskaber. Tidligt om morgenen og sent om aftenen, når alt andet nu alligevel var aflyst. Det var fredsommeligt og beroligende, og jeg kan slet ikke forstå, at jeg havde ladet det forsvinde.
Det gav også lejlighed til at finde mere tid i sofaen med en bog, få afsluttet nogle projekter og få ryddet op de steder, der ellers sjældent bliver ryddet op. Aldrig har ovne været så rene og frysere så afrimede.
Med færre fester og flere møder én til én, fik samtalen en velfortjent saltvandsindsprøjtning. Intet år har indeholdt flere lange samtaler, hvor man ikke blot er samlet om mest muligt spiritus, men snakker over en kop kaffe eller ti til langt ud på natten. De dybe, personlige samtaler, der giver mulighed for selvransagelse og refleksion over livet.
Der fulgte nye bekymringer med, javist. Om virksomheden og ordrebeholdning, om arbejdspladser og ansvarlig forretningsførelse. Men det gav også nye måder at gøre tingene på, nye måder at arbejde og samarbejde på, og for mange en større fleksibilitet i hverdagen.
Nu er vi mange måneder senere nået frem til en jul, hvor vi også er blevet begrænset i vores valg. Mange er blevet hjemme i gaden, selskaberne bør være små og få, udsalget starter ikke den 27. december og gaderne er lagt øde aften og nat. Selv butikkerne har været mere fremkommelige i dagene op til jul, og trafikken har været nærmest behagelig. Vi bliver derhjemme. Med familien. Med de hjemlige sysler. Med hygge, stearinlys og hjemmebag, mens vi forbereder en afdæmpet jule- og nytårsuge i coronaens skygge.
Vi burde jo kunne trække stikket uden epidemier. Vi burde have selvindsigt nok til at genoverveje vores valg og prioriteringer uden kriser. Vi skulle vel nok kunne snakke sammen og lære hinanden at kende uden at være blevet spærret inde først. Men vi er nok bare mennesker. Utålmodige. Grådige. Bange for at gå glip af noget og bange for at vise os selv, som vi er. Vi insisterer på at skabe overflødige bekymringer for os selv.
Mon ikke det giver lærdom at tage med videre til 2021? Det tror jeg. Lad det blive et år med færre men fornuftigere valg uden bekymringer.
Og havde jeg så egentlig dårlig ånde? Maskerne gav endelig svaret.
Med ønsket om en glædelig jul og et fantastisk nytår til alle derude. Pas på jer selv og hinanden. Vi ses igen til næste år.
❤️
Kærlig hilsen
Jan