Jorden skælvede her til aften. Ikke voldsomt og larmende med revner i fundamentet til følge. Nej, kun ganske lokalt og lydløst.

Det er 12½ år siden, at jeg pludselig skulle være far for en dreng på 9 år. Det lå absolut ikke i kortene, og jeg vil sige, at det kom lige så meget som en overraskelse for mig selv som for andre. I forlængelse af at have været først spejderleder og siden kommunal ildsjæl for ham, mente Horsens Kommune dog, at jeg var et godt match som midlertidig plejefar, da de ringede ud af den blå luft om emnet en tidlig morgen.

Jeg var egentlig ikke i tvivl inderst inde, men udbad mig et par timers betænkningstid. Ikke mindst fordi jeg lige skulle tale med mine to forretningspartnere om, hvad de ville sige til, at jeg også fik andet at se til for en tid. Dem var der da kun ubetinget opbakning fra.

“Jeg kender dig godt nok til at vide, at du aldrig vil tilgive dig selv at sige nej, så selvfølgelig skal han bo ved dig,” sagde min daværende partner Peer blandt andet, og det havde han bestemt fuldstændigt ret i. Mit hjerte ville være revnet, hvis jeg skulle have svaret andet.

Nogle er de fødte forældre, ligesom nogle er dygtige ledere af natur. Men kunne man sådan bare lige blive forælder over natten? På et tidspunkt i den personlige udvikling, hvor jeg stadig famlede mig frem for at forme lederevner til lederskab, hvordan ville det så gå med at gøre forældreevner til forældreskab?

Jeg er jo ukuelig optimist af natur og mente da, at det midlertidige ophold på en håndfuld måneder nok skulle gå. Hvor svært kan det være at være enlig far? Med et hus under totalrenovering skal jeg da ikke lyve om, at min i forvejen noget pressede tidsplan kom under stærkt forøget pres. Jeg havde en måned til at blive bare nogenlunde færdig. Med et arbejde, der også skulle passes imens, blev der arbejdet til langt ud på natten, og det skete flere gange, at jeg faldt i søvn på afdækningsplastik på gulvet. Malingen på værelset var da også kun lige akkurat tør, da Simon flyttede ind en måned senere. Det skulle have været hjemmekontor. Nu var det blevet drengeværelse.

Derefter fulgte turboudgaven af aktivering af latente forældreevner. Der var pludselig én, der ventede. Én der skulle hentes. Én der skulle have mad, godnathistorie, hjælp til lektier, have nyt tøj og ikke mindst have et kram og nærvær. Og havde brug for, at der var en rimeligt forudsigelig hverdag, hvilket ikke ligefrem kan siges at have været en af mine stærke sider dengang. Med i købet fulgte en ekstra familie, lærere og kammeraters forældre, man skulle lære at kende, forældreintra og ikke mindst – med tiden – horder af legekammerater og sidenhen hans gode, solide venner.

Dagene fik nyt indhold. Madpakker, skoletaske, afkrydsningsliste i SFO’en, sengetid og at man vågnede på kanten af en seng med en godnatlæsningsbog på maven. Ugerne fik rytme og nye, små traditioner formede sig. Faste indkøbsdage, fredagsfilm, gåture i weekenden og familiebesøg om søndagen. Uger blev til måneder. Sommerferie, Legoland, storbyture, udlandsrejser, udhulede græskar med skæve smil, julehygge i skolen, fastelavnsarrangementer, hyttetur med klassen. Det midlertidige ophold blev permanent. Måneder blev til år. Første runde fødselsdag, konfirmation, terminsprøver, sidste skoledag, 18 års fødselsdag, kørekort, studenterkørsel, jobansøgninger og første faste arbejde.

Programmering og børneopdragelse har en fælles forudsætning: Tålmodighed. Altså hvis det skal gå godt. Der holder lighederne så også op. Børneopdragelse har ingen faste algoritmer, man kan slå op, ingen umiddelbar syntakskontrol og ingen standardiserede testmetoder. Der findes allerhøjest best practices. For begge kan man måske nok gå på nettet og søge svar, men man skal tage sig i agt for de nemme løsninger, der ikke altid er de optimale i længden.

Det bliver trial and error. Langsomt bliver forældreevner til forældreskab. Så langt fra programmeringens logik og æstetik som det kan være. Ikke ramme kanten med det autoritære. Ikke ramme den modsatte kant med laissez-faire. Finde den milde, myndige sti i midten og ikke snuble over for mange sten i tågen.

