For 2 år siden nåede den formålsløse passion et absolut lavpunkt i mit liv. Jeg blev nødt til at gøre noget, hvis jeg ikke skulle drukne i de formålsdrevne.

Der er intet i vejen med formålsdrevne passioner. Det er naturligvis et stort privilegie, at kunne have sin passion som sit levebrød. Det burde være alle forundt, at kunne elske deres arbejde højt. At kunne stå glad op hver morgen og komme lige så glad hjem igen, selvom hovedet er blevet gennemtampet af udfordringer af alle slags i løbet af dagen. Det ændrer dog ikke på, at arbejdet er en passion med et formål. Den skal tjene til dagen og vejen. Hvor meget man end måtte elske arbejdet, så er helt basale nødvendigheder i livet pludseligt afhængige af det. I stigende grad. Og ofte er andre også blevet det undervejs.

Programmering tog mig med storm som 17-årig. På ganske kort tid overtog det mit liv med en glødende passion. Muligheden for at bygge ting, der kunne noget. Udforskning af algoritmer og problemer med svære løsninger. Programmer, hvor man selv bestemte alt. Uendelige muligheder samlet bag en skærm og et tastatur, hvor man selv definerede en verden at forsvinde ind i. En hemmelig verden, hvor der dog også gemte sig andre lige så nørdede mennesker nede i dybet. Og en systematisk og logisk verden i en grad, som ingen bizar samlerinteresse før havde kunnet præsentere mig for.

Her fandt jeg en interesse, hvor tiden forsvandt i et omfang, jeg endnu aldrig før havde oplevet. Hvor dag blev til aften og nat, og det pludselig var næste morgen, uden at jeg havde bemærket tiden. Hvor programlinjer blev til, mens MTV spillede i baggrunden, dengang det stadig var det rigtige MTV med musikvideoer nonstop om natten. Lavmælt, naturligvis, så det ikke vækkede mine forældre, der sov inde ved siden af uden den fjerneste ide om, hvad jeg dog fik al den tid til at gå med ved computeren. Ikke sjældent i både et døgn og halvandet ad gangen, inden trætheden overmandede mig, så jeg faldt i søvn i stolen med hovedet på skrivebordet. En gang imellem også på tastaturet.

Det er små 30 år og omtrent lige så mange kilo siden. Det hænder endnu, at jeg sætter mig til teksteditoren om aftenen for at skrive programkode. Det sker også nu og da, at jeg finder vej ind i den hemmelige zone, hvor den blege, tynde dreng på 17 med alt for store briller stadig sidder i halvmørket på værelset. Og pludselig er klokken blevet flere timer over min alt for seriøse voksensengetid, når jeg kigger op fra skærmen. Men det er sjældent. For der skete noget med passionen undervejs. Seks år efter dens hurtige indtog, blev den mit fuldtidslevebrød som selvstændig. Med dét fulgte også afhængighed af den. Pligter. Ansvar. Ansvar for kunder. Ansvar for medarbejdere. Ansvar for deres familier. Og bekymring. Bekymring for virksomheden. For omdømmet. For integriteten og stoltheden. Og alt for mange skjorter, der skal stryges.

Inden man har set sig om, er den kildende fornemmelse i hjertet uundgåeligt forbundet med en lille smule kronisk ondt i maven. Sunde bekymringer givetvis, der nok er den bedste kilde til rettidig omhu. Men uanset hvor godt man forsøger at gøre sit arbejde, vil ansvaret, der tårner sig op, kaste en stadigt større skygge over passionen. Yderligere 23 år efter, har den vokset sig ganske stor.

Jeg har haft en skrækkeligt dårlig vane i livet med at nyttiggøre mine passioner. At lade dem blive formålsdrevne. Glæden ved ord og evnerne til at forme dem, blev til arbejde med renskrivning, korrekturlæsning og redaktøropgaver, for senere at blive til websites, manualer, nyhedsbreve og artikler. Glæden ved fotografering blev til retouchering af andres julegaver og muligheden for at tjene gode penge på de rette motiver. Interessen for psykologi og pædagogik er endt i HR-afdelingen. Glæden ved bøger er blevet til faglitteratur om ledelse og ISO-standarder. Og den lidt nørdede interesse for jura og andre formalia? Tjah, mængden af kontrakter, GDPR og økonomi på mit skrivebord afslører vist alt om, hvor den interesse lod sig formåls- og nyttiggøre. De er fortsat passioner, som jeg elsker højt, men de er alle blevet nyttiggjort uden undtagelse.

Jamen, hvad så med spejderne? Det må da være en formålsløs passion at tænde bål og lave hytteture? Nej, absolut ikke. En god tommelfingerregel er, at så snart noget har planlægningsmøder, så er det blevet alt andet end formålsløst tidsfordriv – snobrød eller ej.

Men hvorfor overhovedet være optaget af, om man har formålsløse interesser? Fordi det for mig er et sundhedstegn, at man fordyber sig i noget, der ikke har andet formål end fordybelsen selv. Det kan umiddelbart lyde som et meget priviligeret udgangspunkt. Interesser er da også placeret i toppen af behovspyramiden, men de findes, selv når man kæmper med de nederste dele af den. De formålsløse interesser er en del af menneskets natur. At samle på objektivt ligegyldige ting og sætte samlingen i system, at spille bold og computerspil, at kæle om planter i haven, at elske sin søndags-kryds-og-tværs, strikke nisser og male billeder. Interesser, hvor produktet er langt mindre vigtigt end processen. Det er afstressende, mens alt skabt af det formålsdrevne drives ud af hovedet eller ned i den ubevidste bearbejdelsesmaskine. Det er også kilden til ny kreativitet, der skal komme det formålsdrevne til gode.

Ikke mindst er den formålsløse passion et tegn på selvdisciplin og evne til selvopretholdelse og selvudvikling. For at det er formålsløst, betyder jo ikke, at man ikke kan sætte sig mål for sine formålsløse passioner. Absolut ikke. En ægte passion indeholder masser af mål for at udfordre sig selv og sin kunnen. At bringe samlingen tættere på det komplette, at blive en endnu bedre fodboldspiller, at kunne vinde over de andre i computerspil, at kunne gøre roserne endnu flottere og frodigere end sidste år. Det er agtværdige formålsløse milepæle alene med et ønske om at lære og om at blive endnu dygtigere end sidste gang. Det er derfor, man bruger tusindvis af timer ved et lærred, uden at det nogensinde var meningen, at et eneste maleri skulle sælges eller måske overhovedet finde vej ud af det private hobbyrum i kælderen. Det er derfor, man sidder aften efter aften og skriver, uden at resultatet skal andre steder hen end skrivebordsskuffen. Og selvfølgelig må man være stolt af resultatet og af sig selv, mens man sætter sig nye formålsløse mål. Så længe glæden over at være bedre til roserne end naboen, ikke bliver et formål.

Jeg kigger altid efter passion hos kandidater til ansættelsessamtaler. Både den faglige, formålsdrevne passion, men så sandelig også den formålsløse. Så betyder det mindre, om den er cykling, en brændende interesse for mellemkrigshistorie, ølbrygning, eller rollespil i skoven. Det er et sundt tegn på det fuldendte, afbalancerede menneske. I en alder af 44 år var jeg pludselig diskvalificeret i mit eget kritiske blik. Alle interesser var utiliserede, formålsdrevne, omsat i penge og nyttig anvendelse til fremdrift. Efter nogle år, hvor der var behov for al min fritid i den nære familie, havde ikke en eneste interesse overlevet for sine egne uskyldige kvaliteter som afstressende, udfordrende eller kreativt tidsfordriv.

Noget måtte gøres. Jeg besluttede – inspireret af andre – at nedfælde 101 mål for mit liv. Bestemt nogle resultatorienterede, der rækker langt ind i mit daglige levebrød, men de fleste uden andet formål end ”fordi jeg har lyst og fordi jeg elsker det.”

De 101 mål blev til både 300 og 400. Sådan går det. Enkelte kræver endnu lidt teknologisk udvikling. Andre er rangordnet til sidst, da de indebærer en vis risiko for, at jeg ikke når flere mål efter dem.

Flere mål er blevet nået siden. Et af de vigtigste af disse var at genfinde fotografering som ægte formålsløs passion. Det havde været en af mine længstlevende interesser næst efter skrivning, og nu sad der en efterladt 12-årig med et Cosina kamera og en bunke Fujicolorfilm og græd et sted nede i maven. Ødelagt af formål og nyttiggørelse. Det er nu 2 år siden, at genoplivningen af fotograferingen blev sat på listen over mål i livet. Javist, der fulgte hurtigt nye rammer med, der skulle sætte fut i processen. Vigtigst var dog, at det var på mine præmisser, mine ønsker, og at det måtte tage akkurat den drejning, det måtte være. Min vej, mit mix, kommercielt eller ej.

Forleden morgen stod jeg på en bakketop i en smuk solopgang. Et af de øjeblikke, hvor man kigger gennem kameraet og siger ”YES!” så højlydt, at det er godt, at man er mutters alene. Hvor man smiler over hele hovedet, mens man lunter ned ad bakken igen efter at have indtaget hele udsigten.

Billedet? Nej, det blev alligevel noget skrald, fordi stativet stod ustabilt og idioten ikke tjekkede af ren glæde. Men det gør ikke spor. Næste lørdag morgen går jeg bare op på bakken og prøver igen. Det kan være, at lyset er endnu bedre. Eller også finder jeg et nyt motiv, der kan begejstre den genfundne formålsløse passion.