Man ændrer sig nok under alle omstændigheder fra man er først i trediverne til midt i fyrrerne. At forældreskab medfører det, er hævet over enhver tvivl. At man ikke selv er først, men sidst. At nogle er afhængige af én. At nogle stoler på én. At man har ansvaret for én. De 12½ år er godt en fjerdedel af mit liv. De har ændret mig mere end de foregående 34 tilsammen. Til det bedre, absolut. Ikke mindst har de lært mig lighederne mellem forældreskab og lederskab.

Jeg gjorde mig mange tanker om, hvordan jeg skulle være som forælder. Meget blev slet ikke som forestillingen. Hverdagen kolliderer nemt med illusionerne om det perfekte og overskudsagtige. Undervejs har jeg mere end én gang hørt mig selv tale som mine egne forældre. Det er ikke nødvendigvis skidt, men alligevel heller ikke helt det, man selv vil. Første gang man hører drengen sige noget til sine venner, som tydeligvis er noget, man selv har sagt, bliver man både glad og forfærdet. Glad for, at der trods alt bliver hørt efter. Forfærdet over, hvor stor indflydelse man har og hvor stor skade, man potentielt kan forvolde.

Der fulgte mere end én med i handlen åbenbart. Hans gode venner, der blev en så fast del af hverdagen, at de havde tandbørster stående på badeværelset, og gæstesengetøjet faktisk aldrig blev pakket væk. Så én var ofte blevet til både to og tre. De roder, de larmer, de lugter, de fylder helt vildt, og de gør få ting af sig selv ud over at hente mere mad i køkkenet, hvor køleskabet faktisk aldrig når ned på sin basistemperatur. Der står konstant sko og tasker i hele entreen, der mangler konsekvent ting, man lige havde købt mere af, der bliver stillet spørgsmål, protesteret, ønsket, ting går i stykker, ting bliver væk på skolen, sokkeskuffen bliver ubegribelig, og tøj bliver for småt hurtigere end man kan lære sin pinkode. Intet kan længere planlægges bare i nærheden af hundrede procent, man lærer at sige pyt og accepterer efterhånden, at man bare skal tage tingene, som de kommer. Man skal fokusere på alt det gode – og det er meget – og glemme de små bump undervejs.

Alt i alt gik det vist alligevel helt hæderligt som uperfekt far. Der var omkostninger, javist, men i det store regnestykke er de ganske uden betydning. At se et menneske blive til, vokse og få personlighed, se ham blive til én, der bekymrer sig om andre, blive en god ven for sine venner, og som tager ansvar for sit liv, er en kæmpe oplevelse at følge. En lille dreng, der stille og roligt bliver til en selvstændig, ung mand. At tage tiden til at være med i processen, og opleve de store og små begivenheder og øjeblikke undervejs, er den bedste investering af tid, man overhovedet kan gøre i sit liv.

En halv menneskealder, der også lærte den uperfekte far, at en fejlbarlig leder ikke er en dårlig leder. At tålmodighed, empati og pyt er lige så vigtige egenskaber og redskaber som ambition, momentum og retning. For forældre såvel som for ledere. At kaos ikke blot er en forbigående tilstand, når man kigger op fra programkoden, men den storm, det hele formes i. Uophørligt. Nådesløst. Famlen, snublen og knubs er uundgåelige. Det vigtigste er, at man hele tiden er at finde og vil hjælpe. Tålmodighed og pålidelighed er en dyd. Tilsat en god andel tillid.

Jeg trak vejret en ekstra gang, da jeg i aften kom hjem til et tomt hus. Nu kan stafetten siges at være givet videre til næste generation. Sådan da. Simon er i dag flyttet i sin egen lejlighed, som han skal dele sammen med en god ven.

Jeg husker følelsen den første aften i min første lejlighed. Ingen regler, ingen traditioner, ingenting i køleskabet. Kun et ubeskrevet blad parat til en ny historie. Denne gang givetvis for os begge to. Forude ligger det nye og ukendte. For mit eget vedkommende får nye eventyr dog ualmindeligt svært ved at konkurrere med den netop afsluttede, uforglemmelige rejse.

Måske var det ikke jorden, der skælvede. Måske var det faktisk bare benene. Det må være forældrestolthed.

Mission accomplished. Over and out.